Andet

V.L.K. af 06.02.2025 i V.L. B-0017-25 (25/00012)
Fuldmagt uden oplysning om matr.nr. og ejerlav afvist

Tinglysningsretten havde afvist at registrere en fuldmagt i medfør af tinglysningslovens § 49 b, stk. 1, da fuldmagten ikke indeholdt oplysninger om den eller de omfattede matrikelnumre og ejerlav.

Kærende havde til støtte for påstanden om, at fuldmagten skulle registreres, anført, at der hverken i tinglysningslovens § 49 b eller adgangsbekendtgørelsens § 6 er støtte for, at fuldmagten alene kan gives for ejendomme positivt oplistet i fuldmagten.

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at det følger af tinglysningslovens § 49 b, stk. 1, at alene den, der er berettiget til at råde over en bestemt fast ejendom, kan give en anden fuldmagt. Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår, at fuldmagtsgiver er den, der ønsker at disponere over en ham tilhørende rettighed over en bestemt fast ejendom. Tinglysningsretten skal foretage en prøvelse af fuldmagtsgivers tingbogslegitimation og dermed fuldmagtsgivers berettigelse til at give fuldmagt.

Landsretten var enig i Tinglysningsrettens resultat og begrundelsen herfor og stadfæstede derfor Tinglysningsrettens afgørelse. 
(U.2025.1370)

V.L.K. af 26.09.2024 i V.L. B-0362-24 (24/18178)
Afvist at registrere en tinglysningsfuldmagt

Tinglysningsretten havde afvist at registrere en tinglysningsfuldmagt. Den fremsendte tinglysningsfuldmagt var på fuldmagtsgivers vegne underskrevet af to navngivne personer, der dokumenterede deres ret til at underskrive ved samtidig fremsendelse af en original vedvarende fuldmagt, som tidligere var udstedt af fuldmagtsgiver. Det fremgik bl.a. af den vedvarende fuldmagt at: ”Så længe jeg stadig har mine åndsevner i behold, er fuldmægtigen forpligtet til at administrere denne fuldmagt sammen med mig”.

Kærende havde til støtte for påstanden om, at tinglysningsfuldmagten skulle registreres, anført, at den vedvarende fuldmagt var en fuldmagt med særlig tilværelse, hvorefter fuldmagtshaver indestod for såvel legitimitet som bemyndigelse, og at bestemmelsen om administration sammen med fuldmagtsgiver alene var en intern forskrift, der ikke påvirkede de i fuldmagten indsatte fuldmagtshaveres legitimitet.

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at den tidligere udstedte vedvarende fuldmagt ikke kunne danne grundlag for udstedelse af tinglysningsfuldmagten, da den vedvarende fuldmagt indeholdt betingelser, herunder bl.a. at fuldmagtshaverne var forpligtet til at administrere den vedvarende fuldmagt sammen med fuldmagtsgiver, så længe denne stadig havde sine åndsevner i behold, hvilket ikke kunne påses af Tinglysningsretten.

Landsretten lagde vægt på, at Tinglysningsretten med rette havde påset, om udstederen af tinglysningsfuldmagten var berettiget til at råde, og tiltrådte i den forbindelse, at det efter det oplyste ikke var dokumenteret, at betingelserne for, at fuldmagtshaverne kunne få registreret tinglysningsfuldmagten uden fuldmagtsgivers underskrift på denne, var opfyldt, og stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse. 
(U.2024.5510)

V.L.K. af 09.03.2023 i V.L. B-0374-22 (22/20574)
Afvist registrering af en tinglysningsfuldmagt

Tinglysningsretten havde afvist at registrere en tinglysningsfuldmagt, da dokumentation for tegningsberettigelse for fuldmagtsgiver, der var vedlagt som bilag til tinglysningsfuldmagten i papir, var underskrevet med NemID via Penneo, og havde krævet de originale vedtægter eller en genpart heraf bekræftet som værende de aktuelt gældende vedtægter, underskrevet med original underskrift af de tegningsberettigede.

