Gå til sidens indhold

Højesteret

27 mar. 2026

Højesteret

Tvist om dødsbos fordring mod en arving skulle afgøres af skifteretten...

Et dødsbos mulige fordring mod en arving skulle afgøres af skifteretten ved sagsanlæg fra arvingen

Sag BS-54509/2025-HJR

Kendelse afsagt den 26. marts 2026

A
mod
Boet efter B og C 

Sagen angik en tvist i et dødsbo, der blev behandlet af en bobestyrer. Arvingerne i boet var de tre fællesbørn. 

Bobestyrer indstillede, at en af arvingerne på baggrund af et gældsbrev havde en gæld til boet på ca. 2,3 mio. kr., som skulle medtages i boopgørelsen og modregnes i hans arv. Arvingen bestred at have underskrevet gældsbrevet og klagede over bobestyrers indstilling. 

Arvingen gjorde gældende, at tvisten skulle behandles efter dødsboskiftelovens § 53, stk. 2, således at boet måtte anlægge sag mod ham, hvis den gæld, der fremgik af indstillingen, skulle medtages i boopgørelsen. Over for dette gjorde boet gældende, at tvisten var omfattet af dødsboskiftelovens § 54, stk. 2, således at arvingen måtte anlægge sag, hvis han ville undgå, at bobestyrerens indstilling blev lagt til grund. 

Højesteret fastslog, at det afgørende for, om en tvist skal behandles efter § 53, stk. 2, eller efter § 54, stk. 2, er, om tvisten efter dødsboskiftelovens § 89, stk. 1, skal afgøres af skifteretten ved dom. Bestemmelsen i § 89, stk. 1, omfatter tvister, som opstår i forbindelse med boets behandling, herunder om retten til at arve.

Højesteret udtalte herefter, at arvingerne som udgangspunkt hver skulle arve 1/3. Den endelige fordeling af arven afhang imidlertid af, i hvilket omfang boet havde et krav mod arvingen, som kunne modregnes. 

Højesteret fandt derfor, at tvisten var omfattet af § 54, stk. 2, jf. § 89, stk. 1. Bobestyrers vurdering skulle således lægges til grund under boets videre behandling, medmindre arvingen anlagde sag. 

Højesteret stadfæstede herefter landsrettens kendelse. 

Læs Højesterets afgørelse i sag BS-54509/2025-HJR (pdf)