Servitutter

V.L.K. af 06.11.2024 i V.L. B- 0413-24 (24/21742). 
Indsigelser fra mulige påtaleberettigede.

Tinglysningsretten havde afvist at slette et udstykningsforbud i en servitut medfør af tinglysningslovens § 20, stk. 2, da der var gjort indsigelser herimod.  

Kærende havde til støtte for påstanden om, at servitutbestemmelsen skulle slettes, anført, at det måtte anses for usandsynligt, at påtaleretten var overgået til de to personer, der havde gjort indsigelse, og at Tinglysningsretten skulle have foretaget en nærmere prøvelse heraf.

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at der ikke kunne ske sletning iht. tinglysningslovens § 20, stk. 2, da der forelå indsigelser fra mulige påtaleberettigede iht. servitutten, hvorfor prøvelsen af, om der var tilstrækkeligt grundlag for at slette den tinglyste rettighed, lå ud over den prøvelse, der kan foretages af Tinglysningsretten. 

Landsretten lagde vægt på de grunde, som Tinglysningsretten havde anført, og stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse. 

V.L.K. af 12.09.2023 i V.L. B-0182-23 (23/18578). 
Ikke tilstrækkeligt redegjort for kredsen af påtaleberettigede. 

Tinglysningsretten havde afvist at slette en servitut fra 1870 i medfør af Tinglysningslovens § 20, da der ikke var tilstrækkeligt redegjort for kredsen af påtaleberettigede. I henhold til ordlyden tillagde servitutten ”… den til enhver tid værende ejer af min gård … fri kjørsel over parcellen ned til havet… ”. 

Kærende havde til støtte for påstanden om, at servitutten skulle slettes, anført, at der med servituttens formulering ”min gård” ikke var grundlag for at udstrække kredsen af berettigede videre end til den del af det oprindelige matr.nr., hvorpå selve gården var placeret. 

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at historiske kort sammenholdt med aktuelle kort viser, at matriklen ikke er beliggende samme sted i dag som på tidspunktet for oprettelsen af servitutten, at servituttens ordlyd ”min gård” skal sidestilles med ”min ejendom”, samt at den daværende ejendom i dag udgøres af flere matrikler, hvorfor påtaleretten ikke med sikkerhed kan henføres alene til en del af den oprindelige ejendom. 

Landsretten lagde vægt på, at anmodningen om sletning ikke var tiltrådt af ejeren af den ejendom, hvorpå den pågældende ”gård” i sin tid var beliggende. Allerede af den grund har betingelserne for at slette servitutten ikke været opfyldt. Landsretten tiltrådte, at der efter servituttens formulering ikke var tilstrækkeligt grundlag for at anse servitutten for alene at angå den del af den oprindelige ejendom, hvor ”gården” har ligget, da den efterfølgende er blevet udstykket i en række parceller, og stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse. 

V.L.K. af 09.12.2021 i V.L. B-0346-21 (21/21282). 
Tvist om forkøbsrettens bortfald.

Tinglysningsretten havde afvist at slette en servitut indeholdende en forkøbsret i medfør af tinglysningslovens § 20, da Tinglysningsretten havde modtaget henvendelse fra berettigede, der havde oplyst, at der agtedes anlagt et civilt søgsmål vedrørende dennes ret i henhold til samejeoverenskomsten.  

Kærende havde til støtte for påstanden om, at servitutten skulle slettes, anført, at mulighederne for sletning ikke blev ændret af, at en mulig berettiget protesterede imod sletningen.   

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at betingelserne for sletning af servitutten i medfør af tinglysningslovens § 20 ikke var opfyldt, da der var opstået tvist om forkøbsrettens bortfald. 

Landsretten lagde vægt på, at der var opstået en tvist om forståelsen af samejeoverenskomsten, hvorfor rettigheden ikke var åbenbart ophørt, samt at Tinglysningsretten ikke var kompetent til at træffe afgørelse vedrørende tvisten og stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse. 

V.L.K. af 24.01.2021 i V.L. B-0420-21 (21/26544). 
Forkøbsret kunne ikke slettes efter tinglysningslovens § 20.

Tinglysningsretten havde afvist at slette en forkøbsret i medfør af tinglysningslovens § 20, da Tinglysningsretten ikke fandt at kunne afgøre, at der alene var tale om en personlig rettighed for afdøde, da servitutten ikke udtalte sig herom.

Kærende havde til støtte for påstanden om, at forkøbsretten skulle slettes, anført, at servituttens ordlyd ikke kunne udstrækkes til at omfatte andre end den i servitutten navngivne person. Kærende anførte endvidere, at den i servitutten navngivne person var afgået ved døden, hvorfor servitutten var åbenbart ophørt. 

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at skødet, hvori forkøbsretten fremgik, ikke indeholdt oplysninger om baggrunden for forkøbsretten, der kunne understøtte, at den alene var gældende så længe den navngivne person var i live.

Landsretten lagde vægt på de grunde, der var anført af Tinglysningsretten, og stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse. 
(FM 2022.157).

V.L.K. af 11.02.2020 i V.L. B-0287-292 (8206.2019.25). 
Aflysning af servitut iht. planlovens § 18.

Tinglysningsretten havde afvist at aflyse en servitut med hjemmel i planlovens § 18, da der ikke var tale om en tilstandsservitut.  

Kærende havde til støtte for påstanden om, at Tinglysningsretten skulle tilpligtes at aflyse servitutten, anført, at servitutten var uforenelig med lokalplanen, hvorfor den skulle aflyses efter planlovens § 18

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at ikke samtlige dele af servitutten var så klart uforenelige med lokalplanen, at servitutten kunne slettes i sin helhed med hjemmel i planlovens § 18.

Landsretten tiltrådte de af Tinglysningsretten anførte grunde, og stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse.

V.L.K. af 12.12.2018 i V.L. B-0491-18 (8206.2018.42). 
Aflysning af servitut.

Tinglysningsretten havde afvist at aflyse to servitutter i medfør af tinglysningslovens § 7, stk. 3 og § 10, stk. 1, da anmeldelsen ikke var underskrevet digitalt af de påtaleberettigede.  

Kærende havde til støtte for påstanden om, at servitutterne skulle aflyses, anført, at dokumenterne var kvitteret til aflysning på papir, samt at en papirkvittering måtte være tilstrækkelig dokumentation for, at servitutterne kunne aflyses.

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at det følger af tinglysningslovens § 10, stk. 1, at det dokument, der ophæver en ret over en bestemt fast ejendom, skal fremtræde som udstedt af den, der ifølge tingbogen er beføjet til at råde over den pågældende ret, samt at tinglysning – herunder også aflysning – alene kan ske på grundlag af dokumenter og påtegninger forsynet med digital signatur, jf. tinglysningslovens § 7, stk. 3.

Landsretten lagde vægt på, at servitutterne ikke kunne aflyses på grundlag af kvitteringspåtegninger på papir, jf. tinglysningslovens § 7, stk. 3, og stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse. 

V.L.K. af 16.04.2026 i V.L. B–0094–26 (26/07343).
Brugsret – Opsigelsesvarslet var illusorisk iht. udstykningslovens § 16.

Tinglysningsretten havde afvist at tinglyse en grundejerforeningsvedtægt, hvorefter foreningen kunne opsige eksklusive brugsretter med 30 års varsel, da opsigelsesadgangen blev anset for illusorisk og dermed i strid med udstykningslovens § 16.

Vedtægten bestemte, at beslutninger på generalforsamlingen træffes ved simpelt stemmeflertal efter fordelingstal. Fordelingstallene var fordelt således, at én grundejer rådede over 2.156/2.390 stemmer, mens den anden alene havde 234/2.390. 

Kærende havde til støtte for påstanden om, at vedtægten skulle tinglyses, anført, at vedtægten ikke indebar stiftelse af en brugsret i strid med udstykningslovens § 16, som ikke indeholder krav om, at opsigelsen skal være praktisk eller faktisk sandsynlig.

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at retten har pligt til at påse, om en brugsret er i overensstemmelse med udstykningslovens § 16. Opsigelsesvarslet for de eksklusive brugsretter i vedtægten måtte anses for illusorisk på grund af foreningens fordelingstal. Brugsretterne var dermed i strid med udstykningslovens § 16, stk. 1, nr. 1. Tinglysningsretten havde bl.a. henvist til Vestre Landsrets kendelse af 20. september 2021 i sag V.L. B-0287-21 og U 2021.4953.

