Gå til sidens indhold

Vestre Landsret

30 apr. 2026

Vestre Landsret

Dom i nævningesag om voldtægter begået over for bl.a. to 14-årige piger

Vestre Landsret har i dag afsagt dom i en nævningesag, hvor en nu 57- årig mand er idømt 9 års fængsel, idet han blev fundet skyldig i bl.a. voldtægt af to 14-årige piger og af en tidligere kæreste.

Et enigt nævningeting fandt i lighed med byretten den 57-årige skyldig i at have voldtaget to 14-årige piger, der kom i hans hjem i en periode i første del af 2024. I forhold til den ene pige blev han fundet skyldig i adskillige tilfælde af samleje og andet seksuelt forhold end samleje, herunder mod betaling med penge og euforiserende stoffer, hvorved hun kom i et afhængighedsforhold til tiltalte, ligesom hun blev gravid. Han blev vedrørende den anden pige fundet skyldig i et tilfælde af samleje og andet seksuelt forhold end samleje.

Manden blev yderligere fundet skyldig i at have voldtaget en tidligere kæreste, idet han i foråret 2022 i forbindelse med, at han skulle hente nogle ejendele hos kvinden, holdt hende fast og gennemførte et samleje uden hendes samtykke. Byretten havde frifundet manden i dette forhold.

Manden var desuden skyldig i bl.a. blufærdighedskrænkelse og deling af intime billeder og videoer af den tidligere kæreste samt blufærdighedskrænkelse og besiddelse af børnepornografisk materiale i form af optagelser af samleje og andet seksuelt forhold end samleje med den ene af de 14-årige piger og tre andre kvinder, som han havde mødt på en datingside.

Et enigt nævningeting idømte manden fængsel i 9 år.

Manden fik endvidere et bolig-, besøgs- og kontaktforbud indtil videre vedrørende børn under 18 år.

Henvendelse vedrørende sagen kan ske til pressekontaktdommer Thomas Tordal-Mortensen, tlf. 99688000.

Udskrift af afgørelsen kan bestilles pr. mail til sektionc@vestrelandsret.dk. Udskriften koster 150 kr. Beløbet skal overføres til landsrettens bankkonto nr. 0216-4069134874 med henvisning til sagsnummer V.L. S-0944-25, 10. afdeling. Når beløbet ses modtaget, vil udskriften blive ekspederet.