Kærende havde til støtte for påstanden om, at tinglysningsfuldmagten blev registeret, anført, at en kopi af vedtægter med digitale underskrifter til bekræftelse af, det er foreningens gældende vedtægter, bør anses for et dokument med originale underskrifter. Kærende gjorde videre gældende, at underskrift foretaget med NemID via Penneo kunne identificeres ud fra den unikke dokumentnøgle på hver side af det endelige dokument.

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at underskrift med NemID via Penneo ikke er en underskrift overfor Tinglysningsretten, der kan ses og verificeres, og at signaturen brydes, når dokumentet skrives ud. Tinglysningsretten accepterer derfor ikke digital underskrift på udskrevne dokumenter, der skal dokumentere retten til at disponere.

Landsretten lagde vægt på delbetænkning 1471/2006 side 271 og den af Tinglysningsretten fastlagte praksis, som bygger på hensynet i betænkningen, hvorefter tinglysningssystemet entydigt og med en høj grad af sikkerhed skal kunne identificere udstederen af et dokument, der anmeldes til tinglysning. Landsretten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Tinglysningsrettens praksis, og stadfæstede afgørelsen. 

V.L.K. af 20.12.2022 i V.L. B-0399-22 (22/23161) 
Registrering af fuldmagt kunne ikke slettes

Tinglysningsretten havde afvist at omgøre registrering af en fuldmagt, men betragtede en henvendelse om, at fuldmagten var mangelfuld, som en tilbagekaldelse af fuldmagten.

Kærende havde til støtte for påstanden om, at Tinglysningsrettens afgørelse om registrering af fuldmagten skulle omgøres, bl.a. anført, at den registrerede fuldmagt var mangelsbehæftet, idet vitterlighedsvidnerne først havde underskrevet dagen efter fuldmagtsgiver. Vitterlighedspåtegninger forudsætter en samtidig underskrift af såvel underskriveren som af de vidner, der skal bevidne underskriftens ægthed mv. Kærende anførte i øvrigt, at han ikke huskede at have underskrevet fuldmagten.

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at der ikke i tinglysningslovens § 49b, i aftalelovens kapitel om fuldmagter eller i retspraksis er krav om, at vitterlighedsvidner påfører en fuldmagt vitterlighedspåtegning samme dag, som den er underskrevet af fuldmagtsgiver. Tinglysningsretten anførte endvidere, at det ikke er op til Tinglysningsretten at afgøre fuldmagtens ægthed ud fra fuldmagtsgivers hukommelse.

Landsretten var enig i Tinglysningsrettens resultat og begrundelsen herfor. Landsretten stadfæstede derfor Tinglysningsrettens afgørelse. 
(FM 2022.155)

V.L.K. af 28.02.2017 i V.L. B-1710-16 (8206.2016.51)
Afvist tinglysningsfuldmagt, da denne gik ud over bemyndigelsen

Tinglysningsretten havde afvist at registrere en fuldmagt i fuldmagtsdatabasen, da den indsendte tinglysningsfuldmagt gik videre i sin bemyndigelse end den fuldmagt, der dannede grundlag for udstedelsen af tinglysningsfuldmagten (en fuldmagtsdeklaration, der var lyst på ejendommen), og idet tinglysningsfuldmagten ikke var udstedt af ejendommens aktuelle ejer, men var udstedt iht. fuldmagtsdeklarationen, der var udstedt af den tidligere ejer af ejendommen.

Kærende havde til støtte for påstanden om registrering af tinglysningsfuldmagten bl.a. anført, at det ikke var Tinglysningsrettens opgave at forholde sig til, om og i hvilket omfang kærende handlede inden for fuldmagten i fuldmagtsdeklarationen, samt at køberne af ejendommen havde respekteret fuldmagtsdeklarationen, der var lyst på ejendommen.

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at en tinglysningsfuldmagt iht. tinglysningslovens § 49b kun kan udstedes af den ejer, der er berettiget til at disponere over ejendommen, samt at den tinglyste fuldmagtsdeklaration var mere begrænset i sit indhold end tinglysningsfuldmagten.