Landsretten lagde vægt på, at efter vedtægternes oplysninger om fordelingstallene og stemmereglerne ville alene ejeren af den ene matrikel kunne opsige brugsretterne, herunder også sin egen eksklusive brugsret. Landsretten tiltrådte herefter, at opsigelsesadgangen måtte anses for illusorisk, og at de eksklusive brugsretter således var i strid med udstykningslovens § 16, stk. 1.

V.L.K. af 06.10.2025 i V.L. B-0328-25 (25/22605).
Servitut ændrede eksklusiv brugsret til tagterrasse

Tinglysningsretten havde tinglyst en servitut om eksklusiv brugsret til en tagterrasse for en ejer af en ejerlejlighed i medfør af tinglysningslovens § 10, stk. 1, 2 og 5.

Servitutten var - på baggrund af et referat fra en ekstraordinær generalforsamling - underskrevet af de tegningsberettigede for ejerforeningen på vegne af ejerne. Det fremgik af referatet, at alle tilstedevæ-rende stemte for forslaget om den eksklusive brugsret, der skulle erstatte en tidligere tinglyst servitut. Ejerforeningen og den ejerlejlighed, der opnåede eksklusiv brugsret, var påtaleberettigede.

Det fremgik af anmeldelsen, at det var et vilkår for tinglysning af servitutten, at der efterfølgende skulle ske aflysning af den tidligere tinglyste servitut i henhold til hvilken, de øvrige ejerlejlighedsejere havde mulighed for at tilkøbe/opnå brugsret til tagterrassen.

Alle ejere, bortset fra de kærende, var mødt på den ekstraordinære generalforsamling, og de kærende havde forud for tinglysning af servitutten gjort indsigelse overfor Tinglysningsretten.

Kærende havde til støtte for påstanden om, at tinglysning af servitutten skulle ophæves, navnlig anført, at beslutningen, der blev truffet på den ekstraordinære generalforsamling, krævede samtykke fra de kærende, da den medførte indskrænkninger i en tidligere tinglyst særrettighed.
Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at brugsretten til tagterrassen blev anmeldt som en ny servitut, hvor 

Tinglysningsrettens prøvelse overvejende er af formel karakter, herunder om servitutten fastslår, stifter, forandrer eller ophæver en ret over en ejendom, jf. tinglysningslovens § 10, stk. 1 og 2. Tinglysningsretten påser også, hvorvidt en servitut er behørigt vedtaget, og om den er underskrevet af de tegningsberettigede. (U.2026.132)

Landsretten lagde vægt på, at det fremgik af anmeldelsen om tinglysning af servitutten, at det var et vilkår, at den tidligere tinglyste servitut skulle aflyses, og at Tinglysningsretten forud for anmeldelsen var blevet gjort bekendt med indsigelserne fra de kærende. Under disse omstændigheder fandt landsretten, at Tinglysningsretten burde have foretaget en prøvelse af, om de berørte ejere skulle have underskrevet anmeldelsen eller godkendt ændringen på ejerforeningens generalforsamling, jf. normalvedtægtens § 7. Landsretten ophævede Tinglysningsrettens afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling ved Tinglysningsretten.

V.L.K. af 29.06.2023 i V.L. B-0193-23 (23/18878). 
Forlængelse af brugsret kunne tinglyses.

Tinglysningsretten havde tinglyst en påtegning til en ejerforeningsvedtægt, da beslutningen om forlængelse af brugsretten var behørigt vedtaget på generalforsamlingen.

Kærende havde til støtte for påstanden om, at påtegningen skulle afvises, anført, at stuelejlighedernes brugsret til gårdhaverne alene var gældende for en periode på 30 år, hvorefter den bortfaldt, samt at beslutningen om forlængelse af brugsretten ville indebære en delvis afgivelse af ejendomsretten for 1. salslejlighedsejerne. 

Ejerforeningen havde til støtte for påstanden om, at Tinglysningsrettens afgørelse skulle stedfæstes, anført, at det var forudsat i ejerforeningsvedtægterne, at ejerforeningen ved udløbet af brugsretten kunne forlænge brugsretten for yderligere 30 år, hvorfor det kunne vedtages ved simpel stemmeflerhed. 

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at forlængelsen af brugsretten var forudsat i ejerforeningens vedtægter, samt at ejerforeningens advokat og kærende læste vedtægterne forskelligt, og at uenigheden ikke kunne afgøres af Tinglysningsretten.

Landsretten lagde vægt på, at det fulgte af ejerforeningens vedtægter, at ejerforeningen ved brugsrettens udløb kunne beslutte ”at lade tinglyse bestemmelse om, at brugsretten skal gælde for yderligere 30 år”, samt at beslutningen ikke indebar en ændring af ejerforenings vedtægter, hvorfor den kunne vedtages ved almindeligt flertal, og stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse. 
(FM 2024.71).

V.L.K. af 20.09.2021 i V.L. B-0287-21 (21/18409). 
Brugsret indeholdt et illusorisk opsigelsesvarsel.

Tinglysningsretten havde afvist en ejerforeningsvedtægt i medfør af udstykningslovens § 16, da opsigelse af brugsretten var illusorisk.  

Kærende havde til støtte for påstanden om, at ejerforeningsvedtægten skulle tinglyses, anført, at Tinglysningsretten ikke havde hjemmel til at afvise med den anførte begrundelse.

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at det påhviler Tinglysningsretten at påse overholdelse af udstykningskravet, jf. bekendtgørelse nr. 773 af 2. juni 2020. Tinglysningsretten lagde endvidere vægt på, at opsigelsesvarslet var illusorisk, da flere af de ejerlejligheder, der fik tildelt brugsretten, havde et fordelingstal der medførte, at de ville kunne modsætte sig en eventuel opsigelse af brugsretten. 

Landsretten lagde vægt på, at det påhviler Tinglysningsretten i forbindelse med en anmodning om tinglysning af en brugsret som den foreliggende at påse, at udstykningskravet ikke omgås. Landsretten lagde endvidere vægt på, at beslutning om opsigelse krævede et kvalificeret flertal på 9/10 efter fordelingstal, hvor ejerlejlighederne, der var tillagt en eksklusiv brugsret, hver især repræsenterede mere end 10% af det samlede fordelingstal, hvorfor brugsretten var illusorisk og i strid med udstykningslovens § 16, stk. 1, og stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse. 
(FM 2022.151).

V.L.K. af 09.09.2021 i V.L. B-0229-21 (21/16932). 
Brugsret indeholdt et illusorisk opsigelsesvarsel.

Tinglysningsretten havde tinglyst en servitut med frist til nærmere redegørelse for, at opsigelsesvarsel iht. udstykningslovens § 16 ikke var illusorisk under hensyn til, at opsigelse af brugsretten alene kunne ske ved betaling af 300.000 kr.

Kærende havde til støtte for påstanden om, at servitutten skulle tinglyses, anført, at der var betalt 450.000 kr. ved brugsaftalens indgåelse, hvorfor 300.000 kr. ikke var et prohibitivt stort beløb, der gjorde opsigelsesmuligheden illusorisk for udlejer.

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at betaling af 300.000 kr., som opsigelse ifølge servitutteksten var betinget af, medførte, at en eventuel opsigelse fra ejers side blev gjort illusorisk. 

Landsretten lagde vægt på, at formålet med og indholdet af den eksklusive brugsret, herunder opsigelsesvarslet på 30 år og kravet om betaling af 300.000 kr. til brugshaverne ved udlejerens opsigelse af brugsretten, tilsigtede en omgåelse af udstykningslovens krav om udstykning og stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse.
(U 2021.4953 og MAD 2021.358).

V.L.K. af 10.01.2013 i V.L. B-2936-12 (8206.2012.71). 
En brugsret skal tidsbegrænses.

Tinglysningsretten havde afvist en ejerforenings vedtægter i medfør af udstykningslovens § 16, da en eksklusiv brugsret til et gårdrum ikke var tidsbegrænset. 

Kærende havde til støtte for påstanden om, at vedtægterne skulle tinglyses, anført, at den eksklusive ret angik anvendelse af et gårdsrum inde i bygningen, hvilket måtte sidestilles med en rettighed til at råde over en altan eller terrasse i bygningen, samt at der ikke var tale om en brugsret, da retten kun hjemlede adgang til en nærmere specificeret og speciel råden, og ikke til en råden svarende til en ejers fulde og almindelige råden. 

