Fortællinger om forløbet som konstitueret landsdommer

Stine Kvesel Mortensen, retsassessor ved Retten i Viborg
Dommerfuldmægtig og konstitueret landsdommer ved Vestre Landsret
fra 1. april 2022 til 1. april 2024

Efter mere end 6 år som dommerfuldmægtig ved først Retten i Hjørring og senere Retten i Aalborg overvejede jeg i efteråret 2021 at søge en stilling som dommerfuldmægtig ved Vestre Landsret. Jeg drøftede med min daværende præsident, om jeg var klar til springet, og efter gode samtaler besluttede jeg mig for at søge stillingen, som jeg var heldig at få.

Da jeg startede i Vestre Landsret i april 2022, var jeg både spændt og nervøs for den hverdag, som nu ventede mig. Jeg var vant til at arbejde selvstændigt og selv at kunne tilrettelægge mit arbejde i byretten, men ved landsretten skulle jeg samarbejde med kollegaer om sagerne i langt højere grad, end jeg tidligere havde været vant til.

Jeg blev taget godt imod af det administrative personale og landsdommerne i Vestre Landsret, som alle var vant til at tage imod nye kolleger. Som ny dommerfuldmægtig fik jeg mulighed for at se mine dommerfuldmægtigkolleger behandle sager med landsdommerne, inden jeg selv skulle forelægge og votere i landsrettens sager. Jeg gik i retten ca. en gang om ugen som dommerfuldmægtig, og de øvrige dage arbejdede jeg enten med forberedelse af civile sager eller forelæggelse af kæremål.

Efter halvandet år som dommerfuldmægtig var jeg konstitueret landsdommer i seks måneder. Jeg var i perioden tilknyttet to forskellige afdelinger i landsretten, som jeg arbejdede sammen med.

Landsdommerne på de to afdelinger skulle samtidig vurdere, om jeg var egnet til en stilling som dommer. Konstitutionsperioden bød på rejser til bitingstederne i blandt andet Esbjerg, Sønderborg og Aalborg, hvilket gav god mulighed for at lære landsdommerne på afdelingerne bedre at kende. Jeg lærte blandt andet en del om tyske urmærker, som jeg ikke glemmer igen.

Min tid som dommerfuldmægtig i landsretten gav mig et godt fundament for mit konstitutionsforløb. Samtidig gav tiden som dommerfuldmægtig mig også en masse læring, oplevelser og venskaber, som stadig hænger ved. En dommerfuldmægtigperiode ved Vestre Landsret får min varmeste anbefaling. 

Tine Fomsgaard-Knudsen, dommer ved Retten i Esbjerg
Konstitueret landsdommer ved Vestre Landsret
fra den 1. september 2023 til 31. maj 2024

En klar anbefaling om at tage en uddannelseskonstitution

Mine ni måneder i Vestre Landsret har givet mig et stort fagligt og personligt udbytte. Jeg kan ikke andet end at give en anbefaling om at tage en uddannelseskonstitution i Vestre Landsret.

Under uddannelseskonstitutionen var jeg som øvrige konstituerede fast tilknyttet tre af landsrettens afdelinger. Man er sædvanligvis i hver afdeling i tre måneder, og hver af afdelingerne bedømmer ens kvalifikationer, hvorefter der laves en slutudtalelse efter de ni måneder.

Det er uden tvivl hårdt at være til bedømmelse i ni måneder. Nogle dage tænkte jeg ikke over det, andre dage gjorde jeg. De dage, hvor voteringen gik godt, var jeg flyvende, og så var der dage, hvor voteringerne ikke gik som planlagt, hvor bedømmelseselementet fyldte mere.

Jeg nød godt af at sparre med de andre konstituerede, få en kop kaffe sammen og i ny og næ et klap på skulderen. Fællesskabet mellem de konstituerede var rigtig godt – og jeg tager gode relationer med mig fra landsretten.

Forud for at påbegyndte uddannelseskonstitutionen var jeg funktionschef i retsafdelingen ved Retten i Esbjerg i to år og forud herfor to år som dommerfuldmægtig.