Landsretten lagde vægt på, at den indsendte tinglysningsfuldmagt gik videre i sin bemyndigelse, end hvad der fulgte af deklarationens bestemmelser, og stadfæstede allerede af den grund Tinglysningsrettens afgørelse.
(FM 2017.144)

V.L.K. af 26.09.2013 V.L. B-1849-13 (8206.2013.65) 
En generalfuldmagt kunne ikke anvendes direkte som en fuldmagt til brug for tinglysning

Tinglysningsretten havde afvist at tinglyse et skøde, hvor der til anmeldelsen var vedhæftet en generalfuldmagt som fuldmagt til brug for tinglysning. Tinglysningsretten ændrede i forbindelse med kæresagens behandling afgørelsen, og tinglyste det genanmeldte skøde med frist til fremsendelse af en tinglysningsfuldmagt, der opfyldte betingelserne i tinglysningslovens § 49 b og adgangsbekendtgørelsens § 6 eller § 7.

Kærende havde til støtte for påstanden om, at sagen skulle fremmes, selvom skødet nu var tinglyst med frist, anført, at det hverken i ordlyden af tinglysningslovens § 49 b eller forarbejderne til denne var behandlet, hvorvidt den berettigede kunne aflede sin ret fra en generalfuldmagt, hvorfor der ikke var grund til at antage, at lovgiver i forbindelse med indførslen af digitale tinglysningsfuldmagter ville afskaffe muligheden for at anvende generalfuldmagter i forbindelse med tinglysning af rettigheder.

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at den generalfuldmagt, som var vedhæftet sagen, bl.a. ikke angav, hvilken ejendom, der kunne disponeres over. Generalfuldmagten opfyldte således ikke i sig selv betingelserne i tinglysningslovens § 49 b og adgangsbekendtgørelsens § 6 eller§ 7.

Landsretten lagde vægt på, at kærende ikke på grundlag af generalfuldmagten kunne have krævet, at skødet blev tinglyst, idet (general) fuldmagten alene kunne anvendes til udarbejdelse af en tinglysningsfuldmagt, og stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse.

V.L.K. af 13.08.2013 V.L. B-1955-13 (8206.2013.71)
Advokatbekræftelse af vedtægt var ikke tilstrækkelig

Tinglysningsretten havde afvist at foretage registrering af en tinglysningsfuldmagt bl.a. med henvisning til, at der som dokumentation for tegningsreglerne i en ejerlejlighedsvedtægt skulle fremsendes enten de originale vedtægter eller en kopi af disse bekræftet af de tegningsberettigede. Efter Tinglysningsrettens praksis var det ikke tilstrækkeligt, at vedtægterne var bekræftet af en advokat.

Kærende havde til støtte for påstanden om, at fuldmagten blev registreret, anført, at tegningsreglen i en vedtægt kunne dokumenteres overfor Tinglysningsretten med advokatbekræftelse.  

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at det efter adgangsbekendtgørelsens § 6, § 7 og § 10, stk. 1, var overladt til Tinglysningsretten at fastlægge, hvilken dokumentation, der kræves for juridiske personers tegningsret. 

Landsretten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Tinglysningsrettens praksis med hensyn til dokumentation for tegningsberettigelse, og stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse.
(Refereret i FM2013.269)

V.L.K. af 14. februar 2019 V.L. B-0541-18 (8206.2018.49). 
Landinspektør fik afvist kære af afvist adkomsterklæring og matrikulær ændring

Tinglysningsretten havde afvist at registrere en matrikulær ændring i form af en arealoverførsel af en hel ejendom i medfør af tinglysningslovens § 21, stk. 1, da der ikke var tinglyst skøde til ejeren af den ejendom, der skulle ske overførsel til, og da der ikke kunne anvendes værdierklæring efter tinglysningsbekendtgørelsens § 42, nr. 1, ved arealoverførsel af en hel ejendom. Landinspektøren kærede afgørelsen.

Kærende havde, til støtte for at han kunne kære afgørelsen, anført, at han ikke fuldt ud kunne belaste parterne med meromkostningerne ved Tinglysningsrettens afgørelse.