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at gårdrummet var på 234 kvadratmeter, hvilket kunne sidestilles med et indhegnet haveareal, samt der var tale om en brugsret, som efter udstykningslovens § 16 ikke kunne stiftes, da vedtægterne tillagde ejeren af den pågældende ejerlejlighed en eksklusiv brugsret uden opsigelsesvilkår.

Landsretten lagde vægt på, at den eksklusive brugsret til gårdrummet havde karakter af en brugsret for et længere tidsrum end 30 år, jf. udstykningslovens § 16, stk. 1, nr. 1, og stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse.

V.L.K. af 26.06.2024 i V.L. B-0142-24 (24/09929). 
Udlån kan ikke sidestilles med udlejning. 

Tinglysningsretten havde afvist en bestemmelse i en særvedtægt om, at ejerne hverken helt eller delvist måtte overlade brugen af boligen til andre end medlemmer af husstanden, da bestemmelsen begrænsede ejernes særråden, hvorfor ændringen af vedtægten krævede samtykke fra alle ejere.

Kærende havde til støtte for påstanden om, at særvedtægtens bestemmelse tinglyses, anført, at vedtægten ikke indskrænkede ejernes rettigheder, idet udlejning også ifølge de oprindelige vedtægter krævede samtykke fra bestyrelsen.  

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at vedtægtsændringen indeholdt en skærpelse af den oprindelige særvedtægt for ejerforeningen. Ændringen ville medføre en yderligere indskrænkning i ejernes særråden, da ejerne efter den ændrede vedtægt ikke længere ville være berettigede til at udlåne deres ejerlejligheder uden bestyrelsens samtykke.

Landsretten lagde vægt på, at bestemmelsen i den anmeldte særvedtægt udgjorde et indgreb i ejernes individuelle rettigheder over lejlighederne på en sådan måde, at ændringen ikke kunne tinglyses uden samtykke fra alle ejere og stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse. 

V.L.K. af 07.11.2023 i V.L. B-0313-23 (23/41395). 
Tinglyst vedtægtsændring henhørte under civilt søgsmål. 

Tinglysningsretten havde afvist at slette et tinglyst tillæg til en ejerforeningsvedtægt i medfør af ejerlejlighedslovens § 4 hhv. normalvedtægtens § 7, da prøvelsen efter denne bestemmelse henhører under civilretten.

Kærende havde til støtte for påstanden om, at tillægget skulle slettes, anført, at feriefondlejlighederne, gæstelejligheden og parkeringskælderen ikke var omfattet af begrænsningen i retten til korttidsudlejning, hvorfor de opnåede en fordel, der var i strid med ejerlejlighedslovens § 4.

Ejerforeningen havde til støtte for påstanden om stadfæstelse af Tinglysningsrettens afgørelse anført, at en prøvelse efter ejerlejlighedslovens § 4 ikke kan afgøres af Tinglysningsretten, men henhører under civilretten, samt at vedtægtsændringen var gyldigt vedtaget i henhold til ejerforeningens vedtægter. 

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at en prøvelse efter ejerlejlighedslovens § 4 ikke kan afgøres af Tinglysningsretten, men henhører under civilretten. 

Landsretten lagde vægt på, at vedtægtsændringen var behørigt vedtaget, samt der ikke var et åbenlyst grundlag for at antage, at ændringen skulle være materielt ugyldig. Landsretten bemærkede, at en endelig stillingtagen til vedtægtsændringens materielle gyldighed i givet fald skulle afgøres ved et civilt søgsmål og stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse.

V.L.K. af 29.09.2023 i V.L. B-0241-23 (23/37690). 
Tillæg til ejerforeningsvedtægt.

Tinglysningsretten havde afvist en vedtægtsændring, da samtlige tinglyste ejere skulle angives med rollen ”Ejer” og underskrive anmeldelsen, da den indeholdt særligt bebyrdende forpligtelser.

Kærende havde til støtte for påstanden om, at vedtægtsændringen skulle tinglyses, anført, at vedtægtsændringen kunne vedtages med kvalificeret flertal, da den aktuelt ikke på utilbørlig måde greb ind i ejernes særråden, samt at vedtægtsændringen var truffet på baggrund af en saglig afvejning af hensynet til ejerlejligheder, der udlejes til erhverv og ejerlejligheder, der anvendes til beboelse. 

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at en ændring af en ejerforeningsvedtægt, hvorefter forbud mod anvendelse af ejerlejlighederne til bestemt typer erhverv, herunder at overtrædelse heraf ville medføre bod og eksklusion, var at betragte som et indgreb i den enkelte ejer rådighed over ejendom, hvorfor ændringen ikke var gyldigt vedtaget uden tiltrædelse fra samtlige berørte ejerlejlighedsejere. 

Landsretten lagde vægt på, at vedtægtsændringen var behørigt vedtaget, samt at den efter det foreliggende ikke fandtes at indebære et indgreb i ejernes individuelle rettigheder på en sådan måde, at der var et åbenlyst grundlag for at antage, at ændringen skulle være materiel ugyldig. Landsretten bemærkede, at en endelig stillingtagen til den materielle gyldighed måtte afgøres ved et eventuelt civilt søgsmål, og omgjorde Tinglysningsrettens afgørelse. 
(FM 2024.72).

V.L.K. af 05.12.2022 i V.L. B-0383-22 (22/20638) (U 2023.974/TBB 2023.123). 
Sikkerhedsstillelse i ejerforeningsvedtægt. 

Tinglysningsretten havde afvist en ejerforeningsvedtægt, da samtlige tinglyste ejere skulle angives med rollen ”Ejer” og underskrive anmeldelsen, da den indeholdt særligt bebyrdende forpligtelser.

Kærende havde til støtte for påstanden om, at særvedtægten skulle tinglyses, anført, at særvedtægten var behørigt vedtaget i ejerforeningen, at ejerforeningens medlemmer skal acceptere tinglysning for en sikkerhed, der må anses for rimelig, samt at en sikkerhedsstillelse på 60.000 kr. pr. lejlighed i 2022 ikke var urimelig.  

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at boligministeriet i forbindelse med normalvedtægtens ændring pr. 1. januar 2021, havde ændret beløbet i § 31, at det ikke havde været hensigten, at beløbet skulle indeksreguleres, samt at end højere pantesikkerhed, end det anførte i Normalvedtægten, ville forringe ejernes finansieringsmuligheder for deres lejligheder, hvilket ville udgøre et væsentligt indgreb i deres særråden. 

Landsretten lagde vægt på, at vedtægtsændringen var behørigt vedtaget, samt at der ikke var et åbenlyst grundlag for at antage, at ændringen skulle være materielt ugyldig og omgjorde Tinglysningsrettens afgørelse. 
(U 2023.974 og TBB 2023.123).

V.L.K. af 10.05.2022 i V.L. B-0437-21 (21/26991). 
Adskillelse af servitutter fra fravigelser fra normalvedtægten mv.

Tinglysningsretten havde afvist en ejerforeningsvedtægt, da ejerforeningen ikke var angivet i rollen påtaleberettiget, da det ikke var alle bestemmelser i normalvedtægten, der var fraveget eller kunne fraviges, og da servitutrettigheder, der ikke var fravigelser, skulle anmeldes som servitut, samt da samtlige tinglyste ejere skulle angives med rollen ”Ejer” og underskrive anmeldelsen, da den indeholdt særligt bebyrdende forpligtelser. 

Kærende havde til støtte for påstanden om, at særvedtægten skulle tinglyses i sin helhed, anført, at det fremgik af servitutteksten, at ejerforeningen var påtaleberettiget, at Tinglysningsretten ikke havde hjemmel til at bede anmelder om at redegøre for, på hvilken måde hver særvedtægtsbestemmelse fraveg normalvedtægten, samt at særvedtægten var enstemmigt vedtaget af samtlige ejerforeningsmedlemmer.

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at det følger af tinglysningslovens § 10, stk. 5, at ejerforeningen skal angives ved dennes cvr-nr. i rollen ”Påtaleberettiget”, at Tinglysningsretten med hjemmel i den tekniske bekendtgørelse kan bestemme, at fravigelser fra normalvedtægten skal tinglyses i en separat anmeldelse, mens servitutbestemmelser i øvrigt skal tinglyses som servitut, samt at stemmeret ikke kan adskilles fra ejendomsret, jf. ejerlejlighedslovens § 3, stk. 3, hvilket er en ufravigelig bestemmelse. 

