Matrikulære ændringer

V.L.K. af 17.08.2011 V.L. B-1707-11 (8206.2011.100)
Ejersammenfald for grund og bygningsblad krævede tinglyst adkomst.

Tinglysningsretten havde afvist en anmeldelse om nedlæggelse af et bygningsblad som følge af, at bygningen efter det oplyste var overdraget til ejeren af den grund, bygningen var beliggende på.

Med anmeldelsen om nedlæggelse af bygningsbladet var sendt kopi af en købsaftale, hvorefter ejerskabet til bygningen på fremmed grund overgik til grundejerne. Overdragelsen af bygningen var ikke tinglyst på bygningsbladet.

Kærende havde til støtte for påstanden om, at Tinglysningsretten skulle nedlægge bygningsbladet anført, at der i dansk ret ikke er krav om tinglysning af adkomstændring til fast ejendom ved ejerskifte, at tinglysning ikke er en gyldighedsbetingelse mellem parterne og derfor som udgangspunkt ikke har betydning for forholdet mellem disse, hvorfor der ikke kan stilles krav om, at der skal være samme tinglyste ejer på grunden og bygningsbladet. Der stilles ikke krav om tinglysning af adkomst ved oprettelse af et bygningsblad, hvorfor der ved nedlæggelse af bygningsbladet tilsvarende alene kan stilles krav om dokumentation for overensstemmende ejerforhold.

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at nedlæggelse af et bygningsblad for en bygning, der ikke er fjernet, alene kan ske, når der er ejersammenfald for grund og bygningsblad i tingbogen. En ejer af fast ejendom er ikke legitimeret til at disponere over ejendommen, når ejeren ikke har tinglyst sin adkomst, hvorfor Tinglysningsretten ikke kunne ændre adkomsten til bygningen til grundens ejer uden tinglysning af dennes adkomst.

Landsretten tiltrådte, at Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at grundejerne ikke tinglysningsmæssigt kan få adkomst på bygningen uden tinglysning af bygningens overdragelse og stadfæstede dermed Tinglysningsrettens afgørelse.
FM2011.251

V.L.K af 07.02.2002 V.L. B-3072-02 
Oprettelse af bygningsblad - ikke samme ejer af grund og bygning.

Tinglysningsdommeren i Gråsten havde afvist at oprette et bygningsblad, da det ikke var godtgjort, at bygningen var opført af en anden end grundens ejer.

Landsretten lagde vægt på, at Forsvaret i 1968 overdrog bygningerne beliggende uden for Frøslevlejren, der hovedsageligt er opført under 2. verdens krig, til Civilforsvarsstyrelsen, der i 1984 overdrog den omhandlede bygning til en selvejende institution. Landsretten fandt det derved sandsynliggjort, at den selvejende institution var ejer af den omhandlede bygning ved dens overdragelse til en efterskole. Det fremgik af Tingbogen, at grunden, bygningen var beliggende på, havde været ejet af "Den Danske Stat, Skovstyrelsen", hvorefter den ved jordfordelingskendelse blev udstykket til Bov Kommune. Der forelå ingen oplysninger om, at bygningen efter opførelsen havde tilhørt ejeren af den grund, hvorpå den blev opført. Landsretten fandt under de omstændigheder, at der var tale om en bygning på fremmed grund, der efter anmodning kunne oprettes bygningsblad for i medfør af tinglysningslovens § 19, og hjemviste sagen til fortsat tinglysningsmæssig behandling, herunder til eventuel fremskaffelse af yderligere materiale til sikring af bygningens identifikation.

V.L.K. af 03.07.2012 V.L. B-1542-12 (8206.2012.45)
Alle ejerlejlighedsejere havde adkomst ved opdeling fra fællesareal.

Tinglysningsretten havde som følge af en videreopdeling af 2 nye ejerlejligheder fra en ejerlejlighedsejendoms fællesareal (loftsarealer) anført samtlige adkomsthavere til ejerlejligheder i ejerlejlighedsejendommen som adkomsthavere på de 2 nye ejerlejligheder.

