Om frist for anmodning om prøvelse af udvisning

Kendelse afsagt den 1. maj 2026

Sag 4/2026

Anklagemyndigheden
mod
T

T, der er somalisk statsborger, var ved landsrettens dom af 10. februar 2021 idømt fængsel i 5 år og udvist med indrejseforbud for bestandig. I december 2024 fik han afslag på prøveløsladelse, og stod herefter til at blive løsladt den 4. juni 2025. 

Den 5. juni 2025 anmodede han anklagemyndigheden om at indbringe spørgsmålet om ophævelse af udvisningen for retten.

Efter udlændingelovens § 50, stk. 1, kan en udlænding, som påberåber sig, at der er indtrådt væsentlige ændringer i hans forhold, begære spørgsmålet om udvisningens ophævelse indbragt for retten. Begæring herom kan, medmindre der foreligger ganske særlige grunde, fremsættes tidligst 6 måneder og skal fremsættes senest 2 måneder før, udvisningen kan forventes iværksat. Fremsættes begæringen senere, kan retten beslutte at behandle sagen, såfremt fristoverskridelsen må anses for undskyldelig. 

T, der først blev udsendt den 17. november 2025, gjorde gældende bl.a., at 2-månedersfristen skulle ses i forhold til den faktiske udsendelse og ikke løsladelsestidspunktet.

Højesteret udtalte, at det tidspunkt ”hvor udvisning kan forventes iværksat” normalt vil være tidspunktet for løsladelsen, hvad enten det er prøveløsladelse eller løsladelse efter afsoning af den fulde straf. 2-månedersfristen i udlændingelovens § 50, stk. 1, skal derfor som udgangspunkt regnes fra den dag, hvor udlændingen kan forventes løsladt. Dette udgangspunkt kan fraviges, hvis det forventede iværksættelsestidspunkt for udsendelsen ikke er forudberegneligt. 

Herefter fastslog Højesteret, at der ikke i den foreliggende sag var grundlag for at fravige dette udgangspunkt. Da anmodningen først blev fremsat dagen efter det tidspunkt, hvor T stod til at blive løsladt, var anmodningen fremsat for sent. 

Højesteret fandt, at der ikke forelå oplysninger om ganske særlige grunde, herunder væsentlige ændringer i T’s forhold, som kunne medføre, at anmodningen alligevel skulle behandles. Fristoverskridelsen var heller ikke undskyldelig. 

Det kunne ikke føre til et andet resultat, at T ikke fik udleveret dokumenter om de danske myndigheders drøftelser og forhandlinger med de somaliske myndigheder, da T løbende blev orienteret om, at de somaliske myndigheder havde accepteret at modtage ham, og at han derfor kunne forvente, at udsendelsen ville blive iværksat umiddelbart efter løsladelsen. 

Højesteret tiltrådte endvidere afgørelsen om lukkede døre. 

Landsretten var nået til samme resultat. 

Læs hele kendelsen i sag 4/2026 (pdf)