Pant

V.L.K. af 19.12.2024 V.L. B-0048-23 (23/02221)
Individualisering af pant omgjort

Tinglysningsretten havde, efter anmodning af en køber af en ejerlejlighed, individualiseret en anden hæftelse, der som pantstiftende del af vedtægten var tinglyst på alle ejerlejligheder med samme dato-løbenummer med ejerforeningen som panthaver. Individualiseringen blev foretaget i januar 2023.

Ejerforeningen havde i oktober 2022 påtegnet den tinglyste ejerforeningsvedtægt om forhøjelse af den tinglyste sikkerhed fra 40.000 kr. til 50.000 kr. med henblik på forhøjelse af pantehæftelsen på de ejerlejligheder, pantehæftelsen var tinglyst på.

Kærende, ejerforeningen, havde til støtte for påstanden om ophævelse af individualiseringen gjort gældende, at Tinglysningsretten ikke var berettiget til at individualisere pantehæftelsen uden at inddrage ejerforeningen, og at individualiseringen af pantehæftelsen betød en væsentlig forhøjelse af omkostningerne til tinglysningsafgift ved anmeldelse af ændringer i pantesikkerheden, når sikkerheden derefter var tinglyst som 110 individuelle pantehæftelser frem for en pantehæftelse fordelt på 110 ejerlejligheder.

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at de enkelte ejerlejlighedsejere ifølge vedtægten hæftede individuelt for deres forpligtelser over for ejerforeningen, hvorfor ejerforeningen kunne kræve en individualisering af pantehæftelsen med henblik på anmeldelse af særskilte påtegninger på pantehæftelsen på de enkelte ejerligheder, og at Tinglysningsretten på samme måde skulle foretage en individualisering af pantehæftelsen efter anmodning fra en enkelt ejerlejlighedsejer, så ejeren kunne påtegne sin individuelle pantehæftelse separat, jf. V.L.K af 19. december 2013 (B-2605-13).

Landsretten lagde vægt på, at ejerforeningen i oktober 2022 ved påtegning på den tinglyste vedtægt, tinglyste en vedtægtsændring, der medførte, at pantehæftelsen til ejerforeningen fremover kunne tinglyses for 50.000 kr. på hver af lejlighederne nr. 1-67 og 69- 111, at det ifølge påtegningen om vedtægtsændringen var ejerforeningen, der var påtaleberettiget, og at Tinglysningsretten derfor ikke var berettiget til at individualisere ejerforeningens pantesikkerhed uden inddragelse af ejerforeningen eller til at afvise den af ejerforeningen anmeldte forhøjelse af pantesikkerheden på det dato-løbenummer, pante-hæftelsen havde inden individualiseringen. Landsretten omgjorde dermed Tinglysningsrettens afgørelse.

V.L.K. af 19.12.2013 V.L. B - 2605-13 (8206.2013.96) 
Vedtægter tinglyst pantstiftende kan have forskellig hovedstol

Tinglysningsretten havde tinglyst en nedlysning af den pantstiftende tinglysning af en vedtægt på dokumentet og ikke alene i forhold til nogle af ejerlejlighederne.

Ejerforeningsvedtægten var i 2012 tinglyst som ét dokument på alle 33 ejerlejligheder med en hovedstol på 49.000 kr. I 2013 anmeldte ejerforeningen en nedlysning af hovedstolen med angivelse af, at nedlysningen kun skulle ske på ejerlejlighed nr. 18-33, og hvis det ikke var muligt, skulle nedlysningen afvises.

Kærende havde til støtte for påstanden om, at nedlysningen kunne ske for ejerlejlighed nr. 18-33 alene, anført, at en pantstiftende vedtægt ikke er et pantebrev i tinglysningslovens forstand, hvorfor dens bestemmelse om, at et pantebrev ikke kan have forskellige hovedstole, ikke er til hinder herfor.

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at det ikke er muligt at tinglyse et pantebrev på flere ejendomme med forskellige hovedstol.