Landsretten lagde vægt på, at Tinglysningsretten ikke var berettiget til at afviste den anmeldte særvedtægt under henvisning til, at dokumentet indeholdt bestemmelser, der ikke var fravigelser fra normalvedtægten. Endvidere lagde Landsretten vægt på, at det ikke begrænsede ejerlejlighedsejernes rettighed som medlem at ejerforeningen, at en ejer først kunne udøve stemmeretten, når ejerforeningen var underrettet om ejerskifte, men at det forhold, at ejerlejlighedsejere, der var i restance med fællesudgifter og andre bidrag, der var pålagt af ejerforeningen, fik suspenderet deres stemmeret, var i strid med ejerlejlighedslovens § 3, stk. 3. Landsretten fandt, at ejerforeningen skulle have været anført som påtaleberettiget, jf. tinglysningslovens § 10, stk. 5 og ejerlejlighedslovens § 5, stk. 5, hvorfor Tinglysningsretten med rette havde afvist ejerforeningsvedtægten i sin helhed. Landsretten stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse. 
(FM 2022.156).

V.L.K. af 26.04.2022 i V.L. B-0017-22 (21/28638). 
Mulig fuldstændig digital generalforsamling. 

Tinglysningsretten havde afvist en vedtægt for en ejerforening på grund af uklarhed for så vidt angik reglerne i vedtægten for afholdelse af fuldstændig elektronisk generalforsamling.

Kærende havde til støtte for påstanden om, at ejerforeningsvedtægten skulle tinglyses i sin helhed, anført, at ejerforeningsvedtægterne var vedtaget enstemmigt på generalforsamlingen, samt at bestemmelsen om digital generalforsamling var begrænset af, at disse skulle ske under ordnede forhold, der sikrede medlemmernes rettigheder.

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at vedtægtsbestemmelsen var så uklar, at kravet i tinglysningslovens § 10, stk. 2, om, at et dokuments indhold skal være endeligt fastsat, ikke var opfyldt, samt at det forhold, at bestyrelsen ville kunne træffe beslutning om elektronisk generalforsamling uden saglige grunde, ville medføre en risiko for, at stemmeret og ejerskab til en ejerlejlighed reelt blev adskilt. 

Landsretten lagde vægt på, at det forhold, at vedtægterne indeholdt en bestemmelse, der tillagde bestyrelsen en fri skønsmæssig kompetence til at disponere med virkning for foreningen, ikke i sig selv kunne føre til, at vedtægterne ikke kunne tinglyses. Landsretten bemærkede, at hvorvidt ejerforeningsvedtægtsbestemmelsen var ugyldig, måtte afgøres under en civil sag mellem foreningen og dens medlemmer, og omgjorde Tinglysningsrettens afgørelse. 
(U 2022.2632 og TBB 2022.492).

V.L.K. af 08.02.2022 i V.L. B-0407-21 (21/25359). 
Bopælskrav for bestyrelsesmedlemmer.

Tinglysningsretten havde afvist en ejerforeningsvedtægtsbestemmelse hvorefter alene de medlemmer af foreningen, der selv boede i ejerlejligheden, eller i dennes sted ægtefælle/samlever, var valgbarhed til bestyrelsen i medfør af ejerlejlighedslovens § 3, stk. 3.

Kærende havde til støtte for påstanden om, at ejerforeningsvedtægtsbestemmelsen skulle tinglyses, anført, at foreningen ikke ønskede, at de, der administrerede ejendommen, ikke boede og havde tilknytning til ejendommen. Der var ikke grebet ind over for nuværende medlemmers rettigheder, og ændringen var ikke bebyrdende for de nuværende ejerlejlighedsejere.

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at retten til medindflydelse i form af bestyrelsesmedlemskab er at anse for omfattet af beskyttelsen i ejerlejlighedslovens § 3, stk. 3, samt at denne bestemmelse er ufravigelig, hvorfor ejerforeningsvedtægtsbestemmelsen ej heller kunne tinglyses med samtlige ejers tiltræden. 

Landsretten lagde vægt på, at en vedtægtsbestemmelse, som afskar en ejer, der ikke beboede sin ejerlejlighed, fra at være valgbar til bestyrelsen, var i strid med § 3 i ejerlejlighedsloven og stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse.
(U 2022.1668 og TBB 2022.281).

V.L.K. af 08.02.2018 i V.L. B-1518-17 (8206.2017.60). 
Forbud mod udlejning i kortere tidsrum end 30 dage.

Tinglysningsretten havde afvist et punkt om udlejningsforbud i et tillæg til vedtægter for en ejerforening, da samtlige ejere skulle tiltræde anmeldelsen.  

Kærende havde til støtte for påstanden om, at tillægget til vedtægterne skulle tinglyses, anført, at lejlighederne skulle anvendes til helårsbeboelse og en anvendelse af lejlighederne til korttidsudlejning på hotellignende vilkår ville være i strid med dette. 

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at et forbud mod udlejning i kortere tidsrum end 30 dage måtte anses for et sådant indgreb i den enkelte ejerlejlighedsejers rettigheder over ejendommen, at det ikke gyldigt kunne vedtages uden tiltrædelse fra samtlige ejere i ejerlejlighedsforeningen. 

Landsretten lagde vægt på, at punktet i det anmeldte tillæg til vedtægterne gjorde indgreb i ejernes individuelle rettigheder over lejlighederne på en sådan måde, at ændringen ikke kunne tinglyses uden samtykke fra alle ejere og stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse. 
(FM 2018.143).

V.L.K. af 14.08.2013 i V.L. B-1877-13 (8206.2013.66). 
Notering af kreditorbeskyttelse.

Tinglysningsretten havde afvist at notere kreditorbeskyttelse på hele ejendommen, jf. retsplejelovens § 513, da halvdelen af ejendommen tidligere var erhvervet for ikke-kreditorbeskyttede midler. 

Kærende havde til støtte for påstanden om, at kreditorbeskyttelsen skulle omfatte hele ejendommen, anført, at kreditforeningslånet blev indfriet med kreditorbeskyttede midler.

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at ejendommen var købt i 2003, for midler, der ikke var kreditor-beskyttede, samt at erhvervelse af den anden del af ejendommen med kreditorbeskyttede midler, ikke kunne medføre, at der kunne noteres kreditorbeskyttelse på hele ejendommen.

Landsretten tiltrådte de af Tinglysningsretten anførte grunde, og stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse.

Højesteret lagde vægt på, at Tinglysningsretten ikke skal tage stilling til udlægsbeskyttelsens omfang, og omgjorde Tinglysningsrettens afgørelse. 
(U 2014.1538 H).

V.L.K. af 03.02.2017 i V.L. B-1333-16 (8206.2016.22) og V.L. B-1522-16 (8206.2016.40). 
Erhvervslejekontrakt kunne tinglyses uden frist.

Tinglysningsretten havde tinglyst en erhvervslejekontrakt med frist i medfør af planlovens § 42 til indhentelse af samtykke fra kommunalbestyrelsen.

Tinglysningsrettens påstand om, at kæremålet skulle afvises, da erhvervslejekontrakten var blevet tinglyst uden frist ved indhentelse af samtykke fra kommunalbestyrelsen, blev afvist. 

Kærende havde til støtte for påstanden om, at lejekontrakten skulle tinglyses endeligt, anført, at lejekontrakten ikke er omfattet af servitutbegrebet i planlovens § 42.

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at der blev pålagt ejendommen en servitutrettighed, der kunne reguleres i en lokalplan, og at tinglysning derfor fordrede kommunens samtykke jf. planlovens §§ 15 og 42.

Landsretten lagde vægt på, at de ikke fandt, at den nævnte bestemmelse i lejekontrakten kunne anses for en servitutbestemmelse omfattet af planlovens § 42, stk. 1 og omgjorde Tinglysningsrettens afgørelse. 
(FM 2017.147).

V.L.K. af 27.08.2015 i V.L. B-0672-15 (8206.2015.8). 
Afvist at tinglyse lejekontrakt uden tinglyst adkomsthavers tiltræden. 

Tinglysningsretten havde afvist en ekstrakt af en lejekontrakt i medfør af tinglysningslovens § 7, stk. 2 og 3, da anmeldelsen ikke var tiltrådt af udlejer digitalt eller iht. fuldmagt.

Kærende havde til støtte for påstanden om, at lejekontrakten skulle tinglyses, anført, at lejer ifølge lejelovens § 7, stk. 2 og 3, havde krav på at få lejekontrakten tinglyst og ikke skulle afvente, at auktionskøber lod sit skøde tinglyse på ejendommen.

