Om retshåndhævelsesarrest

Sagerne 16/2026, 17/2026 og 18/2026

Kendelse afsagt den 5. maj 2026

Anklagemyndigheden
mod
T

T blev anholdt den 5. oktober 2025. Han blev samme dag fremstillet i grundlovsforhør som sigtet for overtrædelse af bl.a. straffelovens § 252, stk. 1, § 249 og § 253. Byretten afsagde kendelse om varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 2 (retshåndhævelsesarrest), på grundlag af de nævnte sigtelser. Varetægtsfængslingen af T blev herefter på grundlag af sigtelser for overtrædelse af straffelovens § 252 forlænget i flere omgange af byretten og landsretten i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 2.

For Højesteret angik sagen, om det var berettiget, at varetægtsfængslingen af T blev forlænget ved landsrettens kendelser af 16. og 23. december 2025, og at han ved landsrettens kendelse af 14. januar 2026 blev varetægtsfængslet indtil byrettens dom, som forventedes afsagt den 28. april 2026.

Højesteret fandt, at betingelserne i § 762, stk. 2, nr. 2, var opfyldt for så vidt angik de skete varetægtsfængslinger. Højesteret udtalte bl.a., at efter sigtelserne for overtrædelse af straffelovens § 252 havde T forvoldt nærliggende fare for flere personers liv eller førlighed ved at have kørt i bil med ikke under 50 km/t, mens en person over en længere strækning ufrivilligt hang delvist ud af bilen. Kørslen skete natten til søndag den 5. oktober 2025 i det indre København, mens folk var i byen, og den indebar, at to personer måtte springe til side for ikke at blive påkørt. T var 18 år på tidspunktet for kørslen. Han var ikke tidligere straffet og gik på 3. år på en gymnasial uddannelse. Efter en samlet vurdering af på den ene side T’s personlige forhold og på den anden side den påsigtede vanvidskørsels grove karakter tiltrådte Højesteret, at hensynet til retshåndhævelsen krævede, at T ikke blev løsladt.

For så vidt angik spørgsmålet om varetægtsfængslingens proportionalitet udtalte Højesteret bl.a., at varetægtsfængslingen af T skete på grundlag af sigtelserne for overtrædelse af straffelovens § 252. Sigtelserne for overtrædelse af straffelovens § 249 og § 253, som endnu ikke var pådømt, og som ikke var en del af fængslingsgrundlaget, kunne ikke inddrages i vurderingen af, om det var uproportionalt, at T blev fortsat varetægtsfængslet. 

Højesteret fandt, at varetægtsfængsling af T indtil den 6. januar 2026 ikke var uproportional. 

Efter en samlet vurdering fandt Højesteret endvidere, at varetægtsfængsling af T indtil dom, som indebar, at T ville være varetægtsfængslet i en periode på lidt over seks måneder og tre uger, ikke var proportional og dermed var i strid med retsplejelovens § 762, stk. 3.

Højesteret stadfæstede herefter landsrettens kendelser om fortsat varetægtsfængsling af 16. og 23. december 2025. Højesteret fastslog endvidere, at T ikke burde have været varetægtsfængslet indtil dom ved landsrettens kendelse af 14. januar 2026.

Læs hele kendelsen i sag 16-17-18/2026 (pdf)