Landsretten lagde vægt på, at ejerforeningen havde besluttet at sikkerhedsstillelsen kun skulle udgøre 2.000 kr. for ejerlejlighederne nr. 18-33, at ejerforeningsvedtægter, der lyses pantstiftende, er en hæftelse, der skal registreres som pant i tingbogen, at forholdet må betragtes som 33 separate pantsætningsforhold og ikke som et pantebrev med pant i 33 ejerlejligheder, og at der ikke i tinglysningsloven eller tinglysningsbekendtgørelsen var noget til hinder for, at størrelsen lyses forskelligt for de enkelte ejerlejligheder. Landsretten omgjorde herefter Tinglysningsrettens afgørelse.
FM2014.115

V.L.K. af 09.12.2024 V.L. B-0424-24 (24/22968) 
Afvist sletning af et ikke-digitaliseret pantebrev.

Tinglysningsretten havde i medfør af den tidligere § 2 i tinglysningsloven og lov om digital tinglysning § 15, stk. 2, jf. stk. 1, afvist at slette et ikke-digitaliseret pantebrev på 100.000 kr., som var tinglyst på en bygning på fremmed grund i 1984.

Kærende havde til støtte for påstanden om, at pantebrevet skulle slettes efter tinglysningslovens § 20, stk. 1 eller stk. 2, navnlig anført, at panterettigheden åbenbart er ophørt, idet pantebrevet er dateret den 25. maj 1984 og indeholder en 15-årig afviklingsplan, og derfor efter sin ordlyd må antages at være fuldt ud indfriet senest i år 2000, og dermed for mere end 24 år siden. Kreditor i henhold til pantebrev var afgået ved døden, og den eneste arving var udrejst i 2001 til et ukendt sted i USA.

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at overdragelse af pantedokumenter efter den tidligere bestemmelse i tinglysningslovens § 2, og reglerne i gældsbrevsloven frem til september 2009 kunne ske ved påtegning på det originale pantebrev. Rettigheder, der har opnået beskyttelse efter reglerne i gældsbrevsloven, bevarede ved indførslen af digital tinglysning deres beskyttelse, og påtegning på et ikke digitaliseret pantebrev som fx aflysning kræver derfor fortsat, at pantebrevet forevises i original til sikring af, at det er den korrekte kreditor, der indsættes i tingbogen. Anmodningen om sletning indeholdt ikke nærmere oplysninger om, hvorvidt pantebrevet var bortkommet eller indfriet. Den oprindelige debitor havde ikke afgivet erklæring herom, og der var ikke dokumenteret nærmere ift. kreditors dødsbo. På dette grundlag kunne pantebrevet ikke slettes som værende åbenbart ophørt.

Landsretten lagde vægt på pantebrevets ikke ubetydelige hovedstol og at det, af de af Tinglysningsretten anførte grunde, ikke kunne slettes efter tinglysningslovens § 20, og stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse

V.L.K. af 06.09.2022 V.L. B-0225-22 (22/12033)
Ikke sletning efter fordringsprøvelse.

Tinglysningsretten havde den 1. juni 2022 afvist kurators anmodning om sletning af underpantsætninger på hhv. kr. 851.000 kr. og kr. 341.457 kr.

Underpantsætningerne var tinglyst i hvert sit ejerpantebrev den 1. december 2017 med pant i konkursboets ejendom. Pantesikkerhederne og den underliggende fordring var på fordringsmødet afholdt efter konkurslovens § 132, stk. 1, afvist af kurator uden underpanthavers indsigelse. Sletningen af underpantet blev afvist med begrundelsen, at sletning ikke kunne ske på det foreliggende grundlag, hvorfor underpanthaver skulle kvittere underpantet til aflysning.  

Kærende havde til støtte for påstanden om sletning af underpantsætningerne bl.a. anført, at pantesikkerhederne og den underliggende pantefordring var endeligt afvist på fordringsmødet afholdt efter konkurslovens § 132, stk. 1, hvorfor underpanthavers anmeldte krav dermed ikke længere kunne gøres gældende mod konkursboet. Dermed eksisterede der ikke noget grundlag for pantesikkerheden, hvorfor pantesikkerheden ikke længere havde nogen retskraft og var åbenbart ophørt.