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at det følger af tinglysningslovens § 10, stk. 1, at en lejekontrakt skal fremtræde som udstedt af den, der ifølge tingbogen er beføjet til at råde over den pågældende ret, hvorfor dokumentet ikke kunne tinglyses, da der aktuelt ikke var tinglyst en endelig adkomsthaver på ejendommen. 

Landsretten lagde vægt på, at det anmeldte dokument ikke digitalt var underskrevet af den ifølge tingbogen legitimerede adkomsthaver, og stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse. 
(FM 2015.190).

V.L.K. af 03.01.2012 i V.L. B-2559-11 (8206.2011.153). 
Lejer skal have rollen påtaleberettiget.

Tinglysningsretten havde afvist en lejekontrakt på en ejendom i medfør af tinglysningslovens § 9, stk. 1, og § 10, stk. 5, da lejer ikke var oprettet i rollen som påtaleberettiget, og da lejer ikke havde underskrevet anmeldelsen.

Kærende havde til støtte for påstanden om, at lejekontrakten skulle tinglyses, anført, at det var fast antaget, at tinglysningslovens § 10, stk. 5, alene omfatter servitutter, og at bestemmelsen således ikke omfatter brugsrettigheder. 

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at påtaleberettiget skal angives i en servitut, jf. tinglysningslovens § 10, stk. 5, samt at det endvidere fremgår af tinglysningslovens § 9 og tinglysningsbekendtgørelsens § 7 og § 8, at berettigede og forpligtede iht. tinglyste dokumenter skal identificeres med cpr-nr. eller cvr-nr.

Landsretten var enig i Tinglysningsrettens resultat og begrundelse herfor, og stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse.
(FM 2012.55).

V.L.K. af 22.09.2011 i V.L. B-1660-11 (8206.2011.89).
Udlejer skal tiltræde lejekontrakt. 

Tinglysningsretten havde afvist en lejekontrakt på en ejendom i medfør af tinglysningslovens § 7, stk. 2 og 3, da anmeldelsen ikke var underskrevet digitalt af udlejer. 

Kærende havde til støtte for påstanden om, at lejekontrakten skulle tinglyses, anført, at udlejer ikke skulle underskrive digitalt, da der var vedhæftet en lejekontrakt på papir med underskrift, hvilket måtte anses som tilstrækkeligt jf. tinglysningslovens § 10, stk. 1, da lejekontrakten fremtrådte som udstedt af den, der ifølge tingbogen var berettiget til at råde over den pågældende ejendom. 

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at efter tinglysningslovens § 7, stk. 2, forstås der ved dokumenter og påtegninger, der skal anmeldes til tinglysning, digitale dokumenter og digitale påtegninger, og efter tinglysningslovens § 7, stk. 3, kan tinglysning alene ske på grundlag af dokumenter og påtegninger forsynet med digital signatur. 

Landsretten lagde vægt på, at det efter indholdet af tinglysningslovens § 7, stk. 2 og 3, og § 49 b lægges til grund, at en lejekontrakt kun kan tinglyses, hvis lejekontrakten er anmeldt som et digitalt dokument forsynet med digital signatur fra udlejer eller underskrevet digitalt ifølge fuldmagt fra udlejer. Landsretten stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse.
(FM 2011.258).

V.L.K. af 11.02.2020 i V.L. B-0478-19 (8206.2019.49) 
Solcelleanlæg krævede planlovssamtykke.

Tinglysningsretten havde tinglyst en erhvervslejekontrakt med frist i medfør af planlovens § 42, da den indeholdt bl.a. en bestemmelse om et solcelleanlæg. 

Kærende havde til støtte for påstanden om, at erhvervslejekontrakten skulle tinglyses uden frist, anført, at tinglysning af erhvervslejekontrakten ikke krævede kommunalbestyrelsens samtykke efter planlovens § 42, da lejekontrakten ikke pålagde ejendommen servitutbestemmelser, hvorom der kunne optages bestemmelser i en lokalplan. 

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at planlovens § 15, stk. 2, nr. 7, regulerer etablering af solcelleanlæg, hvormed solcelleanlæg er omfattet af planlovens § 42.

Landsretten lagde vægt på, at et solcelleanlæg efter sit indhold er omfattet af planlovens § 42, stk. 1, jf. § 15, stk. 2, og stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse. 
(U 2020.1338).

V.L.K. af 20.02.2023 i V.L. B-0033-23 (23/02148). 
Ændring af påtaleberettigede krævede ejers samtykke.

Tinglysningsretten havde tinglyst en påtegning om en ny påtaleberettiget med underskrift fra den udtrædende påtaleberettigede, men uden ejers tiltræden, da påtaleretten var frit overdragelig for den berettigede. 

Kærende havde til støtte for påstanden om, at påtegningen skulle slettes, anført, at ændringen af den påtaleberettigede alene kunne ske med ejerens accept eller godkendelse, da ejeren ikke skulle acceptere, at en anden end den materielt berettigede (udtrædende påtaleberettiget), kunne håndhæve servitutten over for ham. 

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at påtaleretten var frit overdragelig for den berettigede, hvorfor Tinglysningsretten alene skulle påse, at skift af påtaleberettigede er underskrevet af den ifølge dokumentet berettigede, hvilket udtrædende påtaleberettigede var ifølge dokumentet om køb og forpagtning.

Landsretten lagde til grund, at påtaleretten var tinglyst som følge af, at udtrædende påtaleberettigede ved aftalen havde opnået en forpagtningsret. Landsretten lagde vægt på, at aftalen om ny påtaleberettiget beroede på en personlig aftale mellem udtrædende- og indtrædende påtaleberettigede, som ejer ikke havde accepteret, hvormed ændringen af påtaleretten ikke havde grundlag i den tinglyste aftale mellem ejer og udtrædende påtaleberettigede og ophævede Tinglysningsrettens afgørelse. 

V.L.K. af 23.09.2022 i V.L. B-0294-22 (22/16376). 
Ejer af lejligheder var ikke påtaleberettiget.

Tinglysningsretten havde afvist at genindføre en servitut i medfør af tinglysningslovens § 34, da de påtaleberettigede havde tiltrådt aflysningen. 

Kærende havde til støtte for påstanden om, at servitutten skulle genindføres på den tjenende ejendom, anført, at tinglysningsloven § 10, om anførsel af påtaleberettiget alene er en ordensforskrift, der således ikke udtrykker omfanget/indholdet af påtaleretten, samt at Tinglysningsretten skulle have foretaget en prøvelse af indholdet af servitutten i tilknytning til anmodning om aflysning og derfor kontaktet kærende. 

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at et servitutdokument altid skal angive de påtaleberettigede, jf. tinglysningslovens § 10, stk. 5, at en servitut altid vil kunne påtegnes til aflysning af de påtaleberettigede, samt at det er anmelders ansvar, at de påtaleberettigede er korrekt angivet. Tinglysningsretten havde endvidere lagt vægt på, at de påtaleberettigede i den aflyste servitut, var ”de til enhver tid værende lejere”, som havde tiltrådt aflysningen. 

Landsretten lagde vægt på, at der ikke var grundlag for at bestemme, at servitutten skulle genindføres, idet betingelserne for at aflyse servitutten var opfyldt, da aflysningen var sket med samtykke fra de aktuelle lejere og der ikke var grundlag for at fastslå, at ejeren tillige måtte anses for påtaleberettiget og stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse

V.L.K. af 17.08.2022 i V.L. B-0234-22 (22/12483). 
Forkøbsret ikke gøres gældende ved ”mit salg til ægtefælle eller livsarvinger”.

Tinglysningsretten havde lyst et skøde med frist til iagttagelse af en forkøbsret. Ifølge forkøbsretten skulle denne ikke være gældende ved ”mit salg til ægtefælle eller livsarvinger”.

Kærende havde til støtte for påstanden om, at skødet skulle tinglyses, anført, at der ved livsarvinger var ment slægtninge i nedstigende linje, dvs. børn, børnebørn, oldebørn osv., samt at der var dokumentation for, at køber var livsarving til servituttens navngivne person, hvorfor påtaleberettigede ikke skulle tiltræde.

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at til forkøbsretten var undtaget ”mit salg til ægtefælle eller livsarvinger”, hvilket skulle forstås således, at ”mit salg” førte tilbage til servituttens navngivne person, samt at undtagelsen ikke kunne fortolkes udvidende til også at gælde senere salg af ejendommen. 