Inden jeg kom til domstolene, var jeg 10 år i advokatbranchen. Jeg var således en del af ”systemet”, men jeg var lidt i tvivl om, hvorvidt jeg var tilstrækkelig klædt på til at tage en konstitution.

Den første afdeling, som jeg skulle være på, lagde et godt fundament til mit samlede indtryk af landsretten, da det var dem, der tog mig under deres vinger. Afdelingen mødte mig med smil, lydhørhed og feedback - og det gav mig en rigtig god start i landsretten.

Vestre Landsret er gode til at tage imod nye medarbejdere. Der er ikke meget overladt til tilfældighederne. Når man bor langt væk fra landsretten, er der en del praktik, som skal op. Både landsrettens medarbejdere og tidligere konstituerede var i den forbindelse gode til at hjælpe til. Jeg boede i en ejendom tæt på landsretten med flere andre konstituerede. Når man er langt væk fra ens vante rammer, er det rart at have nogen, man kan læne sig op ad i ny og læ.

Kan en uddannelseskonstitution kombineres med at have små børn?

Jeg startede i landsretten, da mine sønner lige var fyldt tre og fem år. Vi havde som familie gjort os mange tanker om, hvorvidt en uddannelseskonstitution på ni måneder i Viborg var forenelig med et familieliv i Esbjerg, hvor der er to timers kørsel hver vej.

Konklusionen er heldigvis, at det godt kan lade sig gøre at gennemføre en uddannelseskonstitution, selvom man bor langt væk fra landsretten og har små børn. 

Efter at have gennemført en fire måneders uddannelseskonstitution ved Retten i Hillerød i 2010 havde jeg stor lyst til og mod på at gennemføre en landsretskonstitution. På daværende tidspunkt havde jeg få år tidligere forladt anklagemyndigheden og var blevet ansat som advokat og havde af den grund svært ved at se det forenelige i en konstitution og min situation i øvrigt.

Jeg blev selvstændig advokat i 2013 og så en kæmpe udfordring i at gennemføre en konstitution uden et sikkerhedsnet under min virksomhed i konstitutionsperioden. Der skulle derfor gå omkring 13 år, inden jeg fik forfulgt den drøm, som jeg havde haft siden 2010.

For mig var det afgørende, at jeg nu havde den fornødne opbakning i mit privatliv, og at jeg var etableret i et solidt kontorfællesskab, hvor jeg havde tillid til, at min virksomhed og klienter ville være understøttet i de 10 måneder, som jeg skulle være i landsretten. Der skulle helst være en forretning at komme tilbage til.

Under konstitutionsforløbet er man tilknyttet tre forskellige afdelinger, som bedømmer ens præstation og egnethed til at blive dommer. Det er hårdt at ”gå til eksamen” hver dag, og med en baggrund uden for domstolene er læringskurven meget stejl. Til gengæld oplevede jeg at blive meget inspireret af at være omgivet af særdeles dygtige og engagerede kollegaer, hvilket ansporer til, at man gør sit bedste.

I Vestre Landsret oplevede jeg fra den første dag at blive en del af landsretten. Selvom man kun er på gennemrejse, bliver man som konstitueret understøttet, hjulpet og behandlet som en ligeværdig kollega, hvilket er særlig vigtigt, når man kommer uden domstolsbaggrund, og det er i høj grad med til, at man holder gejsten oppe. Jeg vil navnlig fremhæve fællesskabet mellem de konstituerede, som var en stor hjælp for mig, og som har givet mig gode relationer, som rækker udover konstitutionsforløbet.

Takket være mit set-up i baglandet var der stadig en forretning og klienter at komme tilbage til efter 10 måneder, så det kan godt lade sig gøre at ”trække stikket”, hvis man har forberedt sig ordentligt og har sikret sig den fornødne opbakning. Jeg valgte ikke at komme tilbage, men det er en helt anden historie.

Jeg vil på det kraftigste anbefale alle, der beskæftiger sig med retsarbejde at gennemføre en landsretskonstitution. Fornemmelsen for, hvad der virker i retten, og den skærpelse af de juridiske færdigheder, som det fører med sig, er en gave i det videre karriereforløb, uanset hvor det så måtte blive.

