23 apr. 2026
Højesteret
Om arbejdsgivers ansvar for psykiske skader
De generelle arbejdsforhold på en psykiatrisk afdeling var ikke uforsvarlige og arbejdsgiver var ikke ansvarlig for en medarbejders psykiske arbejdsskade
Sag BS-32995/2025-HJR
Dom afsagt den 23. april 2026
A
mod
Region Syddanmark
A arbejdede som socialpædagog på en børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling i Region Syddanmark. Under arbejdet var han udsat for voldelig og truende adfærd fra udadreagerende patienter. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring anerkendte, at han havde fået en arbejdsskade i form af posttraumatisk belastningsreaktion som følge af arbejdet på afdelingen. Han fik godtgørelse for varigt mén på 15 % og erstatning for tab af erhvervsevne på 30 %.
Sagen angik, om A havde krav på yderligere erstatning fra Region Syddanmark. Sagens hovedspørgsmål var, om regionen havde handlet ansvarspådragende over for A.
Højesteret udtalte bl.a., at ansvarsnormen for psykiske skader er den samme som for fysiske skader og at arbejdsgiveren bl.a. skal sørge for, at arbejdet planlægges, tilrettelægges og udføres så det er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. I ansvarsvurderingen indgår bl.a. hvad arbejdsgiveren gør for at forebygge psykiske skader både generelt og for den enkelte ansatte.
Efter en konkret vurdering, fastslog Højesteret, at Region Syddanmark ikke havde handlet ansvarspådragende og Højesteret frifandt regionen.
Landsretten var nået til samme resultat.
Læs Højesterets afgørelse i sag BS-32995/2025-HJR (pdf)
Læs landsrettens afgørelse i sag BS-32995/2025-HJR i Domsdatabasen
Læs byrettens afgørelse i sag BS-32995/2025-HJR i Domsdatabasen