Landsretten lagde vægt på, at det fremgik af undtagelsesbestemmelsens ordlyd, at forkøbsretten ikke kunne gøres gældende ved servituttens navngivne persons salg til ægtefælle eller livsarvinger, samt at det ikke var godtgjort, at undtagelsesbestemmelsen også fandt anvendelse ved efterfølgende overdragelser og stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse.

V.L.K. af 09.03.2016 i V.L. B-1624-15 (8206.2015.49). 
Brugsret for ejerlejlighedsejer og dennes brugere

Tinglysningsretten havde afvist en ejerforeningsvedtægt på en ejendom, da den påtaleberettigede ifølge anmeldelsen ikke stemte med den påtaleberettigede i teksten, for så vidt angik 6 parkeringspladser reserveret til ejere og brugere af en specifik ejerlejlighed. 

Kærende havde til støtte for påstanden om, at ejerforeningsvedtægten skulle tinglyses, anført, at Tinglysningsretten ikke kunne stille krav om, at parterne i et privatretligt dokument skulle angive nærmere bestemte påtaleberettigede.

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at de i servitutten beskrevne rettighedshavere skulle oprettes med rollen påtaleberettiget, da de skal være dette for at kunne samtykke, hvis vedtægten skulle aflyses efterfølgende. 

Landsretten lagde vægt på, at ejerforeningen kunne indsættes som påtaleberettiget i stedet for den enkelte ejerlejlighedsejer, hvorfor bestemmelsen om brugsretten ville kunne håndhæves af de berettigede, selvom de ikke var angivet som påtaleberettigede, og omgjorde Tinglysningsrettens afgørelse. 
(FM 2016.201).

V.L.K. af 07.03.2016 i V.L. B-1700-12 (8206.2015.50). 
Anmeldt servitut kunne tinglyses endeligt.

Tinglysningsretten havde tinglyst en servitut med frist til indhentelse af samtykke fra påtaleberettigede i henhold til en på ejendommen tinglyst servitut om samtykke ved salg og pantsætning.

Kærende havde til støtte for påstanden om, at tinglysning skulle ske endeligt, anført, at de på ejendommen tinglyste forbud mod salg og pantsætning uden påtaleberettigedes samtykke, ikke kunne føre til krav om samtykke til den anmeldte servitut. 

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at påtaleberettigede skulle samtykke ved dokumenter, der vedrørte købesummen for ejerlejlighederne, hvorfor de skulle samtykke ved tinglysning af den pågældende servitut, da den medførte, at der muligt skulle betales betydelige beløb fra ejendommens ejer til kærende.

Landsretten lagde vægt på, at deklarationens forbud efter sin ordlyd ikke fandt direkte anvendelse på bestemmelser som dem, der ønskedes tinglyst, og omgjorde Tinglysningsrettens afgørelse. 

V.L.K. af 01.06.2011 i V.L. B-0505-11 (8206.2011.10). 
Påtaleret i servitut kunne ændres ved påtegning og ikke ved tinglysning af yderligere servitut.

Tinglysningsretten havde afvist en servitut på en ejendom i medfør af tinglysningslovens § 10, stk. 1, da den ikke stiftede ret over fast ejendom. 

Kærende havde til støtte for påstanden om, at servitutten skulle tinglyses, anført, at servitutten stiftede ret over ejendommen, da der var tale om en ny selvstændig rettighed for kærende. 

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at man ikke kunne tinglyse en servitut med den virkning, at man blev påtaleberettiget til en servitut, der var tinglyst med et andet dato-løbenr. 

Landsretten lagde vægt på, at af tinglysningsmæssige grunde skal afgørelsen af, om en servitut kan lempes eller ændres, træffes efter servituttens eget indhold og ikke indholdet af andre servitutter, og stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse. 
(FM 2011.172).

V.L.K. af 25.11.2025 i V.L. B-0433-25 (25/29189).
Afvist at genindføre en servitut, der var aflyst fra Tingbogen.

Tinglysningsretten havde afvist at genindføre en servitut på en ejendom i medfør af tinglysningslovens § 34. Servitutten var blevet kvitteret til aflysning, og der var ikke umiddelbart tale om en fejl.

Kærende havde til støtte for påstanden om, at servitutten skulle genindføres, anført, at servitutten ikke indeholdt en bestemmelse om, hvem der var påtaleberettiget. Det måtte derfor være op til fortolkning af bl.a. servituttens formål og ordlyd samt parternes retlige interesse i at påtale servitutoverskridelsen.

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at det som følge af servituttens ordlyd var den rette påtaleberettigede, der havde kvitteret servitutten til aflysning, og at der ikke var holdepunkter for, at der skulle være andre påtaleberettigede.

Landsretten lagde vægt på, at der ikke var angivet en påtaleberettiget i servitutten, og spørgsmålet herom måtte derfor afgøres ved fortolkning. Landsretten fandt ikke, at der var tilstrækkelige med holdepunkter for at fastslå, at påtaleretten alene skulle tilkomme den daværende ejer af naboejendommen frem for den til enhver tid værende ejer, hvorfor det måtte anses for en fejl, at Tinglysningsretten tog anmodningen om aflysning af servitutten til følge. Landsretten omgjorde Tinglysningsrettens afgørelse, og hjemviste sagen med henblik på genindførelse af servitutten. 

V.L.K. af 20.10.2025 i V.L. B-0366-25 (25/24924).
Genindførsel af servitut.

Tinglysningsretten havde genindført en ledningsservitut på en ejendom i medfør af tinglysningslovens § 34. Servitutten var fejlagtigt aflyst i henhold til en landinspektørerklæring.

Kærende havde til støtte for påstanden om, at servitutten skulle aflyses, anført, at kærende som godtroende omsætningserhverver havde ekstingveret den ret, som ledningsejeren tidligere måtte have haft, jf. tinglysningslovens § 1 og § 5.

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at det ikke er en del af Tinglysningsrettens prøvelse at træffe afgørelse om, hvorvidt kærende har ekstingveret ledningsejerens ret i henhold til servitutten.

Landsretten lagde vægt på, at Tinglysningsretten i det foreliggende tilfælde, havde pligt til at genindføre servitutten, uanset at der var tinglyst mellemkommende rettigheder, og stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse.

V.L.K. af 06.02.2025 i V.L. B-0430-24 (24/22800). 
Genindførsel af en servitut efter kærefristens udløb.

Tinglysningsretten havde på baggrund af det, anmelder havde forelagt for Tinglysningsretten, truffet afgørelse om at slette en servitut tinglyst på en ejendom i medfør af tinglysningslovens § 20. 

Kærefristen er 14 dage, jf. tinglysningslovens § 36. Afgørelsen om sletning af servitutten, blev kæret mere end 4 måneder efter kærefristens udløb, hvorfor Landsretten skulle give tilladelse til kære, jf. retsplejelovens § 394, stk. 2. 

Kærende havde til støtte for påstanden om genindførsel af servitutten anført, at afgørelsen om sletning i henhold til tinglysningslovens § 20 var truffet på grundlag af ukorrekte oplysninger. Endvidere anmodede han om kæretilladelse i medfør af retsplejelovens § 394, stk. 2. 

Modparten, der var ejer af den ejendom, hvorpå servitutten var tinglyst forinden sletning, havde til støtte for påstanden om, at kæremålet skulle afvises, anført, at servitutten var åbenbart ophørt, hvorfor der ikke havde været behov for at høre kærende i forbindelse med sletning af servitutten. Modparten havde endvidere anført, at retsplejelovens § 394, stk. 2, kun kan finde anvendelse i helt ekstraordinære og undskyldelige situationer, hvilket ikke var tilfældet, samt at kærende ikke havde en retlig interesse, da kærende havde underskrevet en købsaftale 3 uger forinden fremsendelse af kæreskriftet. 

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at servitutteksten indeholdt en færdselsret, som ikke var blevet påset i forbindelse med sletningen, samt at betingelserne i tinglysningslovens § 20 ikke var opfyldt for så vidt angik denne færdselsret. Tinglysningsretten lagde endvidere vægt på, at det havde været i overensstemmelse med retspraksis, at kærende var blevet hørt inden sletningen, hvorfor kærende kunne opfylde kravene i retsplejelovens § 394, stk. 2.