Landsretten lagde vægt på at landinspektøren ikke var part i arealoverførselssagen, og at han ikke kunne optræde som procesfuldmægtig for parterne, og afviste derfor kæremålet.
(FM2019.36)     

V.L.K. af 09.03.2016 i V.L. B-1680-15 (8206.2015.45)
Ejerforening havde ikke retlig interesse i kæremålet

Tinglysningsretten havde delafvist en ejerforenings anmeldelse af en vedtægt. Afgørelsen blev kæret, og Tinglysningsretten omgjorde samme dag afgørelsen i overensstemmelse med kærendes påstand, og vedtægten blev lyst i sin helhed.

Kærende havde herefter påstået kæremålet fremmet med henblik på tilkendelse af sagsomkostninger.

Tinglysningsretten lagde vægt på, at tinglysningsdommeren havde hjemmel til at ændre afgørelsen – også efter kære, samt at kærende ikke havde en retlig interesse i afgørelse af kæremålet, og påstod derfor sagen afvist.

Landsretten lagde vægt på, at ejerforeningen ikke havde retlig interesse i kæremålet, og at der var fast praksis for at ophæve kæremålets omkostninger ved tinglysningsafgørelser, og afviste kæremålet. 

V.L.K. af 18.02.2013 i V.L. B -0239-13 (8206.2013.5)
Afvist kære - ikke ny beregning af kærefristen ved genanmeldelse af samme dokument

Tinglysningsretten havde den 8. januar 2013 afvist at tinglyse en deklaration om kreditorbeskyttelse med henvisning til, at beskyttelsen i retsplejelovens § 513 ikke omfatter indfrielse af gæld med kreditorbeskyttede midler.

Kærende havde til støtte for påstanden om, at deklarationen skulle tinglyses, anført, at bestemmelsen i retsplejelovens § 513 efter ordlyden ikke er begrænset til at finde anvendelse ved erhvervelse af fast ejendom. 

Tinglysningsretten havde påstået afvisning af kæremålet, da kærefristen var overskredet. Tinglysningsretten oplyste, at servitutten blev afvist første gang den 24. juli 2012, hvor der dog ved en fejl manglede et ”ikke” i begrundelsen.

Landsretten lagde vægt på, at der ikke skabes en ny kæreadgang ved at genanmelde et dokument til tinglysning. Tinglysningsrettens to afvisningsbegrundelser var reelt identiske, og den fejlagtige angivelse i ordlyden kunne ikke bevirke, at sidste afvisning kunne kæres. Landsretten afviste derfor kæremålet.

Højesterets kendelse af 14.12.2012 sag 299/2012 (8206.2012.27) 
Afvist kære - beregning af kærefristen i tinglysningslovens § 36

Tinglysningsretten havde tinglyst en servitut vedrørende byggeret, hvilket blev kæret af ejerforeningen på vegne af ejerne af ejendommen. Servitutten var anmeldt af påtaleberettigede i henhold til en bemyndigelse i skøderne på ejendommen fra ejerne.

Landsretten afviste kæremålet, da der var kæret for sent.

Procesbevillingsnævnet meddelte tilladelse til kære til Højesteret.

Kærende havde til støtte for påstanden i Højesteret om, at sagen skulle hjemvises til realitetsbehandling i Vestre Landsret, anført, at kæremålet var iværksat rettidigt, idet begrebet ”vedkommende” i tinglysningslovens § 36 skulle forstås som ”kærende”. Subsidiært var det gjort gældende, at kæremålet skulle admitteres, da det måtte anses som undskyldeligt, at de kærende ikke have iværksat kære inden for fristen, da de ikke havde haft mulighed for at gøre sig bekendt med tinglysningsafgørelsen. 

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at kærefristen på 2 uger i tinglysningslovens § 36 skal regnes fra datoen for meddelelse om tinglysning til anmelder. Kærefristen var derfor overskredet, og det var uden betydning, hvornår de kærende havde fået kendskab til afgørelsen. 

