Gå til sidens indhold

Østre Landsret

26 mar. 2026

Østre Landsret

Dom om ulovlig brug af forretningshemmeligheder

Østre Landsret har den 26. marts 2026 afsagt dom i en sag anlagt af WindowMaster International A/S (”WindowMaster”) om bl.a. Nordic Eco Vent ApS og tre personers (”Nordic Eco Vent m.fl.) ulovlige brug af forretningshemmeligheder.

Landsretten fandt, at Nordic Eco Vent og to af personerne ulovligt havde brugt forretningshemmeligheder tilhørende WindowMaster til at fremstille en prototype af en vinduesåbner, og at Nordic Eco Vent og en af personerne herunder uberettiget havde kontaktet en leverandør, som WindowMaster havde benyttet. Landsretten  tilkendte som følge heraf WindowMaster vederlag efter lov om forretningshemmeligheder § 15, stk. 3, og markedsføringslovens § 24, stk. 3. .

Landsretten fandt derimod, at forretningshemmelighederne ikke ulovligt var benyttet til to patentansøgninger, som Nordic Eco Vent m.fl. havde indleveret, og tog derfor ikke en påstand herom til følge. Herefter, og da to af personernes tidligere ansættelse hos WindowMaster ikke kunne begrunde, at WindowMaster skulle anses som ejer eller medejer af patentansøgningerne, blev WindowMasters påstand om hel eller delvis overdragelse af patentansøgningerne  heller ikke taget til følge.

Landsrettens dom kan læses i en ikke fortrolig version her.

Sø- og Handelsrettens dom (BS-14416/2022-SHR) er afsagt den 16. september 2024.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til pressekontaktdommer, landsdommer Stine Fink Hansen på mobil 41 25 90 31 eller mail Pressekontakt@oestrelandsret.dk.

Sagen har været behandlet af landsrettens 10. afdeling under sagsnr. BS-47413/2024-OLR og BS-49876/2024-OLR.

Anmodning om udskrift af dommen skal rettes til aktindsigt@oestrelandsret.dk. For udskriften skal betales 150 kr. Læs mere på Bestilling af afgørelser.