I fredags afsluttede jeg et ti måneders konstitutionsforløb i Vestre Landsret. Det har givet anledning til nogle refleksioner over forløbet og over landsrettens rolle i retssamfundet.

(Jeg er i øvrigt ikke den første til at dele den slags refleksioner. En personlig favorit er Jens Peter Christensens skildring i "kampen med kappen", som jeg læste tidligt i min konstitutionstid. De persontyper, Jens Peter Christensen beskriver, findes stadig i landsretten - og tiden som konstitut er derfor (også) en øvelse i at pejle sig ind på, hvordan den enkelte afdeling fungerer. 
Artiklen kan læses her

Ingen konstitution er ens

Tiden som konstitut er intens, men også lærerig. Den er antageligt også vidt forskellig fra den ene konstitut til den anden. Dels har vi forskellig baggrund, dels tjener konstitutionsperioden forskellige formål.

For nogle er det et naturligt (og nødvendigt) skridt i deres karriere som domstolsjurister. For nogle markerer det overgangen fra et arbejde som embedsjurist, advokat eller andet til at arbejde ved domstolene. For nogle er det en mulighed for at teste sig af i en stilling, som det kan være vanskeligt at forestille sig. Og for atter andre er det en mulighed for at se, hvordan landsretten arbejder, og at lære af rettens dommere.

Selv hørte jeg nok mest til i de to sidste kategorier, og det har naturligvis farvet min oplevelse.

Måske er det også netop af den grund, at jeg har fundet anledning til at knytte nogle ord til forløbet. For som konstitut får man et indblik i hverdagen ved en af (rets-)samfundets centrale institutioner, og man får en dybere forståelse for, hvordan landsrettens afgørelser bliver til (og derfor også for, hvad man som jurist uden for domstolene rimeligvis kan bruge dem til).

Et intenst forløb - men også en god arbejdsplads

Modsat mange af mine kollegaer - dem der havde deres daglige gang i byretterne eller ved anklagemyndigheden - kom jeg uden nogen erfaring med strafferet eller straffeproces. Det gav naturligt en stejl faglig læringskurve i en stilling, hvor man bruger langt over halvdelen af sin tid på strafferet. Specielt de første måneder var hårde (alt var nyt), men efterhånden lagde roen sig, og selvom det aldrig blev "let", så blev det ganske hurtigt hverdag.

En del af forklaringen er, at landsretten som institution og arbejdsplads sætter enormt klare rammer. Alt fordeles efter anciennitet, og alle opgaver i og uden for retten er veldefinerede og udtrykkeligt uddelegeret til "1'eren", "2'eren" eller "3'eren".

Som konstitut vidste man, at man om morgenen ville blive bedt om at læse domsmandsløftet højt. Man vidste, at man under hovedforhandlingen skulle føre retsbog (efter en helt fast skabelon) samt tage grundige noter til forklaringerne, så man senere kunne holde dem op imod 2'erens udkast. Man vidste, at retsformanden efter hovedforhandlingen - og efter at både domsmænd og dommere havde forholdt sig til skyldsspørgsmålet - ville spørge: "og hvad siger du så til udmålingsniveauet?", hvorefter det var forventet, at man kort redegjorde for, om et slag med knyttet næve i almindelighed skulle give 30 eller 40 dage, og om der var omstændigheder i sagen, som kunne begrunde en højere eller lavere straf. Og man vidste, at når der var opnået enighed om resultatet, ville retsformanden læse dommen op og forvente, at man verbalt bekræftede alle faktiske oplysninger: Sag S-1515-25; "tjek"; Michael med ch; "tjek", født 1. januar 1991; "tjek" osv. 

Når jeg de første måneder blev spurgt om, hvordan det var, at være landsdommer, nævnte jeg typisk, at arbejdsformen havde et betydeligt element af "redundans". Det udsagn, synes jeg stadig, der er noget rigtigt i, men som tiden skred frem, blev jeg også mere bevidst om værdien heraf. Blandt andet var arbejdsformen tryghedsskabende - formentlig både for konstitutten, og for de mere erfarne dommere.

