Gå til sidens indhold

Vestre Landsret

28 maj 2026

Vestre Landsret

Dom i nævningesag om skudepisode i Kolding

To tiltalte er frifundet for drabsforsøg, men dømt for at besidde et skydevåben under særligt skærpende omstændigheder og for grov vold ved skud mod en ung mand på dengang 25 år.

Vestre Landsret har den 28. maj 2026 afsagt dom i en nævningesag, hvor en 18-årig svensk mand og en 29-årig dansker var tiltalt for i forening og efter forudgående aftale og planlægning at have anvendt et skydevåben under særligt skærpende omstændigheder og drabsforsøg.

Sagen udsprang af en episode den 31. juli 2024 om formiddagen på en gade i Kolding, hvor de tiltalte var kommet til sammen på hver sin el-cykel. De havde en 9 mm pistol med, og den dengang 17-årige svenske mand sigtede med pistolen nedad og skød mod offeret, som blev ramt af mindst tre skud i benene uden at komme i livsfare. De tiltalte, der var maskerede, flygtede sammen fra stedet på cyklerne.

De tiltalte nægtede sig i det hele skyldige i byretten, men blev ved dom af 2. juli 2025 anset for skyldige i at besidde et skydevåben under særligt skærpende omstændigheder og grov vold. De blev frifundet for drabsforsøg. Den nu 18-årige blev idømt fængsel i 5 år og 6 måneder og udvist for bestandigt, og den nu 29-årige blev idømt fængsel i 6 år. 

Anklagemyndigheden ankede dommen med påstand om domfældelse for forsøg på manddrab og skærpelse af straffen. 

For landsretten erkendte de tiltalte at have været på stedet og besiddet et skydevåben under særligt skærpende omstændigheder. Den unge svenske mand påstod byrettens afgørelse om grov vold stadfæstet og frifindelse for drabsforsøg.

Begge de tiltalte ønskede formildelse af straffen.

1 nævning og 3 dommere var enige i byrettens vurdering af skyldsspørgsmålet. 8 nævninger fandt det bevist, at de tiltalte var skyldige i forsøg på manddrab.

Efter udfaldet af stemmeafgivningen blev de tiltalte frifundet for drabsforsøg, men anset for skyldige i grov vold og besiddelse af skydevåben under særligt skærpende omstændigheder.

Landsretten skærpede med 12 stemmer straffen til 6 års fængsel til den 18-årige svensker. Der blev afgivet 6 stemmer for at fastsætte straffen til fængsel i 6 år og 6 måneder. Der var enighed om at stadfæste udvisningen.

Landsretten skærpede med 15 stemmer straffen til 7 års fængsel til den 29-årige dansker. Der blev afgivet 3 stemmer for at fastsætte straffen til fængsel i 7 år og 6 måneder.

Landsretten lagde navnlig vægt på, at der var tale om meget alvorlig kriminalitet med flere skud i et kvarter med bl.a. beboelsesejendomme mod en person, der fik alvorlige skader. Der blev også lagt vægt på, at den svenske mand var kommet til Danmark alene for at deltage i skudepisoden og på, at han var under 18 år på gerningstidspunktet.

Henvendelse vedrørende sagen kan ske til pressekontaktdommer John Lundum, tlf. 20 58 55 33.

Udskrift af afgørelsen kan bestilles pr. mail til sektionc@vestrelandsret.dk. Udskriften koster 150 kr. Beløbet skal overføres til landsrettens bankkonto nr. 0216-4069134874 med henvisning til sagsnummer V.L. S–1278–25,
6. afdeling. Når beløbet ses modtaget, vil udskriften blive ekspederet.