Tinglysningsretten havde navnlig lagt vægt på, at sletning af underpant som følge af kurators afvisning ved fordringsprøvelse falder uden for, hvad der i henhold til retspraksis kan slettes som åbenbart ophørt efter tinglysningslovens § 20.

Landsretten lagde vægt på de grunde, som var anført i Tinglysningsrettens afvisninger, og stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelser.

V.L.K. af 08.07.2022 V.L. B-0199-22 (22/10254)
Afvist sletning af udlæg

Tinglysningsretten havde afvist at slette et udlæg på 5.576 kr. efter tinglysningslovens § 20, stk. 1 og 2, med baggrund i debitors erklæring om, at han ikke ved sin handlemåde eller ved erkendelse har afbrudt forældelsen.

Udlæggets kreditor var et konkursbo, hvis behandling var afsluttet i 2007. Kurator kunne ikke oplyse, om der var sket overdragelse af fordringen eller om baggrunden for en evt. undladt tinglysning heraf. Det kunne ikke dokumenteres, at udlægget var indfriet.

Kærende havde til støtte for påstanden om hjemvisning til fornyet behandling af anmodningen om sletning bl.a. anført, at udlægget sandsynligt var ophørt ved forældelse, at der ikke var tinglyst overdragelse fra konkursboet eller truffet afgørelse efter konkurslovens § 153, stk. 2, eller § 154, stk. 2, hvorfor der ikke fandtes nogen berettigede til udlægget.

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at det ikke kunne lægges til grund, at udlægget var indfriet, at fordringens forældelse ikke var godtgjort, og at der derfor ikke var grundlag for at fastslå, at rettigheden i henhold til det tinglyste udlæg var åbenbart ophørt, eller at udlægget havde mistet sin betydning, sandsynligvis var ophørt, eller at der efter al rimelighed ikke fandtes nogen berettiget dertil.

Landsretten lagde vægt på de grunde, Tinglysningsretten havde anført og stadfæstede afgørelsen.
FM2022.142

V.L.K. af 24.01.2022 V.L. B-0001-22 (21/28595) 
Afvist sletning af sælgerpantebreve

Tinglysningsretten havde afvist at slette fire pantebrev, der var tinglyst som et samlet panteforhold mellem samme parter efter tinglysningslovens § 20.

De ikke digitaliserede pantebreve var alle anmeldt til tinglysning den 8. april 1980, og havde samme ordlyd og var alle anmeldt i forbindelse med aktuel købers køb af ejendommen. Det fremgik af skødet, at der var tale om et almindeligt sælgerpantebrev omfattende et samlet skyldsforhold, ”for restbeløbet kr. 248.440 kr. udstedes pantebrev til sælger på vilkår som anført i slutsedlen”. Tre af pantebrevene havde en hovedstol på 70.000 kr., mens det sidste havde en hovedstol på 38.440 kr. Kreditor var afgået ved døden. Af de til anmeldelserne vedlagte ydelsestabeller fremgik, at pantebrevene efter deres indhold skulle være indfriet i 1996.

Kærende havde til støtte for påstanden om, at pantebreve skulle slettes anført, at pantebrevene var indfriet ifølge deres angivne afdragsvilkår.

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at pantehæftelserne måtte anses som et samlet panteforhold mellem samme parter, og at pantehæftelserne samlet udgjorde et betydeligt beløb, hvorfor de ikke kun-ne slettes, men måtte søges mortificeret.

Landsretten lagde vægt på Tinglysningsrettens anførte grunde og stadfæstede afgørelsen. 

V.L.K. af 21.12.2021 V.L. B-0337-21 (21/21886)
Afvist sletning af udlæg

Tinglysningsretten havde afvist at slette et udlæg efter tinglysningslovens § 20, stk. 1, og stk. 2.

Udlægget på kr. 6.541 var tinglyst den 22. september 1998.  Kreditor var gået konkurs i 2013 og skifteretten havde udover retsbøgerne ingen oplysninger om boet. Retsbøgerne omtalte ikke udlægget. Det var ikke oplyst, hvordan fordringshavers konkursbo havde forholdt sig til fordringen, og det kunne ikke lægges til grund, at den fordring, der lå til grund for udlægget, var blevet indfriet.