Landsretten fandt ikke grundlag for at afvise kæremålet under henvisning til manglende retlig interesse, jf. retsplejelovens § 393, stk. 1. Landsretten lagde på baggrund af sagens oplysninger vægt på, at der undtagelsesvist var grundlag for at tillade kære efter kærefristens udløb, jf. retsplejelovens § 394, stk. 2. Landsretten lagde endvidere vægt på, at der ikke var grundlag for i medfør af tinglysningslovens § 20 at slette servitutten i sin helhed fra ejendommen. Landsretten ophævede Tinglysningsrettens afgørelse, og hjemviste sagen til fornyet behandling. 

V.L.K. af 28.06.2022 i V.L. B-0130-22 (22/09819). 
Afvisning af ændring af servituts løbenumre.

Tinglysningsretten havde afvist at ændre en servituts løbenumre i medfør af tinglysningslovens § 34, da tingbogen ikke gengav det tinglyste dokument fejlagtigt.

Kærende havde til støtte for påstanden om, at tingbogen på de ejendomme, som var udskilt fra det samme matr.nr., skulle have rettet en servituts løbenummer, så det blev identisk med løbenummeret fra den oprindelige ejendom, anført, at der var tale om en fejlagtig angivelse i tingbogen for de udskilte matrikler, hvorfor de havde krav på rettelse af tingbogen, jf. tinglysningslovens § 34, subsidiært i medfør af tinglysningslovens § 20, stk. 3.

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at der ikke var begået en fejl, som beskrevet i tinglysningslovens § 34, da det forhold, at løbenummeret afveg, ikke betød, at dokumentet ikke var korrekt gengivet. 

Landsretten lagde vægt på, at kærende ikke havde godtgjort, at der var begået fejl, der kunne begrunde rettelse af tingbogen for de udstykkede matrikler i medfør af tinglysningslovens § 34, stk. 1 eller § 20, stk. 3 og stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse. 
(FM 2022.138).

V.L.K. af 19.02.2018 i V.L. B-0015-178 (8206.2017.74). 
Berigtigelse af Tingbogen.

Tinglysningsretten havde afvist at berigtige tingbogen i medfør af tinglysningslovens § 34, da servitutten var tinglyst som en påtegning, og derfor ikke skulle fremgå af tingbogen med selvstændigt dato-løbenr.

Kærende havde til støtte for påstanden om, at tillægget til den tinglyste servitut skulle anføres med selvstændigt dato-løbenr., anført, at dokumenter skal indføres på ejendommens blad i tingbogen, hvilket den tinglysningsmæssige fremgangsmåde ikke medførte.

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at i overensstemmelse med fast tinglysningspraksis har tillæg til tinglyste dokumenter ikke været særskilt anført på tingbogsattesten, samt at det tydeligt fremgår af Tingbogen, at det pågældende tillæg er tinglyst.

Landsretten lagde vægt på, at de ikke fandt grundlag for at ændre nævnte praksis og stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse.

V.L.K. af 08.03.2016 i V.L. B-1921-15 (8206.2015.59). 
Genindførsel af servitut.

Tinglysningsretten havde genindført en fredningsservitut på en ejendom i medfør af tinglysningslovens § 34, stk. 1, 1. pkt., da den ved en fejl i 2009 ikke var blevet overført til ejendommen i en matrikulær sag.

Kærende havde til støtte for påstanden om, at servitutten ikke skulle genindføres, anført, at kærende havde fortrængt fredningsbestemmelsen, jf. tinglysningslovens § 1, stk. 2 og § 5.

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at der var tale om en fejl begået af tinglysningskontoret, på rettighedens karakter, samt at kærende havde erhvervet arealet ved den matrikulære sag som servituterklæringen vedrørte, hvorfor rettigheden ikke var ekstingveret.  

Landsretten lagde vægt på, at uanset om der forelå en begæring herom eller ej, skulle Tinglysningsretten genindføre servitutter, jf. tinglysningslovens § 34, stk. 1, 1. pkt. og stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse.

V.L.K. af 06.02.2025 i V.L. B-0555-24 (24/32166 og 24/32168). 
Købsoption skulle indeholde købesum eller beregningsgrundlag herfor.

Tinglysningsretten havde afvist en servitut på en ejendom i medfør af tinglysningslovens § 10, stk. 1. Købsoptionen, der er at sidestille med en køberet, indeholdt ikke oplysninger om købesummens størrelse, eller hvordan købesummen skulle beregnes. 

Kærende havde til støtte for påstanden om, at servitutten skulle tinglyses, anført, at køberetten var en begrænsning i den retlige råden over en bestemt fast ejendom, hvorfor betingelserne i tinglysningslovens § 10, stk. 1, var opfyldt, samt at en mulig kommende ejer kunne fordre en kopi af optionsaftalen, og dermed til fulde blive gjort bekendt med forpligtelsens omfang. Kærende havde endvidere anført, at Landsretten kun skulle forholde sig til Tinglysningslovens § 10, stk. 1, da det var denne bestemmelse, som Tinglysningsretten havde anført som hjemmel til afvisningen. 

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at der ikke var tale om en endelig fastsat køberet, som påtaleberettigede kunne støtte ret på over for ejendommens kommende ejere, da købesummen ikke var fastsat i servitutten enten som et bestemt beløb eller således, at det i servitutten var beskrevet, hvordan købesummen skulle beregnes. Tinglysningsretten lagde endvidere vægt på, at det er uden betydning, at købesummen fremgik af optionsaftalen, da aftalen ikke ville blive sikret ved tinglysning. 

Landsretten lagde vægt på at betingelserne i tinglysningslovens § 10, stk. 1 og 2, medfører, at købesummen for udnyttelse af købsoptionen skal fremgå af servitutten, enten som et bestemt beløb eller således at det i servitutten er beskrevet, hvordan købesummen beregnes, og tiltrådte Tinglysningsrettens afgørelse. 

V.L.K. af 21.08.2020 i V.L. B-0357-20 (8206.2020.34). 
Personlig forpligtelse kunne ikke tinglyses som en ret over ejendommen.

Tinglysningsretten havde afvist en køberet i medfør af tinglysningslovens § 10, stk. 1, da den ikke fastslog, stiftede, forandrede eller ophævede en ret over en fast ejendom. 

Kærende havde til støtte for påstanden om, at køberetten skulle tinglyses, anført, at køberetten var en ubetinget ret over en fast ejendom, samt at forpligtelsen om, at den skal gælde både nuværende og fremtidige ejere af ejendommen, ikke fremgår af tinglysningslovens § 10. 

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at efter retspraksis er et af kravene til, at en ret kan tinglyses på en fast ejendom, at retten hjemler en råden eller begrænsning i rådigheden over ejendommen. Tinglysningsretten havde endvidere lagt vægt på, at som køberetten var formuleret, var der alene tale om en ret over for aktuel ejer. 

Landsretten lagde vægt på, at servitutten ifølge sin ordlyd kun indeholdt en personlig forpligtelse for ejendommens nuværende ejer, og stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse. 
(U 2020.3488, FM 2020.01 og MAD 2020.178).

V.L.K. af 21.08.2020 i V.L. B-0341-20 (8206.2020.35). 
Tilbagekøbsret stiftede ikke ret over ejendommen.

Tinglysningsretten havde afvist at tinglyse en servitut, hvor en grundejer blev forpligtet til at købe en nyopført ejerlejlighed på grunden, på ejerlejligheden i medfør af tinglysningslovens § 10, stk. 1, da servitutten ikke stiftede ret over ejerlejligheden. Tinglysningsretten havde tinglyst servitutten på grunden. 

Kærende havde til støtte for påstanden om, at servitutten skulle tinglyses, anført, at servitutten indeholdende en købepligt stiftede en ret over ejendommen, idet ejeren af grunden blev forpligtet til at købe ejerlejligheden, hvis ejeren af grunden opsagde grundlejekontrakten med ejerforeningen. 

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at servitutten ikke fastslog, stiftede, forandrede eller ophævede en ret over ejerlejligheden, men alene gav ejer af ejerlejligheden en ret over en bestemt anden fast ejendom, hvorpå servitutten var lyst. 

Landsretten lagde vægt på, at servitutten ikke fastslog, stiftede, forandrede eller ophævede en ret over ejerlejligheden, jf. tinglysningslovens § 10, og stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse. 
(MAD 2021.37).

V.L.K. af 17.03.2017 i V.L. B-0144-17 (8206.2017.7). 
Servitut med ejer som påtaleberettigede stiftede ikke ret og pligt.