Samtidig var det i hele forløbet tydeligt, at landsretten er vant til at få nye medarbejdere. Det er ganske enkelt en indgroet del af arbejdspladsens DNA, hvad enten det er blandt dommerne, hos retssekretærerne eller de øvrige administrative medarbejdere. Og med øvelse bliver man typisk god.

Som konstitut oplevede jeg alle steder at blive mødt med venlighed og nysgerrighed blandt kollegaer, som var bevidste om det ansvar, der følger med at modtage nye medarbejdere. Og jeg oplevede på alle afdelinger - trods betydelige indbyrdes forskellige i stil eller kultur - at blive behandlet som en ligeværdig kollega.

Svær jura og svære sager

For år tilbage læste jeg bogen "Tough Cases" af Russel Canan m.fl. Bogen indeholder bidrag fra en række dommere, der fortæller om deres sværeste sager, og den har jeg jævnligt tænkt på gennem de sidste ti måneder. Kendetegnende for næsten alle bidragsyderne var, at de ikke fremhævede juridisk komplekse sager. Hvis jeg blev bedt om at bidrage til en tilsvarende bog, ville jeg på det punkt høre til flertallet.

På ti måneder får man næsten uundgåeligt sager, som er juridisk svære. Selv havde jeg bl.a. to civile sager i første instans. En om tjenestemandspension og en om de skattemæssige konsekvenser af selskabsretlig ugyldighed. I begge sager brugte jeg mange timer på at læse op på juraen, og min votering var både lang og juridisk. Og i begge sager havde vi som dommere grundige overvejelser over, hvad der var juridisk rigtigt. Begge sager kan vel betegnes som svære.

Andre sager havde et omfattende eller teknisk faktum. For mit vedkommende drejede det sig bl.a. om en konkurskarantænesag med mange hundrede siders udskrift fra forskellige forbundne firmaers bogholderi, og om en straffesag forhandlet over 9 dage med ganske omfattende bevisførelse.

Men de sager var ikke de sværeste. Det var i stedet de sager, hvor juraen og faktum for så vidt var simpel, men bare ikke rakte. For uanset hvor kompleks en skattesag er, så sidder man som jurist med en følelse af, at man ved anvendelse af den juridiske metode kan finde det rigtige svar. Og når man har voteret, sidder man typisk tilbage med en følelse af, at det gjorde man. Sådan havde jeg det i hvert fald. (Begge mine sager i første instans blev anket til Højesteret, så teknisk set ved jeg først senere i år, om vi "havde ret").

Samme følelse fik jeg aldrig i familiesagerne. Ser man bort fra de tilfælde, hvor en forælder har vanrøgtet eller mishandlet sit barn (og dem er der heldigvis ganske få af), så er det sager, hvor det juridisk rigtige svar sjældent springer i øjnene.

Er det bedst for Victor at bo ved sin far eller mor...? Mor siger, at der er mest kærlighed og omsorg ved hende. Far siger, at der er bedre struktur og støtte i hverdagen hos ham. Begge har formentlig (delvist) ret, og uanset hvad man gør, kommer Victor nok til at savne enten mor eller far (og til undervejs at føle sig fanget mellem sine forældre).

De sager var svære på en ganske anden måde, og selvom jeg accepterer præmissen om, at "nogen skal afgøre dem, og dommerstanden er den mindst ringe løsning", så illustrerede de hver eneste gang, at jura som værktøj kan meget men absolut ikke alt. Og heldigvis for det i øvrigt.

Sagerne gav samtidig anledning til den observation, at samtlige de landsdommere, jeg mødte, (heldigvis) var bevidste om fagets begrænsninger og om det med jobbet følgende ansvar, og at de gjorde sig umage for at forvalte det bedst muligt.

Ordentlighed, grundighed, samvittighedsfuldhed

Og hermed er vi nået til en af de vigtigste ting, jeg tager med mig fra landsretten. En ganske eftertrykkelig bekræftelse af, at man i det danske retssystem gør sig umage med at gøre det ordentligt - og det på alle trin i processen.