Kærende havde, til støtte for påstanden om, at udlægget kunne slettes, evt. efter proceduren i TL § 20, stk. 2, gjort gældende, at kreditor i hvert fald de seneste 15 år ikke havde foretaget noget forældelsesafbrydende skridt vedr. udlægget, samt at der ikke var andre muligheder end tinglysningslovens § 20, stk. 2, for at få aflyst gamle udlæg og i øvrigt forældede udlæg.

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at kærende hverken havde gjort gældende eller sandsynliggjort, at udlæggets underliggende fordring var indfriet, og at der ikke var grundlag for at anse udlægget for forældet eller i øvrigt at anse rettigheden for åbenbart ophørt. Tinglysningsretten lagde endeligt vægt på, at der ikke forelå omstændigheder som nævnt i tinglysningslovens § 20, stk. 2.

Landsretten lagde vægt på at det måtte lægges til grund, at kærende ikke havde indfriet den fordring, der lå til grund for udlægget, og at der ikke forelå oplysninger om, hvorvidt fordringen af oprindelig fordringshaver var blevet overdraget, eller hvordan, der eventuelt blev forholdt med fordringen i forbindelse med fordringshavers konkursbo. Landsretten tiltrådte herefter, at det ikke med sikkerhed er godtgjort, at rettigheden i henhold til udlægget er ophørt ved forældelse, ligesom der ikke i øvrigt foreligger omstændigheder, der giver grundlag for at antage, at rettigheden er åbenbart ophørt. Der er heller ikke grundlag for at fastslå, at rettigheden har mistet sin betydning, eller at der foreligger andre af de omstændigheder, der er anført i tinglysningslovens § 20, stk. 2.Landsretten stadfæstede herefter afgørelsen. 

V.L.K. af 26.03.2021 V.L. B-0031-21 (21/01614)
Ejerpantebrev kunne ikke slettes

Tinglysningsretten havde afvist at slette et ejerpantebrev efter tinglysningslovens § 20, stk. 1 og stk.2.

Ejerpantebrevet på kr. 50.000 var tinglyst den 20. marts 1978 og ikke digitaliseret. Den pantsatte ejendom var blevet solgt på tvangsauktion ved et bud, der medførte dækning af ejerpantebrevet og delvis dækning af det efterfølgende pant.

Kærende havde til støtte for påstanden om, at ejerpantebrevet skulle slettes bl.a. anført, at retten i henhold til ejerpantebrevet åbenbart var ophørt, og at ejerpantebrevet derfor kunne slettes efter tinglysningslovens § 20. Da ejerpantebrevet, som foreskrevet efter lov om digital tinglysning, hverken var blevet digitalisereret eller havde fået tinglyst underpant som følge af håndpant inden 5 år efter lovens ikrafttræden den 8. september 2014, måtte det anses for bevist, at der ikke var et aktuelt låneforhold efter den 8. september 2009, eller at ejerpantebrevet forinden denne dato var udleveret til ejer ved lånets indfrielse. Da både daværende ejer og dennes ægtefælle var afgået ved døden, måtte papirejerpantebrevet anses for bortkommet. Ejerpantebrevet var fortsat gyldigt, men håndpanteretten var efter overgangsbestemmelsen i lovens § 15, stk. 7, ikke længere uden tinglysning beskyttet mod nye aftaler om pantebrevet eller mod aftaler om eller retsforfølgning af den pantsatte ejendom. Meddelelseshaver og fuldmagtshaver havde ikke længere noget krav. Sletning kunne derfor ske efter § 20, stk. 2, efter forudgående offentliggjort indkaldelse.

Tinglysningsretten havde bl.a. lagt vægt på, at et ejerpantebrev ikke er et skylddokument, og derfor som udgangspunkt ikke kan anses som indfriet og slettes efter tinglysningslovens § 20. Reglen i lov om digital tinglysning § 15, betyder ikke, at der ikke kan være sikkerhed i ejerpantebrevet, når det ikke er digitaliseret inden 5 år efter september 2009. Tinglysningsretten kan ikke træffe afgørelse om forældelse, og et proklama i dødsbo kan efter retspraksis ikke begrunde sletning af pant.