Højesteret tiltrådte, at ”vedkommende” i tinglysningslovens § 36 må forstås som anmelderen af det dokument, som er begæret tinglyst. Højesteret stadfæstede landsrettens kendelse, idet der var kæret for sent, og da der ikke var grundlag for undtagelsesvist at tillade kære efter kærefristens udløb.  
(U.2013.820H)

V.L.K. af 12.09.2011 V.L. B-2158-11 (8206.2011.141)
Afvist kære - svar via kontaktformularen var ikke en afgørelse

Tinglysningsretten havde tinglyst en vedtægt og allonger med frist.  

Kærende havde påstået vedtægterne og allongerne tinglyst uden frist.

Tinglysningsretten havde påstået kæremålet afvist som iværksat for sent.

Landsretten fandt, at kæremålet var iværksat for sent. Tinglysningsretten havde ikke ved en efterfølgende besvarelse via kontaktformularen truffet en afgørelse. Kæremålet blev derfor afvist. 

V.L.K. af 23.04.2020 i V.L. B-0102-20 (8206.2020.12)
Fødselsdato kunne ikke kræves fjernet fra tingbog/tingbogsattest

Tinglysningsretten havde afvist anmodning om, at fødselsdato ikke skulle fremgå af tinglysning.dk.

Kærende havde til støtte for påstanden om, at fødselsdatoen ikke skulle fremgå af tinglysning.dk, anført, at han havde adressebeskyttelse og efter persondataforordningen kunne få fjernet eller anonymiseret relevant personlig information fra offentlig indsigt. 

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at det fremgår af tinglysningslovens § 50 a og § 50 c, at der er offentlig adgang til aktuelt tinglyste oplysninger i tingbogen, dog således at personnumre ikke vises, samt at retten til beskyttelse af personoplysninger efter persondataforordningen ikke er en absolut ret, idet retten skal ses i sammenhæng med sin funktion i samfundet og afvejes i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet over for andre grundlæggende rettigheder.

Landsretten lagde vægt på det af Tinglysningsretten anførte, og stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse. 
(FM 2020.200)

V.L.K. af 29.09.2014 i V.L. B-1728-2014 (8206.2014.47) 
Afvist at tinglyse underpant bl.a. på grund af fuldstændigt cpr-nr. i de vedhæftede bilag

Tinglysningsretten havde afvist at tinglyse et underpant i et ejerpantebrev bl.a. i medfør af ting-lysningsbekendtgørelsen § 4, stk. 4, da et vedhæftet dokument i bilagsbanken indeholdt cpr-nr. Desuden var en vedhæftet skiftefuldmagt ikke vitterlighedspåtegnet, og indeholdt ikke samtykke fra fuldmagtsgiver til selvkontrahering. Endelig var anmeldelsen afvist, da ejendommen i mellemtiden var solgt på tvangsauktion, og den tidligere ejer kunne ikke længere disponere over ejendommen.

Kærende havde til støtte for påstanden om, at anmeldelsen skulle tinglyses, anført, at der efter hans opfattelse ikke var hjemmel til at afvise dokumentet fra tinglysning som følge af tilstedeværelsen af fuldstændigt cpr-nr. i bilag. Den tinglyste tvangsauktion var ikke til hinder for tinglysning af underpantet, da der ikke var tale om stiftelse af en ny rettighed over den faste ejendom, men blot om efterfølgende kundgørelse af en ret stiftet lang tid forud for tvangsauktionen. Endelig blev det anført, at der ikke var tale om selvkontrahering, da dødsboet var en selvstændig juridisk enhed.

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at de til anmeldelsen vedhæftede bilag indeholdt cpr-nr., og at tinglysning af anmeldelsen ville indebære en overtrædelse af reglerne om, at cpr-nr. ikke må videregives. Der var ikke registreret fuldmagt fra de øvrige arvinger, og de foreviste fuldmagter var ikke vitterlighedspåtegnet, ligesom de ikke gav ret til selvkontrahering. Tinglysningsretten havde videre lagt vægt på, at den tidligere ejer ikke længere kunne disponere over ejendommen, da ejendommen var solgt på tvangsauktion. Papirallongen var oprettet efter september 2009, hvor der alene var hjemmel til tinglysning af digitale dokumenter med digitale underskrifter.

Landsretten lagde vægt på de grunde, der var anført af Tinglysningsretten, og stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse.
(FM 2015.27)