Generelt kan man sige, at de danske dommere har travlt. Det gælder i særdeleshed i byretterne, der trods dette leverer domme på meget højt niveau (som ganske ofte stadfæstes). Men det gælder også landsretterne, hvor man kan forvente en dags forberedelse for hver fire dage i retten (nogle gange med to eller tre sager om dagen). Arbejdsmængden svinger selvfølgelig, men i de uger, hvor ingen af sagerne forliges eller hæves, er der kun en måde at møde forberedt op. Man må læse om aftenen og i weekenden. Og det gør landsdommerne også.

Hvis tiltalen er formuleret på en måde, så gerningsbeskrivelsen ikke svarer til den anførte bestemmelse, opdager dommerne det under forberedelsen og rejser det under sagen (hvis ikke anklagemyndigheden selv har set det). Citerer tiltalen et forkert punkt i et bilag til en bekendtgørelse, bliver det fanget i forberedelsen. Er straffen i byretten udmålt for højt eller for lavt i forhold til nyeste praksis, ser dommerne det, også i de sager, hvor det ikke udtrykkeligt er procederet.

Samme oplevelse har jeg indtryk af, at de fleste domsmænd har. Og det er faktisk et af de punkter, der har givet mig mest stof til eftertanke.

Jeg har fra tid til anden haft anledning til at drøfte, hvilken funktion domsmænd tjener: Gør de faktisk en forskel for sagens udfald? Det korte svar er ja, illustreret ved de sager, hvor to (eller endda tre) dommere voterer for et resultat, mens domsmændene voterer for et andet. Sådanne sager er sjældne, men det sker.

Hele tanken bag domsmandsordningen er, at de skal være med til at legitimere retsudøvelsen. Det gør de på en meget direkte måde i de tilfælde, der er nævnt ovenfor, hvor de fungerer som det brede samfunds korrektiv over for dommerstanden. Men i endnu højere grad tror jeg, at de gør det som "ambassadører" for et retssystem, de får lov at opleve indefra.

Nu skal man selvfølgelig passe på med at generalisere, men mit indtryk er, at de domsmænd, der overværer en hovedforhandling i landsretten, går derfra med en oplevelse af, at sagen er behandlet grundigt, ordentligt og samvittighedsfuldt. Endda i ekstrem grad. Hele systemet er bygget op omkring at undgå fejl, og det mærker man som deltager. Det er en kvalitet, og jeg tror i den sammenhæng, at det er en særlig styrke, at en ganske bred kreds af lægmænd får lov til at se (og deltage i) processen, så de efterfølgende ved middagsbordet eller til fredagsøllen kan svare bekræftende på spørgsmålet, om retssystemet virker.

Nulfejlspolitik på resultatet - ikke i processen

Som det vil være fremgået af mine betragtninger ovenfor, var min generelle oplevelse af arbejdet i landsretten, at man satte en stor ære i, at resultatet blev rigtigt.

Samme ærekærhed oplevede jeg generelt dommerne have omkring alle andre dele af dommen, som kunne verificeres (og derfor også kunne være forkerte). Navne, datoer, steder skulle være rigtige (og stavet rigtigt), også selvom det tager tid at kontrollere. Når det gælder produktet, er kulturen i landsretten en nulfejlspolitik.

Den slags kan være farligt. Frygten for at fejle kan holde folk fra at bidrage. Og måske særligt et sted som i landsretten, hvor det uundgåeligt ligger i baghovedet for alle konstitutter, at de er til bedømmelse hver eneste dag. Er det rigtige resultat så det, man selv synes er rigtigt, eller er det resultatet, som de andre er nået frem til? Og hvis man er i tvivl om resultatet, skal man så gemme det, så de andre ikke ser ens usikkerhed?