Landsretten lagde vægt på, at ejerpantebreve som udgangspunkt ikke kan slettes efter tinglysningslovens § 20, stk. 1 eller stk. 2, men må søges mortificeret, og at der ikke var et tilstrækkeligt grundlag for at fravige dette udgangspunkt og stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse.
FM2021.37

V.L.K. af 27.08.2019 i V.L. B–0308-19 (8206.2019.27)
Udlæg kunne ikke slettes efter tinglysningslovens § 20, stk. 1 og 2

Tinglysningsretten havde afvist at slette et udlæg i medfør af tinglysningslovens § 20. 
Udlægget var tinglyst i en ejendom i 2001 for 253.040 kr. Den tinglyste kreditor var et selskab, der var ophørt i 2015 efter konkursbehandling.

Kærende havde til støtte for påstanden om, at udlægget skulle slettes efter tinglysningslovens § 20, stk. 1 eller stk. 2, anført, at udlægget var forældet, og at kreditor var opløst efter konkursbehandling.

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at Tinglysningsretten ikke kan tage stilling til forældelse, og at det ikke var godtgjort, at der ikke var nogen berettiget i forhold til udlægget.

Landsretten lagde vægt på, at det ikke var sandsynliggjort, at rettigheden i henhold til udlægget var ophørt, herunder som følge af forældelse, og at det ikke var sandsynliggjort, at der ikke længere fandtes en berettiget dertil og stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse.
U2019.3600 og FM2019.142

V.L.K. af 20.09.2018 i V.L. B–0249-18 (8206.2018.21)
Udlæg kunne ikke slettes efter tinglysningslovens § 20

Tinglysningsretten havde afvist at slette et udlæg i medfør af tinglysningslovens § 20, stk. 1 og stk. 2.

Udlægget var tinglyst i en ejendom i 2011 for 167.573 kr. Den tinglyste kreditor var et udenlandsk selskab, der ifølge en overdragelsesaftale havde overdraget fordringen med udlægget til et andet udenlandsk selskab.

Kærende havde til støtte for påstanden om, at udlægget skulle slettes, bl.a. anført, at fordringen ifølge udlægget var indfriet overfor en kreditor, der havde fået fordringen overdraget 5½ år tidligere. Den tinglyste kreditor var opløst mere end 3 år tidligere, og havde ingen interesser i forhold til den overdragne rettighed. Det var ikke muligt at reassumere eller genoptage den tinglyste kreditor.

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at overdragelsen var sket efter ikrafttrædelsen af reglerne om digital tinglysning i september 2009 og dermed ikke var omfattet af § 2 i den tidligere tinglysningslov. Udlægget skulle som udgangspunkt aflyses af den tinglyste kreditor og kunne ikke slettes på baggrund af en transportaftale og en utinglyst kreditors erklæring om ophør.

Landsretten tiltrådte, at udlægget ikke i medfør af tinglysningslovens § 20, stk. 1 eller 2, kunne slettes på det foreliggende grundlag og stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse. 

V.L.K. af 27.04.2011 i V.L. B–0910-11 (8206.2011.55)
Pantebrev kunne ikke slettes efter tinglysningslovens § 20

Tinglysningsretten havde afvist at slette et pantebrev på en ejendom i medfør af tinglysningslovens § 20.

Pantebrevet var tinglyst den 15. oktober 1971 med en hovedstol på 50.000 kr.

Kærende havde til støtte for påstanden om, at sletning skulle ske, anført, at kreditor havde afgivet særskilt kvittering for, at pantebrevet var indfriet, og at det var mere end 20 år siden, pantebrevet efter sit indhold var udløbet.

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at pantebrevets hovedstol oversteg det, der ifølge retspraksis var anerkendt som muligt at slette efter tinglysningslovens § 20.

Landsretten lagde navnlig vægt på pantebrevets hovedstol og tiltrådte Tinglysningsrettens afgørelse.
FM2011.176

V.L.K. af 29.06.2023 V.L. B-0093-23 (23/11972)
Pantebrev kunne tinglyses på trods af tinglyst pantsætningsforbud.