Kærende havde til støtte for påstanden om, at ejerforeningen skulle registreres som adkomsthaver på de 2 nye ejerlejligheder anført, at ejerforeningen og ikke de enkelte ejerlejlighedsejere kan disponere over tagetagen som er fællesejendom/fællesareal, og at Tinglysningsrettens anførsel af adkomsthavere derfor var forkert.

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at der ikke var anmeldt skøde til tredjemand vedrørende de 2 nye ejerlejligheder, og at fællesarealerne efter ejerlejlighedslovens § 2, stk. 1 ejes af ejerne af de enkelte ejerlejligheder, der dermed måtte anses for adkomsthavere til de 2 nye ejerlejligheder.

Landsretten lagde vægt på ejerlejlighedslovens § 2, stk. 1, og fandt at adkomsthaverne til de 2 nye ejerlejligheder var alle ejerlejlighedsejerne, og stadfæstede dermed Tinglysningsrettens afgørelse. 
FM2012.244. 

V.L.K. af 12.09.2012 V.L. B-1630-12 (8206.2012.47) 
Afgiftspantebrev skal ikke føres ud på de nye ejendomme ved udstykning.

Tinglysningsretten havde som følge af en udstykning oprettet nye blade i tingbogen for nyudstykkede ejendomme uden at føre et afgiftspantebrev efter tinglysningsafgiftslovens § 5 a, stk. 6, med ud på de nye ejendomme.

Kærende havde, til støtte for påstanden om, at afgiftspantebrevet skulle fremgå på de nye ejendomme, anført, at den manglende anførsel af afgiftspantebrevet på de nyudstykkede ejendomme medførte en risiko for, at køberne af ejendommene ikke, som aftalt med kærende, kunne overtage tinglysningsafgiftsværdien på afgiftspantebrevet, da ordlyden af bestemmelsen i tinglysningsafgiftslovens § 5 a, stk. 6, forudsætter at afgiftspantebrevet er tinglyst på ejendommen.

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at et afgiftspantebrev ikke er et pant i den pågældende ejendom, og som følge deraf ikke skal føres med over på de nyudstykkede ejendomme efter tinglysningslovens § 22, stk. 6, og at det, at afgiftspantebrevet ikke fremgår af ejendommene, ikke er til hinder for, at skattemyndighederne kan træffe afgørelse om afgiftens anvendelse.

Landsretten lagde vægt på at Tinglysningsretten havde overført hæftelser til de nye ejendommes blade i tingbogen i overensstemmelse med tinglysningslovens § 22, stk. 6, og at der ikke på tilsvarende måde var grundlag for at overføre afgiftspantebrevet, der ikke var et pantebrev, til de nye ejendomme. Landsretten stadfæstede derfor Tinglysningsrettens afgørelse.
FM2012.304.  

V.L.K. af 21.01.2022 i V.L. B-0416-21 (21/27198)
Arealoverførsel krævede skøde og panthaversamtykke

Tinglysningsretten havde afvist at registrere en matrikulær ændring i form af en arealoverførsel af 29 m² i medfør af tinglysningslovens § 21, stk. 1. jf. tinglysningsbekendtgørelsens § 43, stk. 1, nr. 1.

Det berørte areals værdi kunne ud fra en forholdsmæssig del af grundværdien ifølge den offentlige ejendomsvurdering beregnes til 73.570 kr., svarende til 2,67 % af ejendommens værdi.

Kærende havde til støtte for påstanden om, at arealoverførslen skulle registreres, bl.a. anført, at beregningen af værdien skulle ske ud fra den offentlige ejendomsvurderings grundværdispecifikationer, og at værdien af arealet kunne opgøres efter fradrag af byggeretsværdien, da ejendommens vurderede byggeretsværdi ville være uændret efter arealoverførslen.

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at beregningen ud fra tinglysningsbekendtgørelsens § 43, ifølge bestemmelsens ordlyd, skulle fortages ud fra den offentlige ejendomsvurderings samlede grundværdi.

