Gå til sidens indhold

Højesteret

18 sep. 2026

Højesteret

Utinglyst ejendomshævd var ikke ekstingveret

Erhververen af en ejendom havde ikke ekstingveret naboens utinglyste hævd, da en landinspektørs udtalelser om manglende hævd ikke var sket på erhververens vegne

Sag BS-869/2026-HJR

Dom afsagt den 18. september 2026

A ApS
mod
B
og
C

A fik i maj 2017 tinglyst sin adkomst til en ejendom. Da han ønskede to matrikler sammenlagt, rekvirerede han en landinspektør til at forestå en sammenlægning. I den forbindelse skulle skellet afsættes til naboejendommen, der var ejet af B og C.

I juni 2017 rettede B henvendelse til landinspektøren og spurgte, om B og C havde vundet hævd over en indkørsel, som de selv og de tidligere ejere havde anvendt til parkering, og som lå mellem de to ejendomme. Landinspektøren svarede B, at han på det foreliggende grundlag mente, at B og C ikke havde vundet hævd, og at skellet derfor lå, hvor det var registreret, og som det fremgik af et måleblad, som landinspektøren samtidig fremsendte til dem.

I 2020 blev der opsat et hegn i overensstemmelse med det registrerede (og opmålte) skel.

Herefter blev der i sommeren 2022 på B og C’s foranledning afholdt en skelforretning, hvor resultatet blev, at de havde vundet hævd over indkørslen. Ved skelforretningen blev der ikke taget stilling til spørgsmålet om ekstinktion.

Sagen for Højesteret angik navnlig, om korrespondancen i juni 2017 mellem landinspektøren og B medførte, at A kunne anses for at have gjort sin ret gældende i tinglysningslovens § 26, stk. 1’s forstand, idet det for Højesteret var ubestridt, at B og C opfyldte betingelserne for at vinde hævd over indkørslen. 

Højesteret fastslog, at der ikke med henvisning til landinspektørens stilling, hans konkrete opdrag, og det forhold, at A havde rekvireret og betalt ham, kunne lægges til grund, at landinspektøren under korrespondancen i juni 2017 med B udtalte sig på vegne af A om hævdsspørgsmålet. 

Derfor fastslog Højesteret, at A ikke på grundlag af landinspektørens korrespondance med B i juni 2017 havde gjort sin ret gældende i tinglysningslovens § 26, stk. 1’s forstand. 

Landsretten var nået til samme resultat.

Læs Højesterets afgørelse i sag BS-869/2026-HJR (pdf)

Læs landsrettens afgørelse i sag BS-869/2026-HJR i Domsdatabasen

Læs byrettens afgørelse i sag BS-869/2026-HJR i Domsdatabasen