Personbogen

V.L.K. af 26.02.2015 i V.L. B-2476-14 (8206.2014.78)
Afvist tinglysning af skadesløsbrev med pant i el-producerende solcelleanlæg. 

Tinglysningsretten havde afvist at tinglyse et skadesløsbrev med pant i et el-producerende solcelleanlæg i medfør af tinglysningslovens § 38.  Anlægget var monteret på ejendommens tag mhp. at forsyne ejendommen med elektricitet.

Kærende havde til støtte for påstanden om, at skadesløsbrevet skulle tinglyses med pant i solcellepanelerne, inverteren og montagesystemet, subsidiært med pant i solcellepanelerne og inverteren og mere subsidiært med pant i solcellepanelerne alene, bl.a. anført, at solcelleanlægget ikke var omfattet af tinglysningslovens § 38, da anlægget alene tjente som supplement til ejendommens almindelige elforsyning, og ikke var mur- eller nagelfast med ejendommen.

Tinglysningsretten havde bl.a. lagt vægt på, at der var tale om et af ejendomsejeren finansieret solcelleanlæg, der ikke kunne fjernes uden væsentligt indgreb i bygningen.

Landsretten lagde vægt på, at anlægget ud fra de foreliggende oplysninger var indlagt i bygningen på ejerens bekostning som anført i tinglysningslovens § 38, og stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse.
U.2015.1958V og MAD2015.231

V.L.K. af 10.04.2024 i V.L. B-0028-24 (24/01314). 
Delafvist ægtepagt

Tinglysningsretten havde afvist at tinglyse en bestemmelse i en ægtepagt, der beskrev alle ægtefællens egen-kapitalinstrumenter inklusive kapitalandele, PSUs, warrants, tegningsoptioner, eller rettigheder til sådanne, der var erhvervet i henhold til en incitamentsaftale, som skilsmissesæreje. I ægtepagten var der alene henvist til datoen for indgåelse af incitamentsaftalen, der ikke var vedhæftet.

Kærende havde til støtte for påstanden om, at ægtepagten skulle tinglyses i sin helhed, anført, at de omhandlede rettigheder, som blev gjort til skilsmissesæreje, fulgte af en allerede indgået aftale, hvorfor der ikke var mulighed for at forøge skilsmissesærejet ved at føre yderligere aktier ind under aftalen. Kærende fremlagde det uddrag af incitamentsaftalen, som der blev henvist til i ægtepagten.

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at ægtepagtens beskrivelse ikke i tilstrækkelig grad kunne forhindre en overførsel af fællesejemidler til særejet, og at særejet ikke kunne specificeres ved henvisning til et dokument, der ikke var vedlagt ægtepagten.

Landsretten lagde vægt på, at ægtepagtens afsnit om egenkapitalinstrumenterne ikke specificerede særejets aktiver i tilstrækkelig grad, uanset det blev sammenholdt med uddraget af incitamentsaftalen, og stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse.
FM2024.70

V.L.K. af 22.06.2016 i V.L. B-0723-16 (8206.2016.16)
Afvist ægtepagt, afgørelsen omgjort

Tinglysningsretten havde efter modtagelse af kæremålet ændret en afgørelse om at afvise en ægtepagt fra tinglysning, og tilkendegivet, at kærende måtte genanmelde ægtepagten.
Kærende havde til støtte for påstanden om, at ægtepagten skulle tinglyses, anført, at det skulle ske uden genanmeldelse af ægtepagten.

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at der ikke – efter at ægtepagten var afvist – forelå en digital anmeldelse med valid og ubrudt signatur, og at det derfor var nødvendigt, at ægtepagten blev genanmeldt.

Landsretten lagde vægt på, at Tinglysningsretten for at omgøre sin afgørelse om afvisning af et dokument kunne stille krav om, at dokumentet på ny anmeldes til tinglysning, og stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse.
FM2016.190

V.L.K. af 28.06.2013 i V.L. B-1058-13 (8206.2013.41). 
Afvist at tinglyse ægtepagt oprettet for notaren i Spanien

Tinglysningsretten havde afvist at tinglyse en ægtepagt oprettet for notaren i Spanien, jf. retsvirkningslovens § 35, ved forevisning af en oversat kopi af ægtepagten, der var apostillepåtegnet.

Kærende havde til støtte for påstanden om tinglysning af ægtepagten anført, at den oversatte og apostillepåtegnede kopi af ægtepagten måtte sidestilles med en af parterne underskrevet ægtepagt.

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at ægtepagten ikke opfyldte formkravene for tinglysning i Danmark, da ægtepagten ikke var underskrevet af begge parter, og da en apostillepåtegning ikke kunne føre til, at kravet om underskrift ansås for opfyldt. Tinglysningsretten noterede herefter ægtepagten i personbogen til opfyldelse af bestemmelsen i retsvirkningslovens § 53, stk. 2, med frist til forevisning af den originale apostille-påtegnede ægtepagt.

Landsretten stadfæstede afgørelsen i henhold til grundene.
FM2013.188 og TFA2014.112

V.L.K. af 06.06.2012 i V.L. B-1058-12 (8206.2012.31) 
Afvist tinglysning af ægtepagt med bestemmelse om kompensation

Tinglysningsretten havde afvist at tinglyse en ægtepagt indeholdende en bestemmelse om kompensation i tilfælde af separation efter retsvirkningslovens § 56. Kompensationen bestod af en fordring iht. et nyoprettet gældsbrev på 500.000 kr., og Tinglysningsretten begrundede afvisningen med, at hverken retsvirkningslovens § 28 eller § 30 hjemlede en sådan.

Kærende havde til støtte for påstanden om, at ægtepagten skulle tinglyses i sin helhed, anført, at der henset til teksten i ægtepagten alene var tale om gaveoverdragelse af en fordring, der krævede oprettelse af ægtepagt.

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at en ægtepagt var en formbunden aftale om formueforhold, der ifølge retsvirkningslovens § 28 og § 30 vedrørte bestemmelser om særeje og gaveoverdragelser.

Landsretten stadfæstede afgørelsen i henhold til grundene.
FM2012.196 og TFA2013.20

H.K. af 21. 01.2011 i sag 189/2010 (8206.2010.99) 
Delafvist bestemmelse om gæld i tillæg til ægtepagt

Tinglysningsretten havde afvist at tinglyse en bestemmelse i en ægtepagt, hvorefter mandens gæld skulle være fuldstændigt særeje, jf. retsvirkningslovens § 28.

Kærende havde til støtte for påstanden om, at ægtepagten skulle tinglyses i sin helhed, anført, at formuleringen af bestemmelsen om særeje alene var indsat af pædagogiske årsager, og at pantegælden ville blive særeje, selv om det ikke var nævnt i ægtepagten.
Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at det efter retspraksis ikke var muligt at træffe bestemmelse om særeje vedrørende gæld.

Landsretten lagde vægt på, at der ikke i retsvirkningslovens § 28 var hjemmel til ved ægtepagt at træffe bestemmelse om særeje vedrørende gæld og stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse.

Afgørelsen blev med procesbevillingsnævnets tilladelse indbragt for Højesteret.
Højesteret stadfæstede afgørelsen i henhold til grundene.
U.2011.1112H og TFA2011.245/1