Gå til sidens indhold

Østre Landsret

24 jun. 2026

Østre Landsret

Krænkelse af designrettigheder til Skechers Slip-in sko

Østre Landsret har den 24. juni 2026 afsagt dom i en ankesag om krænkelse af Skechers U.S.A., Inc. og Skechers U.S.A., Inc. II (samlet ”Skechers”) rettigheder til Skechers Slip-ins sko.

Landsretten stadfæstede i det væsentlige Sø- og Handelsrettens dom, og fandt således ligesom Sø- og Handelsretten, at appellanterne, CV Padel & Sport ApS og en person A, havde krænket Skechers registrerede designrettigheder, men ikke Skechers rettigheder efter markedsføringsloven. Et Skechers design, som CV Padel & Sport ApS og A havde påstået kendt ugyldigt, blev ligesom for Sø- og Handelsretten anset for gyldigt. A blev fundet ansvarlig i videre omfang end for Sø- og Handelsretten, og blev herunder pålagt solidarisk med CV Padel & Sport ApS at betale hele det beløb, som Skechers fik tilkendt i vederlag og erstatning for markedsforstyrrelse på 200.000 kr.

Landsrettens dom kan i uddrag læses her 

Sø- og Handelsrettens dom er afsagt den 24. juni 2025 (BS-43094/2024-SHR).

Sagen har været behandlet af landsrettens 10. afdeling under sagsnummer BS-35941/2025-OLR.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til pressekontaktdommer, landsdommer Stine Fink Hansen på mobil 41 25 90 31. 

Anmodning om udskrift af dommen skal rettes til aktindsigt@oestrelandsret.dk. For udskriften skal betales 150 kr.  Læs mere på Bestilling af afgørelser.