Landsretten lagde vægt på at beregningerne i henhold til tinglysningsbekendtgørelsens § 42, stk. 1, nr. 1, og § 43, stk. 1, nr. 1, efter Tinglysningsrettens praksis, der har støtte i bestemmelsernes ordlyd, skal ske på baggrund af den senest offentliggjorte vurderings angivelse af ejendomsværdien og grundværdien, og fandt, at der ikke var grundlag for at fastslå, at beregningerne skal ske på grundlag af grundværdispecifikationerne. Landsretten stadfæstede dermed Tinglysningsrettens afgørelse.
 FM2022.154

V.L.K. af 17.12.2019 V.L. B-0386-19 (8206.2019.38).
Arealoverførsel af en hel ejendom krævede skøde.

Tinglysningsretten havde afvist at registrere en matrikulær ændring i form af en arealoverførsel af en hel ejendom i medfør af tinglysningslovens § 21, stk. 1, da der ikke var tinglyst skøde til ejeren af den ejendom, der skulle ske overførsel til, og da der ikke kunne anvendes værdierklæring efter tinglysningsbekendtgørelsens § 42, nr. 1, ved arealoverførsel af en hel ejendom.

Kærende havde, til støtte for påstanden om at arealoverførslen skulle registreres, anført, at reglerne om arealoverførsel i udstykningslovens § 7 også kan anvendes ved arealoverførsel af en hel ejendom, hvilket havde været praksis hidtil, og at lov nr. 80 af 24. januar 2017 ikke har ændret derved.

Tinglysningsretten havde bl.a. lagt vægt på, at tinglysningsbekendtgørelsens § 42, nr. 1, om arealoverførsel uden tinglyst skøde, ikke finder anvendelse ved overførsel af en hel ejendom til en anden samlet fast ejendom, hvorfor arealoverførslen krævede tinglysning af skøde.

Landsretten lagde vægt på at udstykningslovens definition af begrebet arealoverførsel også er relevant ved fortolkning af tinglysningsloven med tilhørende bekendtgørelser, herunder bekendtgørelse om tinglysning i tingbogen (fast ejendom), og at der ikke var tale om en overførsel af areal i tinglysningsbekendtgørelsens § 42, nr. 1’s forstand, når en samlet fast ejendom sammenlægges med en anden samlet fast ejendom, hvorfor reglen om arealoverførsel uden skøde ikke fandt anvendelse i det foreliggende tilfælde. Landsretten stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse. 

V.L.K. af 17.12.2019 V.L. B-0373-19 (8206.2019.34) 
Berigtigelse vedr. hævd ikke omfattet af tinglysningslovens §21, stk. 1.

Tinglysningsretten havde afvist at registrere matrikulære ændringer i form af overførsel af 3 arealer på hhv. 4 m2, 5 m2 og 32 m2 ved ejendomsberigtigelse.

Kærende havde, til støtte for påstanden om at overførslerne skulle registreres, anført, at der ikke er hjemmel i tinglysningslovens § 21 til, at Tinglysningsretten skal foretage prøvelse af ejendomsberigtigelse.
Tinglysningsretten havde bl.a. lagt vægt på, at det er Tinglysningsrettens prøvelse, om ændringerne kan fortages i forhold til de tinglyste rettigheder på ejendommen, hvorfor retten skal påse, om betingelserne for hævd er opfyldt efter tinglysningslovens § 21, stk. 1.

Landsretten lagde vægt på, at udstykningslovens sondring mellem begrebet arealoverførsel og ejendomsberigtigelse også er relevant ved fortolkning af tinglysningsloven, at der i den konkrete situation var tale om en ejendomsberigtigelse, som ikke er omfattet af tinglysningslovens § 21, stk.1, og at alle rettigheder, der ville være i strid med den vundne hævd, bortfalder efter tinglysningslovens § 26, stk. 3. Landsretten ophævede Tinglysningsrettens afgørelse og hjemviste sagen til fortsat behandling.
U2020.858

V.L.K. af 04.01.2016 V.L. B-2464-14 (8206.2014.61). 
Arealoverførsel ved ekspropriation krævede ikke adkomstdokument.