Selv faldt jeg i starten af mit forløb i den sidstnævnte fælde. Jeg mødte velforberedt til voteringerne, og jeg var typisk rimeligt afklaret med mit resultat, som jeg derfor præsenterede med den sikkerhed, jeg efter lang tid overvejelse havde opbygget. Det modtog jeg berettiget kritik for. For hvis tre hoveder skal være bedre end et, så skal de deles om processen. En god votering er den, hvor man tydeliggør, hvad man selv har været i tvivl om - det er typisk der, skoen trykker. Og det er en votering, hvor man gør det klart, på hvilke trin i analysen, man rimeligvis kunne være gået en anden vej (og med hvilken begrundelse).

Den gode votering er med andre ord ikke fejlfri, men ærlig og åben. Det var en lektie, der blev gentaget flere gange, og som jeg fik rig lejlighed til at øve - og det er nok også det punkt, hvor opholdet har været mest lærerigt.

Et enkelt kritikpunkt

Mens jeg på mange punkter er nået til den konklusion, at man i landsretten har ramt en hensigtsmæssig tilgang til sin opgave i samfundet, går jeg derfra med et enkelt egentligt kritikpunkt. Jeg ærgrer mig over, at man - på grund af tidspres, på grund af arbejdsformen, men også af vane eller tradition - er meget forsigtig med at mene mere end højst nødvendigt om de juridiske spørgsmål.

I de fleste sager er landsrettens opgave at afgøre en konkret sag, og i praksis typisk som den sidste instans. Det giver i de mange "almindelige" sager mening, at man fokuserer på resultatet og på at rydde ud i fejl. Og det giver i de sager ofte også mening, at man gør sig umage med ikke at skrive mere, end hvad der er nødvendigt. Navnlig hvis tiden ikke er til at overveje præmissernes mulige rækkevidde.

Men der er også en del sager, hvor landsretterne har mulighed for og anledning til at sætte lidt flere juridiske pejlemærker, end de lige nu gør. Ikke som en egentlig præjudikatsdomstol. Det er forbeholdt Højesteret, og jeg plæderer ikke for, at landsretterne skal lade sig inspirere i overdreven grad af de præmisser, man skriver i Prins Jørgens Gård.

Men man kunne som landsret godt være lidt mere bevidst om, at mange sagstyper aldrig når Højesteret, og at "summen" af afgørelser fra landsretterne i praksis er det vigtigste pejlemærke, når byretterne træffer afgørelser. Dem kunne man hjælpe ved at skrive lidt mere om sine mellemregninger ("herefter, og efter en samlet vurdering" lyder fint og er utvivlsomt rigtigt; men hvad skal byretsdommeren tage med fra den sætning?).

Og man kunne godt, uden at man skabte egentlige nye præjudikater, skrive lidt flere af de juridiske mellemregninger ud, så det for alle brugerne af landsrettens domme blev lettere at finde ud af, hvad en given dom kunne anvendes til. Om ikke andet, så i hvert fald i de sager, der behandles af den enkelte afdeling som specialesag, og hvor landsdommerne faktisk har et ret godt indblik i det praktiske retslivs behov og i de typesituationer, som præjudikatet i givet fald skulle anvendes på.

For ja, jo mere man skriver, jo større er risikoen for fejl. Men nogle gange er det risikoen værd at skrive, hvad man mener.

Kan det anbefales?

Jeg søgte i sin tid landsretten, fordi jeg var nysgerrig på, om det var en stilling, jeg kunne se mig selv i, og fordi jeg var sikker på, at jeg under alle omstændigheder ville lære noget.

Nu er jeg tilbage på universitet, og jeg glæder mig allerede over, at køreturen på over en time er skiftet ud med 15 minutter på cykel. At min kalender ligger fast et halvt år ud i fremtiden. At jeg i vidt omfang kan "vælge" at gå tidligt (og arbejde på et andet tidspunkt). Og at min datter og bedre halvdel nu bedre kan regne med, at jeg også er hjemme til at lave koteletter i fad på mandag.

Men jeg ser også tilbage på et forløb, som jeg nød undervejs, og hvor jeg udviklede mig både som jurist og menneske - og på en arbejdsplads, som jeg absolut ikke vil udelukke, at jeg kunne finde på at søge tilbage til i en fremtid, hvor hverdagens krav er anderledes.

Baseret udelukkende på min egen oplevelse, er svaret derfor entydigt ja.