Tinglysningsretten havde afvist at tinglyse et pantebrev på 50.000 kr., da påtaleberettigede iht. et tinglyst pantsætningsforbud ikke havde samtykket i tinglysningen af pantebrevet.

Pantsætningsforbuddet var blevet tinglyst, mens en tidligere ejer ejede ejendommen.

Kærende havde, til støtte for påstanden om at pantebrevet skulle tinglyses, bl.a. anført, at det fremgår af ordlyden af pantsætningsforbuddet, at forbuddet alene omfatter den ejer, som har fået forbuddet tinglyst, og at forbuddet ikke er udstrakt til at omfatte fremtidige ejere. Pantsætningsforbuddets indhold giver ikke holdepunkter for en udvidende fortolkning.

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at pantsætningsforbuddet stiftede en ret over ejendommen for de påtaleberettigede, og ikke dermed alene kunne være en ret ift. den tidligere tinglyste ejer.

Landsretten lagde vægt på, at pantsætningsforbuddet ifølge ordlyden alene forpligtede ejendommens tidligere ejer og ikke tillige fremtidige ejere, hvorfor tinglysning af pantehæftelser efter ejendommens overdragelse ikke længere krævede tiltrædelse af de påtaleberettigede. Landsretten hjemviste dermed sagen til Tinglysningsretten med henblik på fornyet behandling.
FM2024.67

V.L.K. af. 20.12.2022 V.L. B-0292-22. (22/16134) 
Ikke delvis omdannelse til afgiftspantebrev.

Tinglysningsretten havde afvist at genindføre et ejerpantebrev med en hovedstol på 3.100.000 kr., der ved en påtegning om omdannelse til et afgiftspantebrev med en hovedstol på 1.100.000 kr. var blevet omdannet til afgiftspantebrev.

Anmelders hensigt havde alene været at gøre en del af hovedstolen til afgiftspantebrev og dermed opretholde den resterende del som ejerpantebrev. 

Kærende havde til støtte for sine påstande om, at påtegningen om omdannelse burde have været afvist, eller at tinglysningen skulle ændres således, at kr. 2.000.000 afgiftsparkeres med mulighed for efterfølgende at oprette og tinglyse et nyt ejerpantebrev bl.a. anført, at der ved den fremsendte anmeldelse ikke var accepteret, at hele ejerpantebrevet på 3.100.000 kr. blev aflyst, når der alene skulle overføres 1.100.000 kr. til et afgiftspantebrev. Det var åbenlyst, at der ikke skulle ske aflysning, når hele hovedstolen på kr. 3.100.000 ikke blev afgiftsparkeret. Tinglysningsretten skulle derfor have afvist omdannelsen. Hensigten var at afgiftsparkere 1.100.000 kr. af ejerpantebrevet i den ene af de 2 ejerlejligheder, pantebrevet var tinglyst på, hvorefter ejerlejligheden skulle udgå af pantet ved efterfølgende relaksation, så pantebrevet fortsat var tinglyst på den anden ejendom for kr. 2.000.000 kr. Tinglysningsretten burde have kontaktet anmelder, hvis denne hensigt ikke kunne følges.

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at ejerpantebrevet var omdannet i overensstemmelse med anmeldelsen, og at risikoen for fejl ifm. anmeldelsen påhviler anmelder.

Landsretten lagde vægt på, at tinglysning var sket i overensstemmelse med kærendes anmeldelse og stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse.
FM2022.152

V.L.K. af 15.01.2015 i V.L. B–356-14 (8206.2014.69)
Ejerpantebrev i andelsbolig kunne ikke digitaliseres

Tinglysningsretten havde afvist at digitalisere et ejerpantebrev tinglyst i Andelsboligbogen.

Ejerpantebrevet var tinglyst med en hovedstol på 350.000 kr. Anmodningen om digitalisering var via fuldmagt underskrevet af den tinglyste meddelelses- og fuldmagtshaver, der ved konverteringen til den digitale andelsboligbog var blevet anført som underpanthaver. Det originale ejerpantebrev var ikke vedlagt anmodningen.

Kærende havde til støtte for påstanden om, at ejerpantebrevet skulle digitaliseres, anført, at et ejerpantebrev i andelsboligbogen er ikke-negotiabelt, hvorfor det kan digitaliseres ved erklæring fra kreditor/debitor og en eventuel håndpanthaver uden forevisning af det originale pantebrev.

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at det originale ejerpantebrev skal indsendes for at kunne digitaliseres, og at det i stedet må mortificeres, hvis indsendelse ikke er muligt.

Landsretten lagde vægt på de samme grunde som Tinglysningsretten og stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse. 
FM2015.29

V.L.K. af 23.06.2014 i V.L. B-0823-14 (8206.2014.16)
Solcellepaneler pantsat som løsøre

Tinglysningsretten havde afvist at tinglyse et løsøreejerpantebrev i personbogen efter tinglysningslovens § 47, stk. 1.

Ved løsøreejerpantebrevet pantsattes solcellepanelerne i et solcelleanlæg. Solcelleanlægget, der bl.a. bestod af solpaneler, var monteret på en mark.  

Kærende havde til støtte for påstanden om, at løsøreejerpantebrevet skulle tinglyses, anført, at solcelleanlægget ikke havde et fast tilknytningsforhold til grunden og ikke var bestemt til varig forbliven derpå, idet det ikke var faststøbt til et fundament, og solpanelerne nemt kunne fjernes eller udskiftes i tilfælde af skader.

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at etableringen af anlægget krævede myndighedstilladelse og måtte antages at have været forbundet med et større arbejde og væsentlige udgifter, hvorfor det måtte være bestemt til varig forbliven på ejendommen. Dermed var solcelleanlægget ikke omfattet af løsørebegrebet i tinglysningslovens § 47, stk. 1, men måtte pantsættes efter reglerne om fast ejendom, evt. som bygning på fremmed grund.

Landsretten lagde vægt på, at der var redegjort for, at solcellepanelerne let kunne udskiftes eller fjernes i tilfælde af skader. På den baggrund fandt landsretten, at solpanelerne ikke skulle pantsættes som fast ejendom men efter reglerne i tinglysningslovens § 47, stk. 1, og landsretten omgjorde dermed Tinglysningsrettens afgørelse.
FM2015.17

V.L.K. af 22.04.2014 i V.L. B-0714-14 (8206.2014.12)
Retsanmærkning uanset mulig ret til ombytning

Tinglysningsretten havde afvist at slette en retsanmærkning om en foranstående hæftelse på et pantebrev i fast ejendom i medfør af tinglysningslovens § 15.

Pantebrevet havde en hovedstol på 795.000 kr. og var anmeldt til afløsning af et pantebrev med en hovedstol på 852.000 kr., der var tinglyst før en pantstiftende tinglysning af en ejerforeningsvedtægt. Pantebrevet havde ikke respekteret den pantstiftende tinglysning af ejerforeningsvedtægten og havde derfor fået anmærkning herom.

Kærende havde til støtte for påstanden om, at retsanmærkningen skulle slettes, bl.a. anført, at det følger af tinglysningslovens § 40, at ejendommens ejer kan besætte et ejerpant opstået ved førtidig indfrielse af et pantebrev, at det nye pantebrev var et udtryk for ombytning med det indfriede pantebrev, og at det nye pantebrev havde en mindre hovedstol end det indfriede. Tinglysningsretten skal tage stilling til, om der ved ombytning foreligger besættelse af en ledig plads (i prioritetstillingen). Det nye pantebrev skulle i kraft af ombytningen have samme prioritetsstilling som det indfriede, hvorfor retsanmærkningen om ejerforeningens pant skulle slettes.

Tinglysningsretten havde bl.a. lagt vægt på, at Tinglysningsrettens prøvelse efter tinglysningslovens § 15, er en formel prøvelsespligt, der alene relaterer sig til tingbogens udvisende, og at spørgsmålet om, hvorvidt der kan ske ombytning af de 2 pantebreve med forskellige vilkår og afdragsprofiler, ligger udenfor Tinglysningsrettens prøvelse. Materiel prøvelse heraf foretages eksempelvis i forbindelse med afholdelse af tvangsauktion over ejendommen.

Landsretten lagde vægt på de samme grunde som Tinglysningsretten og stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse.
FM2015.145