Gå til sidens indhold

Vestre Landsret

18 mar. 2026

Vestre Landsret

Dom i sag om bombesprængning ved en forlystelsespark mv.

En russisk mand er i dag i en nævningeankesag ved Vestre Landsret straffet med fængsel i 8 år og udvisning for bestandig for bl.a. at have foretaget en bombesprængning i en hæveautomat ved en forlystelsespark samt samme dag at have medbragt hjemmelavet sprængstof til politiekspeditionen...

En russisk mand er i dag i en nævningeankesag ved Vestre Landsret straffet med fængsel i 8 år og udvisning for bestandig for bl.a. at have foretaget en bombesprængning i en hæveautomat ved en forlystelsespark samt samme dag at have medbragt hjemmelavet sprængstof til politiekspeditionen i en lufthavn, hvorved flydriften blev indstillet i mere end 8 timer.  

Den 39-årige russiske mand, som er uden tilknytning til Danmark, var tiltalt for i en periode forud for den 20. april 2024 at have fremstillet, opbevaret og transporteret hjemmelavet sprængstof i form af TATP i og omkring et feriehus i Billund.

Ved efterfølgende brug af dele af det hjemmelavede sprængstof var han tiltalt for at have foretaget sprængning af en hæveautomat ved forlystelsesparken med henblik på at stjæle kontanter fra pengeautomaten, hvilket dog mislykkedes, da han ved sprængningen ikke fik adgang til kontanterne. Han var videre tiltalt for samme dag at have medbragt det resterende sprængstof til politiekspeditionen i lufthavnen og ved dette at have forårsaget omfattende forstyrrelse i driften af almindelige samfærdselsmidler, samt at have truet de tilstedeværende personer og udsat andres liv for overhængende fare.

I lighed med byretten fandt et enigt nævningeting tiltalte skyldig i at have fremstillet, opbevaret og transporteret sprængstoffet TATP, dog i en mindre mængde end angivet i anklageskriftet. Tiltalte blev også fundet skyldig i sprængningen af hæveautomaten, forsøg på tyveri af særlig grov beskaffenhed samt i at have forstyrret flydriften i omfattende grad ved at medbringe sprængstoffet til politiekspeditionen i lufthavnen.

Efter bevisførelsen fandt landsretten det ikke tilstrækkeligt bevist, at tiltalte ved håndteringen af sprængstoffet anså det for muligt, at sprængstoffet ville detonere, og at han forholdt sig psykologisk accepterende til denne risiko. Tiltalte blev derfor frifundet for at have haft forsæt til at udsætte andres liv for overhængende fare, hvilket var i overensstemmelse med byrettens resultat. Et mindretal ville dog dømme tiltalte for så vidt angår hændelsen i politiekspeditionen.

På baggrund af vidnernes forklaring om hændelsesforløbet og tiltaltes ageren i politiekspeditionen, fandt nævningetinget det ikke bevist, at tiltalte ved sin henvendelse havde forsæt til at true de ansatte i politiekspeditionen eller øvrige tilstedeværende i lufthavnen. Tiltalte blev derfor frifundet for at have fremsat trusler, modsat resultatet i byretten, hvor tiltalte blev dømt for dette forhold.

Straffen blev udmålt til fængsel i 8 år, hvilket var en skærpelse i forhold til byrettens dom, hvor tiltalte blev idømt fængsel i 6 år. Tiltalte blev dømt i videre omfang end sin tilståelse, og sagen var af en sådan karakter, at der ikke var sparet ressourcer af betydning ved tilståelsen, ligesom hensyn til retshåndhævelsen talte imod, at der blev givet tilståelsesrabat ud fra procesøkonomiske hensyn, hvorfor der ikke var grundlag for at give tilståelsesrabat. Tiltalte blev endvidere udvist af Danmark for bestandig.

Udskrift af afgørelsen kan bestilles pr. mail til sektionc@vestrelandsret.dk. Udskriften koster 150 kr. Beløbet skal overføres til landsrettens bankkonto nr. 0216-4069134874 med henvisning til sagsnummer V.L. S-1666-25, 7. afdeling. Når beløbet ses modtaget, vil udskriften blive ekspederet.