Tinglysningsretten havde afvist at registrere en matrikulær ændring i form af en arealoverførsel, da der ikke var anmeldt et adkomstdokument herom, eventuelt i form af en endelig ekspropriationsafgørelse med ekspropriationsfortegnelse.

Kærende havde, til støtte for påstanden om at overførslen skulle registreres, bl.a. anført, at Tinglysningsretten skal registrere ændringen som led i den kommunale ekspropriation i tingbogen efter udstykningslovens § 32, og at tinglysningsbekendtgørelsens § 40 ikke finder anvendelse i denne situation.
Tinglysningsretten havde bl.a. lagt vægt på, at tinglysningsbekendtgørelsens § 40, hvorefter en ekspropriationsfortegnelse kan tinglyses som adkomst, også finder anvendelse på kommunale ekspropriationer med de fornødne modifikationer.

Landsretten lagde vægt på at udstykningslovens §§ 25 og 26 efter lovens § 27 ikke finder anvendelse, hvis den matrikulære ændring sker som følge af ekspropriation eller jordfordelingskendelse, at bestemmelsen i tinglysningsbekendtgørelsens § 40 ikke kan antages at vedrøre den foreliggende situation og at kommunen havde afgivet erklæring om, at den matrikulære ændring var i overensstemmelse med ekspropriationsbeslutningen. Herefter omgjorde landsretten Tinglysningsrettens afgørelse.

Tinglysningsretten registrerede derefter ændringen efter forevisning af erklæringen.
FM2016.195

V.L.K. af 25.03.2021 V.L. B-0012-21 (20-03408)
Arealoverførsel krævede rettighedsopgør vedr. tinglyst servitut.

Tinglysningsretten havde afvist at registrere en matrikulær ændring i form af en arealoverførsel i medfør af tinglysningslovens § 21, stk. 1.

Den tinglyste servitut var en jagtret for den tidligere ejer af den ejendom, der skulle overføres areal fra. Servitutten vedrørte det overførte areal og skulle derfor overføres til modtagerejendommen.

Kærende havde til støtte for påstanden om, at arealoverførslen skulle registreres, bl.a. anført, at servitutten ikke ville være til skade for pantesikkerheden i den ejendom, der modtog arealet, da jagtretten kun vedrørte et bestemt areal, og dermed ikke ville komme til at omfatte det areal, der hørte under den modtagende ejendom. Jagtretten var en personlig ret, der kun var gældende i den berettigedes levetid og ikke kunne overdrages, hvorfor alternativt opråb på en evt. tvangsauktion ikke ville blive nødvendig. Det var ikke af betydning for den berettigede, om jagtretten var beliggende på én eller flere ejendomme.

Tinglysningsretten havde bl.a. lagt vægt på, at servituttens prioritet ikke kunne fastlægges i forhold til de på den modtagende ejendom tinglyste pantehæftelser og servitutter uden påtegning på servitutten om respekt af pantet og servitutterne på modtagerejendommen eller påtegning på servitutterne på modtagerejendommen om respekt af servitutten om jagtretten.

Landsretten lagde vægt på at der efter servituttens ordlyd ikke var grundlag for at fastslå, at en hel eller delvis overdragelse af ejendommen krævede samtykke fra servituttens påtaleberettigede, og at der, da servitutten respekterede yderlige pantsætning, men kun de af servitutterne, der var lyst forud for denne, ikke var grundlag for at tilsidesætte Tinglysningsrettens vurdering af, at prioritetsstillingen mellem de tinglyste rettigheder ikke kunne fastlægges på det foreliggende grundlag, jf. tinglysningslovens § 21, stk. 1. Landsretten lagde også vægt på, at der ikke ud fra de foreliggende oplysninger var grundlag for at tilsidesætte Tinglysningsrettens vurdering af, at den matrikulære ændring ikke kunne godkendes i medfør af tinglysningslovens § 21, stk. 3, og stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse.
FM2022.136