Tinglysningsretten havde afvist en servitut på en ejendom i medfør af tinglysningslovens § 10, stk. 1, da servitutten ikke stiftede ret over ejendommen, da der var sammenfald mellem ejer og påtaleberettigede. 

Kærende havde til støtte for påstanden om, at servitutten skulle tinglyses, anført, at sammenfaldet mellem ejer og påtaleberettiget var nødvendigt, da kærende ønskede at sikre sin ret til indtræden i lejekontrakten, når ejendommen på et senere tidspunkt måtte være solgt til tredjemand.  

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at det følger af tinglysningslovens § 10, stk. 1, at en servitut for at kunne tinglyses efter sit indhold skal gå ud på at fastslå, stifte, forandre eller ophæve en ret over en bestemt fast ejendom, og at der ikke stiftedes nogen ret over ejendommen, da der var sammenfald mellem påtaleberettigede og ejer.

Landsretten tiltrådte af de grunde, der var anført af Tinglysningsretten og stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse. 

V.L.K. af 29.01.2014 i V.L. B-3155-13 (8206.2015.115). 
Afvist bestemmelse om økonomisk forpligtelse.

Tinglysningsretten havde afvist en bestemmelse i en samejeoverenskomst, jf. tinglysningslovens § 10, stk. 1, da den økonomiske forpligtelse mellem parterne ikke stiftede en ret over ejendommen.

Kærende havde til støtte for påstanden om, at samejeoverenskomsten skulle tinglyses i sin helhed, anført, at der var tale om en sædvanlig samejeoverenskomst, samt den afviste bestemmelse ikke indeholdt noget, der ikke kunne tinglyses. 

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at den økonomiske forpligtelse var en helt sædvanlig pengeforpligtelse mellem to personer, som kun forpligtede den nuværende ejer af en ideel andel af ejendommen, hvorfor den ikke stiftede ret over ejendommen.

Landsretten var enig i Tinglysningsrettens resultat og begrundelse herfor, og stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse.
(TFA 2014.219).

V.L.K. af 04.05.2009 i V.L. B-0584-09 (8206.2009.32). 
Servitutstiftende bestemmelse i skøde påhvilede alene den aktuelle ejer.

Tinglysningsretten havde afvist at tinglyse en bestemmelse i et skøde servitutstiftende i medfør af tinglysningslovens § 10, stk. 1, da bestemmelsen ikke stiftede en ret over en fast ejendom.

Kærende havde til støtte for påstanden om, at skødet skulle tinglyses endeligt iht. dets indhold, anført, at bestemmelsen var en privatretlig aftale om et latent yderligere vederlag, der ikke fratog handlen dens karakter af endelig. 

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at der var tale om en privatretlig aftale, der angiveligt kun var gældende inter partes, hvorfor den ikke kunne betragtes som en ret over en fast ejendom i overensstemmelse med tinglysningslovens § 10, stk. 1.

Landsretten lagde vægt på, at bestemmelsen i skødet måtte forstås således, at den alene hjemlede et krav mod køber i den aktuelle handel og ikke tillige mod fremtidige erhververe af ejendommen, hvorfor bestemmelsen ikke stiftede en ret over en fast ejendom, jf. tinglysningslovens § 10, stk. 1, og stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse.

V.L.K. af 27.01.2025 i V.L. B-0552-24 (24/31069). 
Stedfæstelse af vedligeholdelsesforpligtelse af tagterrasse.

Tinglysningsretten havde afvist en servitut på en ejendom i medfør af tinglysningslovens § 10, stk. 5, da servitutten pålagde en ejerlejlighed al vedligehold af en tagterrasse på den nordlige del af ejerforeningens tag. 

Kærende havde anført, at servitutten ikke havde en tilknytning til selve tagterrassen, afgrænsningen eller placeringen heraf, men alene var en pligt for den nuværende og fremtidige ejerlejlighedsejere af den pågældende ejerlejlighed, at bekoste relevante og nødvendige vedligeholdelsesforanstaltninger. 

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at vedligeholdelsesforpligtelsen kunne stedfæstes geografisk på ejendommen, hvorfor der ved anmeldelse skulle ske stedfæstelse ved et rids, jf. tinglysningslovens § 10, stk. 5 og tinglysningsbekendtgørelsens § 28. 

Landsretten var enig i Tinglysningsrettens resultat og begrundelse herfor, og stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse. 

V.L.K. af 14.11.2012 i V.L. B-2632-12 (8299.2012.478). 
Ufyldestgørende rids

Tinglysningsretten havde afvist at tinglyse en erhvervslejekontrakt på en ejendom i medfør af tinglysningslovens § 10, stk. 5, og tinglysningsbekendtgørelsens § 28, stk. 1, da det vedhæftede rids ikke var fyldestgørende.  

Kærende havde til støtte for påstanden om, at erhvervslejekontrakten skulle tinglyses, anført, at de vedhæftede tegninger opfyldte tinglysningslovens § 10, stk. 5, da placeringen af lejemålet fremgik med tilstrækkelig klarhed af tegningerne.

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at kravet om angivelse af den geografiske udstrækning følger af tinglysningslovens § 10, stk. 5, og at det elektroniske rids, jf. tinglysningsbekendtgørelsen § 28, stk. 1, skal være et rids svarende til det, der sædvanligvis udarbejdes af en landinspektør. 

Landsretten lagde vægt på, at det vedhæftede rids ikke udgjorde en fyldestgørende angivelse af servituttens geografiske udstrækning, jf. tinglysningslovens § 10, stk. 5, sammenholdt med tinglysningsbekendtgørelsens § 28, stk. 1, og stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse. 
(FM 2012.363).

V.L.K. af 04.03.2011 i V.L. B-2909-10 (8206.2010.89). 
Stedfæstelse ved rids og GML-fil.

Tinglysningsretten havde afvist en servitut på en ejendom i medfør af tinglysningsbekendtgørelsens § 28, stk. 1, da servitutten kunne stedfæstes geografisk på ejendommen, hvorfor der skulle være vedhæftet et rids og en GML-fil med beskrivelse af stedfæstelsen. 

Kærende havde til støtte for påstanden om, at servitutten skulle tinglyses, anført, at der skal ske stedfæstelse af forhold på jord og ikke i eller på bygninger.

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at det følger af tinglysningsbekendtgørelsens § 28, stk. 1, at nye servitutter, der kan stedfæstes geografisk på ejendommen, skal stedfæstes, samt at anmeldelsen til tinglysning skal være vedhæftet et rids og en GML-fil med beskrivelse af stedfæstelsen.  

Landsretten lagde vægt på, at servitutten om brugsret og vedligeholdelsesforpligtelse mv. til tagterrasser kunne stedfæstes, samt der ikke var grundlag for at nå frem til, at reglerne i tinglysningsbekendtgørelsens § 28 ikke galt for den pågældende servitut og stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse.
(FM 2011.92).

V.L.K. af 06.02.2025 i V.L. B-0490-24 (24/26299). 
Afvist at tinglyse tillæg til servitut uden ejers tiltræden. 

Tinglysningsretten havde afvist at tinglyse en påtegning til en servitut på en ejendom i medfør af tinglysningslovens § 10, stk. 1. Ejendommens ejer havde ikke underskrevet tillægget til servitutten om maksimal bebyggelse. Servitutten var tinglyst på ejendommen, da kærende var ejer af ejendommen. 

Kærende havde til støtte for påstanden om, at tillægget skulle tinglyses uden tiltrædelse af ejer, anført, at ejeren af ejendommen ved tillægget til servitutten om forøgelse af ejendommens maksimale bebyggelse fik udvidet/forøget sin byggeret, hvilket efter tillægget til servitutten medførte et tillæg til købesummen, hvorved ejerens råderet udvides. 

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at den, der ønskede at disponere over ejendommen, skulle have tinglyst adkomst eller samtykke fra den efter tingbogen berettigede til den foreliggende disposition. Der var tale om en ændring af vilkårene for udøvelsen af retten over ejendommen, og det ligger ud over Tinglysningsrettens kompetence at vurdere eller undersøge, om indholdet af påtegningen må anses for at være en fordel for adkomsthaveren, samt om servitutteksten stemmer overens med de faktuelle forhold i parternes aftale.

Landsretten lagde vægt på, at den anmeldte påtegning til den tinglyste servitut indebar en ændring, der skulle tiltrædes af den tinglyste adkomsthaver, og stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse.