Adkomst

V.L.K. af 23.03.2022 i V.L. B-0427-21 (21/28027) 
Skøde i strid med andelsboligforeningslovens overdragelsesforbud

Tinglysningsretten havde afvist at tinglyse et skøde vedrørende en ideel andel af en ejendom tilknyttet en eksklusiv brugsret til en beboelseslejlighed. Afvisningen var begrundet med, at ejendommen var omfattet af andelsboligforeningsloven og forbuddet mod overdragelse af en anpart af en ejendom, hvortil der var knyttet en brugsret til en beboelseslejlighed.

Der havde tidligere været oprettet et anpartsblad på ejendommen, der repræsenterede en ideel andel med brugsret til den beboelseslejlighed, der var knyttet brugsret til i skødet. Anpartsbladet var blevet nedlagt på grund af ejersammenfald mere end 3 år før skødets anmeldelse, og det anmeldte skøde indeholdt tillige en anmodning om genoprettelse af anpartsbladet med brugsret til beboelseslejligheden.

Kærende gjorde gældende, at anpartsbladet var nedlagt uden høring og uden oplysning om, at anpartsbladet ikke ville kunne genoprettes.

Tinglysningsretten anførte, at anpartsbladet var nedlagt med rette, og at det anmeldte skøde om overdragelse af en anpart af ejendommen med en tilknyttet brugsret til en beboelseslejlighed i ejendommen ikke kunne tinglyses, jf. andelsboligforeningslovens § 13.

Landsretten afviste at behandle spørgsmålet om Tinglysningsrettens nedlæggelse af anpartsbladet, idet kærefristen for længst var overskredet. Landsretten tiltrådte afvisningen af det anmeldte skøde, da ejendommen var omfattet af andelsboligforeningsloven og forbuddet i lovens § 13 mod overdragelse af en anpart af en fast ejendom med en brugsret til en beboelseslejlighed tilknyttet og stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse.

V.L.K. af 14.03.2016 V.L. B-2121-15 (8206.2015.68). 
Skøde tinglyst med frist til erklæring efter andelsboligforeningsloven

Tinglysningsretten havde tinglyst et skøde med frist til afgivelse af erklæring efter andelsboligforeningsloven.

Ved skødet blev hele den faste ejendom overdraget til tre købere.

Landsretten tiltrådte, at uanset ordlyden af andelsboligforeningslovens § 17, stk. 1, kunne Tinglysningsretten efter indholdet af reglen i samme lovs § 13, stk. 2, kræve en erklæring, der viste, at overdragelsen ikke var i strid med denne regel og stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse. 
(FM 2016.214)

V.L.K. af 16.11.2011 V.L. B-2384-11 (8206.2011.148)
Tinglyst skøde med frist til erklæring iht. Andelsboligforeningsloven

Tinglysningsretten havde tinglyst et skøde på en landbrugsejendom med frist til afgivelse af erklæring iht. andelsboligforeningsloven.

Ved skødet solgte den ene af de to daværende ejere vedkommendes ideelle andel af ejendommen til tredjemand.

Kærende havde til støtte for påstanden om, at skødet skulle lyses endeligt anført, at der var tale om en landbrugsejendom, som ikke var omfattet af andelsboligforeningsloven.

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at der ikke i andelsboligforeningsloven er anført noget om, at landbrugsejendomme er undtaget fra lovens anvendelsesområde.

Landsretten var enig i Tinglysningsrettens resultat og begrundelsen herfor, og stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse.
(FM 2012.193) 

V.L.K. af 12.03.2024 V.L. B-0039-24 (24/02649) 
Tinglysning af auktionsskøde

Tinglysningsretten havde tinglyst et auktionsskøde til den i anmeldelsen indsatte køber/erhverver, som var identisk med auktionskøber i et af fogedretten udstedt auktionsskøde.

Auktionsskødet var vedhæftet anmeldelsen. Til anmeldelsen var også vedhæftet et transportskøde, og anmelder havde i et følgebrev til Tinglysningsretten bemærket, at skødet ønskedes afvist, hvis ikke anmeldelsen resulterede i, at erhververen i henhold til transportskødet blev adkomsthaver.

Kærende havde til støtte for påstanden om, at auktionsskødet skulle have været afvist, anført, at anmeldelsen ikke resulterede i, at køber i henhold til transportskødet blev adkomsthaver.

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at der var tinglyst i overensstemmelse med det anmeldte. Da fogedretten allerede havde udstedt auktionsskøde, kunne retten til at få udstedt auktionsskøde ikke længere overdrages. Der ville ikke kunne tinglyses auktionsskøde til andre end auktionskøberen i henhold til auktionsskødet udstedt af fogedretten, og Tinglysningsretten havde derfor med rette set bort fra bemærkningen i følgebrevet.

Landsretten stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse af de grunde, som Tinglysningsretten havde anført.
(FM2024.65) 

V.L.K. af 23.10.2015 V.L. B-1353-15 (8206.2015.31). 
Omdannelse fra I/S til a.m.b.a. kunne ikke noteres som navneændring

Tinglysningsretten havde afvist en anmeldelse om notering af navneændring for et vandværk fra I/S til a.m.b.a. bl.a. under henvisning til, at overdragelsen til a.m.b.a. medførte en overgang fra en juridisk enhed til en anden juridisk enhed.

Landsretten var enig med Tinglysningsretten i, at ændringen af ejendommens adkomsthaver fra I/S til a.m.b.a. ikke havde karakter af en navneændring, og at en sådan adkomstændring derfor ikke kunne ske ved notering og stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse. 
(FM 2016.49) 

V.L.K. af 22.08.2014 V.L. B-1430-14 (8206.2014.39). 
Notering af navneændring fra K/S til I/S

Tinglysningsretten havde afvist at notere en navneændring i form af konfusion, hvor et K/S var omdannet til et I/S.  

K/S’et, der var adkomsthaver på den faste ejendom, bestod af en komplementar og to kommanditister. Komplementaren blev frigjort for sine forpligtelser, og i konsekvens heraf blev selskabet omdannet til et I/S med de tidligere kommanditister som interessenter.

Kærende havde til støtte for påstanden om, at navneændringen skulle noteres, anført, at der var tale om konfusion, og at I/S’et kunne noteres som adkomsthaver.

Tinglysningsretten havde gjort gældende, at en overdragelse af ejendommen til I/S’et måtte kræve anmeldelse af et adkomstdokument i form af skøde.

Landsretten fandt, at K/S’et, der var slettet i Det Centrale Virksomhedsregister, var omdannet til et I/S, hvori interessenterne indgik med samme ejerandele som hidtil i kommanditselskabet, og at der ikke herved var sket en overdragelse af selskabets ejendom, som krævede overdragelsesdokument i form af skøde. Landsretten ændrede derfor Tinglysningsrettens afgørelse. 
(FM 2015.11) 

V.L.K. af 6.10.2011 V.L. B-1809-11 (8206.2011.109)
Afvist at notere navneændring fra andelsforening til personligt ejet

Tinglysningsretten havde afvist at notere en navneændring på en ejendom.

En andelsforening var tinglyst adkomsthaver på en ejendom. Der blev anmeldt notering af navneændring, således at adkomsthaveren blev ændret til at være to navngivne personer.

Kærende havde til støtte for påstanden om, at navneændringen skulle noteres, anført, at andelsforeningens medlemmer havde vedtaget at opløse andelsforeningen, således at andelsforeningens to medlemmer nu måtte betragtes som direkte ejere af ejendommen.

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at der ikke var tale om en navneændring men et ejerskifte, som skulle anmeldes som et adkomstdokument i form af et skøde.

Landsretten var enig i Tinglysningsrettens resultat og begrundelsen herfor og stadfæstede Tinglysnings-rettens afgørelse.

(U2012.339V) 

V.L.K. af 22.05.2018 V.L. B.-0077-18 (8206.2018.4). 
Afvist at tinglyse delskøde

Tinglysningsretten havde afvist at tinglyse et delskøde på en ejendom, idet der allerede var tinglyst et delskøde på ejendommen, og det samlede areal fra de to skøder oversteg ejendommens registrerede areal.

Landsretten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Tinglysningsrettens praksis, hvorefter et delskøde nr. 2 på en ejendom ikke kan tinglyses, hvis der rådes over et areal, som overstiger ejendommens areal med fradrag af et areal ifølge tinglyst delskøde nr. 1 og stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse. 
(FM 2018.201)

V.L.K. af 24.04.2015 V.L. B-0030-15 (8206.2014.81). 
Afvist at tinglyse delskøde uden oplysning om delarealets størrelse

Tinglysningsretten havde afvist at tinglyse et delskøde, som ikke indeholdt angivelse af delarealets størrelse i kvadratmeter. Delarealets størrelse fremgik alene af et vedhæftet bilag.

Kærende havde til støtte for påstanden om, at skødet skulle tinglyses med frist til matrikulær berigtigelse, anført, at der ikke i tinglysningslovens § 15, stk. 2, var hjemmel til afvisning.

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at det fremgår af bekendtgørelse nr. 880 af 16. september 2009, hvilke oplysninger, der skal indhentes og videregives til told- og skatteforvaltningen. Det følger af bekendtgørelsens § 2, stk. 3, at ved overdragelse af delareal skal arealets størrelse angivet i kvadratmeter oplyses. Dette kan alene ske i skødeteksten.  

Landsretten lagde til grund, at oplysning om delarealets størrelse angivet i kvadratmeter kun kan gives i skødeteksten, og at det ikke var tilstrækkeligt, at oplysningen fremgik af et bilag vedhæftet anmeldelsen. På den baggrund, og da tinglysningslovens § 15, stk. 2, ikke indeholder en udtømmende angivelse af, i hvilke tilfælde afvisning fra tinglysning kan ske, stadfæstede landsretten Tinglysningsrettens afgørelse. 
(FM 2015.148)

V.L.K. af 04.03.2013 V.L. B-0411-13 (8206.2013.7)
Afvist at tinglyse et delskøde

Tinglysningsretten havde afvist at tinglyse et skøde vedrørende en del af en ejendom, idet det solgte areal var angivet til at være større end det samlede areal for ejendommen, der var registreret i tingbogen. Endvidere var de berørte to matr.nr. ikke identificeret ved delnumre.

Kærende havde til støtte for påstanden om, at skødet skulle tinglyses med frist til matrikulær berigtigelse, anført, at det solgte var identificeret på rids, og at det ikke kunne kræves, at de matrikulære forarbejder var gennemført og registreret i matriklen, før arealoverførselsskødet blev anmeldt til tinglysning.

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at det solgte areal ikke var tilstrækkeligt identificeret.

Landsretten stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse, idet landsretten ikke fandt grundlag for at tilsidesætte Tinglysningsrettens krav om, at begge matr.nr. skulle have været nævnt i skødet under handlens omfang, ligesom landsretten heller ikke fandt grundlag for at tilsidesætte Tinglysningsrettens krav om angivelse af delnumre på tinglysningsridset. Landsretten bemærkede endvidere, at der ikke fandtes grundlag for at tilsidesætte afgørelsen, selvom det fremgik af den vedhæftede skematiske redegørelse, at den ene matrikel skulle inddrages under den anden matrikel i forbindelse med arealoverførslen, hvilket var forklaringen på det solgte areals størrelse.
(FM 2013.177) 

V.L.K af 17.01.2024 V.L. B-0261-23 (23/37685).
Matrikelnumres indbyrdes placering forvekslet

Tinglysningsretten havde afslået en anmodning om i medfør af tinglysningslovens § 20, stk. 3, eller § 34, stk. 1 og 2, at ændre registreringen i tingbogen således, at ejerne og belåningerne vedrørende to ejendomme blev ombyttet.

Sagen angik spørgsmålet om, hvorvidt retten havde begået fejl ved tinglysning af adkomst for de kærende til to ejendomme, der grænsede op til hinanden, og hvor matrikelnumre og adresseoplysninger ikke stemte overens.

Kærende havde til støtte for påstanden om, at registreringen i tingbogen skulle ændres, anført, at der i forbindelse med tinglysningen var byttet om på de to ejendomme.

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at skøderne var tinglyst i overensstemmelse med matrikelangivelsen på skøderne, og der var således ikke begået fejl.

Landsretten slog fast, at registreringen af de kærende som adkomsthavere ikke kunne anses at bero på fejl begået af retten i forbindelse med tinglysningen og stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse.
(FM2024.73) 

V.L.K. af 30.05.2023 V.L. B-0042-23 (22/22919) 
Tinglyst ejer kunne ikke slettes efter tinglysningslovens § 20

Tinglysningsretten havde afvist at slette den tinglyste adkomsthaver af en bygning på fremmed grund for derefter at indsætte kærende som ny tinglyst ejer uden skøde.

Kærende havde forevist senere ejeres utinglyste overdragelsesdokumenter vedr. ejendommen og havde oplyst, at den tinglyste adkomsthaver ikke havde ønsket at medvirke til at få et skøde med kærende som adkomsthaver tinglyst.

Kærende havde til støtte for påstanden om, at hans adkomst skulle tinglyses uden skøde, anført, at den tinglyste adkomsthavers rettighed som adkomsthaver til bygningen var åbenbart ophørt, jf. tinglysningslovens § 20, stk. 1, subsidiært at hendes ret til bygningen havde mistet sin betydning, sandsynligvis var ophørt, og/eller at hun med al rimelighed ikke længere var berettiget, jf. tinglysningslovens § 20, stk. 2.

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at der ikke er hjemmel i tinglysningslovens § 20 til at slette den tinglyste ejer og registrere en ny ejer uden den tinglyste ejers samtykke.

Landsretten tiltrådte, at betingelserne for at slette den tinglyste adkomsthaver som tinglyst ejer i medfør af tinglysningslovens § 20, ikke var opfyldt og stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse. 
(FM2024.68)

V.L.K. af 13.08.2013 V.L. B-1557-13 (8206.2013.63). 
Afvist at tinglyse et betinget skøde på grundlag af en voldgiftskendelse

Tinglysningsretten havde afvist at tinglyse et betinget skøde på en ejendom, da en voldgiftskendelse ikke kunne danne grundlag for en adkomstoverdragelse, der ikke var tiltrådt af sælgerne.

Kærende havde til støtte for påstanden om, at skødet skulle tinglyses anført, at voldgiftskendelsen burde kunne danne grundlag for tinglysning af betinget skøde.

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at en voldgiftskendelse angående pligt til at overdrage fast ejendom på samme måde som en dom kan fuldbyrdes af fogedretten, jf. voldgiftslovens § 38.

Landsretten tiltrådte, at en voldgiftskendelse om pligt til at overdrage fast ejendom skal fuldbyrdes i overensstemmelse med reglerne i retsplejelovens kapitel 48 og stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse. 
(FM 2013.270)

V.L.K. af 18.02.2013 V.L. B-0227-13 (8206.2013.4
Afvist at notere særeje, da gavemomentet ikke var tilstrækkeligt

Tinglysningsretten havde afvist at notere særeje på en ejendom i forbindelse med tinglysningen af et skøde, hvor et sommerhus blev overdraget til ejerens datter.

Af købesummen på 700.000 kr. udgjorde 87.000 kr. en gave. Restkøbesummen skulle berigtiges ved et rente- og afdragsfrit pantebrev på anfordringsvilkår.

Kærende havde til støtte for påstanden om, at særejet skulle noteres, anført, at der blev ydet en gave på ca. 12,4 % af købesummen, og at dette var tilstrækkeligt til særejenotering.

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at gavemomentet ikke var så væsentligt, at der kunne noteres særeje. Tinglysningsretten havde henvist til UfR 2002.1318V.

Landsretten tiltrådte, at gavemomentet ikke var så væsentligt, at begæringen om notering af særeje kunne tages til følge og stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse.
(FM 2013.173) 

V.L.K. af 24.01.2025 i V.L. B-0553-24 (24/31066). 
Skøde afvist efter bestemmelse i ejerforeningens tinglyste vedtægt.

Tinglysningsretten havde afvist at tinglyse et skøde på en ejerlejlighed, ejet af en ejerforening, i medfør af den tinglyste ejerforeningsvedtægts § 4, stk. 2, nr. 2.

Vedtægtsbestemmelsen var identisk med ordlyden af den tilsvarende bestemmelse i normalvedtægtens § 4, stk. 2, nr. 2. Der var ikke vedhæftet referat fra generalforsamlingen, der dokumenterede, at dispositionen var behørigt vedtaget.  

Kærende havde til støtte for påstanden om, at skødet skulle tinglyses, anført, at ejerforeningens salg af depotrum var til en forholdsvis lav værdi og til fysiske personer, der i forvejen var medlemmer af ejerforeningen, hvorfor det ikke var en væsentlig disposition.

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at der var tale om salg af en ejerlejlighed tilhørende ejerforeningen, hvilket betragtedes som en væsentlig disposition over fælles ejendom, der efter ordlyden i ejerforeningens vedtægts § 4, stk. 2, nr. 2, krævede tilslutning på en generalforsamling fra mindst 2/3 af ejerne i foreningen efter fordelingstal og antal. Det fremgik ikke af vedtægten, at medlemmer af ejerforeningens køb af depotrum kunne ske uden generalforsamlingsbeslutning. Tinglysningsretten havde endvidere lagt vægt på, at salg af depotrum ikke lå inden for bestyrelsens sædvanlige beføjelser, der fremgik af ejerforeningsvedtægtens §§ 16 og 18.

Landsretten var enig i Tinglysningsrettens resultat og begrundelse herfor og stadfæstede derfor Tinglysningsrettens afgørelse. 

V.L.K af 01.05.2024 V.L. B-0131-24 (24-09218) 
Angivelse af køber ved køb til ejerforenings fællesareal

Tinglysningsretten havde afvist at tinglyse et skøde, hvor ejerne af to ejerlejligheder overdrog delarealer beliggende i ejendommens kælder til at være en del af ejerforeningens fællesareal, hvormed køberne af arealet var alle ejerne af ejerlejlighederne.

I skødet var ejerforeningen anført som køber af arealerne, og skødet var underskrevet af de tegningsberettigede for ejerforeningen.

Kærende havde til støtte for påstanden om, at skødet skulle tinglyses, anført, at tinglysningslovens § 9, stk. 1, ikke burde føre til, at samtlige ejerlejlighedsejere skulle fremgå med cpr- og cvr-nr. på skødet. En ejerforening kan underskrive et skøde på vegne af alle ejerforeningens ejere. Betingelserne i ejerlejlighedslovens § 5, stk. 4, for at anmelde skødet til tinglysning var opfyldt, idet beslutningen om at købe arealerne var blevet truffet af ejerforeningen på en generalforsamling med det nødvendige flertal.

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at afvisningen alene angik, at ejerforeningen og ikke ejerlejlighedsejerne fremgik som køber/erhverver af ejerlejlighedsejendommens fællesarealer. Det følger af tinglysningslovens § 9, stk. 1, at et dokument, der anmeldes til tinglysning, skal indeholde oplysninger om bl.a. cpr- og cvr-nr. på de ifølge dokumentet forpligtede og berettigede. Såfremt alle ejerlejlighedsejerne havde fremgået som købere/erhververe, kunne skødet have været underskrevet af ejerforeningen ved tilføjelse af ejerforeningen som anmoder i skødet. Tinglysningsretten bemærkede endvidere, at det omhandlende skøde vedrørte overdragelse af ejerlejlighedsarealer og ikke fællesarealer, hvorfor det alene skulle tinglyses på de to ejerlejligheder, som arealerne skulle afstås fra.

Landsretten stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse af de grunde, som Tinglysningsretten havde anført. 

V.L.K. af den 8.09.2022 V.L. B-0242-22 (22/13046).
Erhvervelseslovens bopælskrav

Tinglysningsretten havde afvist at slette en frist på et skøde tinglyst med frist til yderligere beskrivelse af erhververens tilknytning iht. erhvervelsesloven.

Ved en tysk statsborgers køb af en fritidsbolig i Danmark med overtagelse den 1. april 2022, havde Tinglysningsretten lyst skødet med frist til dokumentation for opfyldelse af erhvervelseslovens bopælskrav. Erhververen havde haft adresse i Danmark siden den 1. oktober 2021.

Kærende havde til støtte for påstanden om, at skødet skulle tinglyses uden frist anført, at han sammen med sin familie havde taget varig og fast ophold i Danmark i erhvervelseslovens forstand.

Tinglysningsretten havde på baggrund af kærendes oplysninger vurderet, at kærende ikke kunne antages at have bopæl i Danmark i erhvervelseslovens forstand.

Landsretten fandt ikke grundlag for at formode, at erhververen ikke skulle have sit faste og varige hjem her i landet. Tinglysningsretten havde herefter ikke været berettiget til at betinge endelig lysning af skødet af indhentelse af Civilstyrelsens tilladelse i medfør af erhvervelsesloven. Landsretten ophævede derfor den påkærede afgørelse og hjemviste sagen til Tinglysningsretten med henblik på tinglysning af skødet uden frist. 
(U2022.5014)

V.L.K. af 30.11.2017 V.L. B-1404-17 (8206.2017.49). 
Skøde tinglyst med frist i forhold til erhvervelsesloven

Tinglysningsretten havde tinglyst et skøde med frist til dokumentation for opfyldelse af erhvervelsesbetingelserne i erhvervelseslovens § 1.

Køberen, der var dansk statsborger, havde en registreret indrejsedato, der tidsmæssigt lå inden for de seneste 5 år fra anmeldelsestidspunktet.

Kærende havde til støtte for sin påstand om hjemvisning til fornyet behandling anført, at der ikke var hjemmel til at lyse med frist, når kærende opfyldte erhvervelsesbetingelserne, jf. erhvervelseslovens § 1, stk. 1.

Tinglysningsretten havde påstået kendelsen stadfæstet.

Landsretten tiltrådte, at skødet var tinglyst med frist som sket og stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse. 

V.L.K. af 15.12.2023 V.L. B-0358-23 (23/40974). 
Skøde til kirker kunne ikke tinglyses med menighedsrådenes cvr-nr.

Tinglysningsretten havde afvist at tinglyse et skøde på en ejendom til en række kirker med henvisning til lov om folkekirkens økonomi § 21.

I skødet var kirkerne anført som købere af den faste ejendom. Af registreringerne i Det Centrale Virksomhedsregister fremgik vedrørende kirkerne, at de alle havde ansatte.

Kærende havde til støtte for påstanden om, at skødet skulle tinglyses, anført, at hverken lov om folkekirkens økonomi eller dens forarbejder indeholder bestemmelser eller bemærkninger om, hvorvidt kirker og deres respektive menighedsråd skal registreres i Det Centrale Virksomhedsregister. Tinglysningsretten havde ikke hjemmel til at foretage en nærmere prøvelse af, hvorvidt et givent cvr-nr. kan få tinglyst adkomst på en ejendom.

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at alle køberne i skødet havde registreret ansatte i Det Centrale Virksomhedsregister. Det følger af menighedsrådslovens § 9, stk. 5, at menighedsrådet er arbejdsgiver for kirkens ansatte.

Landsretten lagde til grund, at skødet reelt angav kirkernes menighedsråd som købere. Det følger af bestemmelserne i lov om folkekirkens økonomi § 21, stk. 1, og menighedsrådslovens § 34, stk. 3, at menighedsrådene bestyrer kirkens og præsteembedernes faste ejendomme. Det er alene kirken eller præsteembedet, der kan eje fast ejendom. Landsretten fandt på den baggrund, at et menighedsråd ikke kan tinglyses som erhverver af en fast ejendom, hvor adkomsthaver rettelig skal være kirken eller præsteembedet, og stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse. 
(FM2024.64)

V.L.K. af 22.08.2014 V.L. B-1627-14 (8206.2014.41). 
Manglende dokumentation for bemyndiget person iht. menighedsrådsloven

Tinglysningsretten havde afvist at tinglyse et skøde på en ejendom, da det ikke var dokumenteret, hvem der var udpeget for køber i henhold til menighedsrådslovens § 9, stk. 9.

Skødet var på vegne af køber, der var et sogn, underskrevet af to personer, hvoraf den ene var dokumenteret at være formand for menighedsrådet. Det var ikke dokumenteret, at den anden person – eller andre medlemmer af menighedsrådet – var udpeget iht. menighedsrådslovens § 9, stk. 9.

Kærende havde til støtte for påstanden om, at skødet skulle tinglyses, anført, at kærendes tegningsregel trådte i stedet for angivelse af, hvem der var valgt som bemyndiget i henhold til menighedsrådslovens § 9, stk. 9.

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at menighedsrådslovens § 9, stk. 9, er en legitimationsbestemmelse. En afvigelse af denne bestemmelse kræver dispensation fra Kirkeministeriet, jf. menighedsrådslovens § 43, og en sådan var ikke givet.

Landsretten fandt, at kærendes tegningsregel ikke kunne træde i stedet for en angivelse af, hvem der var valgt som bemyndiget i henhold til menighedsrådslovens § 9, stk. 9. Der forelå ikke oplysninger om, at Kirkeministeriet havde meddelt dispensation. Beføjelsen efter menighedsrådslovens § 9, stk. 9, var ikke dokumenteret, og landsretten tiltrådte derfor Tinglysningsrettens afgørelse. 
(FM 2015.13)

V.L.K af 07.03.2024 V.L. B-0014-24 (24-00012). 
Ikraftsat fremtidsfuldmagt var til hinder for tinglysning af skøde

Tinglysningsretten havde afvist at tinglyse et skøde på to ejendomme, som blev overdraget til den tinglyste adkomsthavers to sønner.

Sælger havde registreret en fremtidsfuldmagt, hvor de to sønner var indsat som fremtidsfuldmægtige, og fremtidsfuldmagten var sat i kraft, da sælger med MitID underskrev skødet vedrørende salget af ejendommen til sønnerne.

Kærende havde til støtte for påstanden om, at skødet skulle tinglyses, anført, at sælger ikke havde mistet sin retlige handleevne som følge af fremtidsfuldmagtens ikraftsættelse. Da sælger selv havde underskrevet skødet, var der ikke tale om selvkontrahering.

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at sælger havde mistet sin legitimitet til at kunne underskrive skødet alene, da fremtidsfuldmagten var sat i kraft. Der måtte i stedet beskikkes en særlig værge, jf. værgemålslovens § 47.

Landsretten slog fast, at da sælger selv havde underskrevet skødet, der ikke blev medunderskrevet af sønnerne som hendes fremtidsfuldmægtige, forelå der ikke en situation, der er omfattet af forbuddet mod selvkontrahering i lov om fremtidsfuldmagter § 13. Der skulle have været beskikket en særlig værge efter værgemålslovens § 47 for sælger ved salget af ejendommene til hendes fremtidsfuldmægtige. Da dette ikke var sket, var det berettiget, at Tinglysningsretten havde afvist at tinglyse skødet i medfør af tinglysningslovens § 15, stk. 2.
(FM2024.66) 

V.L.K. af 01.12.2015 V.L. B-1058-15 (8206.2015.17). 
NaturErhvervsstyrelsen skulle tiltræde skøde iht. Samejedeklaration

Tinglysningsretten havde tinglyst et skøde med frist til NaturErhvervsstyrelsens samtykke i henhold til en tinglyst samejedeklaration.

Kærende havde til støtte for påstanden om, at fristen skulle slettes, og at skødet skulle indføres endeligt i tingbogen uden samtykke fra NaturErhvervsstyrelsen, anført, at der var afgivet behørig erklæring om opfyldelse af landbrugslovens betingelser, jf. § 1, stk. 1, nr. 1. i bekendtgørelse nr. 316 af 21. marts 2013.

Tinglysningsretten havde påstået afgørelsen stadfæstet.

Landsretten stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse. 
(FM 2016.52)

V.L.K. af 03.07.2025 i V.L. B-0202-25 (25/15014).
Afvist skøde i henhold til beslutningskompetence i vedtægt

Tinglysningsretten havde afvist et skøde på en ejendom i henhold til manglende dokumentation for købers repræsentantskabs beslutning om købet i henhold til købers vedtægt.

Skødet var for købers vedkommende underskrevet af de tegningsberettigede. Der var ikke vedlagt dokumentation for repræsentantskabsbeslutningen om køb eller for repræsentantskabets delegation af beslutningskompetencen til bestyrelsen.

Kærende havde til støtte for påstanden om, at skødet skulle tinglyses bl.a. anført, at Tinglysningsretten alene har kompetence til at prøve, om dokumentet er signeret i overensstemmelse med tegningsreglerne og ikke til at prøve, om den bagvedliggende beslutning er truffet i overensstemmelse med vedtægterne.

Tinglysningsretten havde bl.a. lagt vægt på, at købers repræsentantskab ifølge vedtægten skulle træffe beslutning om erhvervelse af ejendomme og grunde, og de tegningsberettigede for køber derfor ikke er legitimeret til at råde på købers vegne uden forevisning af repræsentantskabets beslutning herom.

Landsretten var enig i Tinglysningsrettens resultat og begrundelsen herfor og stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse.

V.L.K. af 11.02.2014 V.L. B-0165-14 (8206.2014.1) 
Skøde tinglyst med frist til afgivelse af eneanpartshavererklæring

Tinglysningsretten havde tinglyst et skøde med frist til afgivelse af eneanpartshavererklæring.

Ved skødet overdrog et aktieselskab en ejendom til et andet aktieselskab.

Kærende havde til støtte for påstanden om, at skødet skulle tinglyses uden frist, anført, at der var tale om en koncerninternoverdragelse fra datterselskab til moderselskab, og der var ingen aktionærinteresser at varetage.

Tinglysningsretten havde henvist til tidligere afgørelse på området.

Landsretten fastslog, at som udgangspunkt skal selskabers interne beslutningsprocesser, herunder inhabilitetsreglerne, ikke påses af medkontrahenter og andre uden for selskabet. Der var i det foreliggende tilfælde ikke omstændigheder, som gjorde det naturligt for omverdenen, her Tinglysningsretten, at kræve dokumentation for, at dispensationen var godkendt af et habilt og kompetent selskabsorgan. Landsretten ændrede Tinglysningsrettens afgørelse, således at skødet skulle tinglyses uden frist. 
(FM 2014.117)   

V.L.K. af 31.08.2021 V.L. B-0214-21 (21/16311). 
Købers erklæring på tro og love ikke tilstrækkeligt ift. tinglyst servitut

Tinglysningsretten havde afvist en påtegning til et skøde tinglyst med frist til underskrift af påtaleberettigede iht. tinglyst servitut.

Tinglysningsretten havde tinglyst et skøde med frist til underskrift af de påtaleberettigede iht. servitut, hvorefter ejendommen ikke måtte sælges, udlejes eller udlånes til en navngiven organisation eller efterfølgende ejere eller brugere af ejendomme i samme område tilhørende den samme organisation. Ved skødet overdrog ejendommens ejer 50 % af ejendommen til sin ægtefælle.

Ved påtegningen erklærede køberen på tro og love ikke at have relationer til den pågældende organisation.

Kærende anførte, at servitutten ikke indeholdt bestemmelse om, at de påtaleberettigede skulle godkende enhver overdragelse af ejendomme omfattet af servitutten. Der var ikke tale om et salg i fri handel, og det var tilstrækkeligt, at køberen havde afgivet erklæring på tro og love.

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at servitutten, der i henhold til sin ordlyd begrænsede ejerens råden over ejendommen, skulle påses, og at køberens erklæring på tro og love var ikke tilstrækkelig.

Landsretten stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse. 
(FM 2022.143) 

V.L.K. af 18.03.2016 V.L. B-0269-16 (8206.2016.3). 
Skøde skulle tiltrædes af påtaleberettigede i en servitut tinglyst i 1894

Tinglysningsretten havde afvist at tinglyse et skøde med henvisning til, at der manglede tiltrædelse fra påtaleberettigede i henhold til en servitut fra 1894.

Servitutten vedrørte anvendelse til missionshus og en forkøbsret.

Kærende havde anført, at forkøbsretten var personlig for daværende ejer og derfor ikke faldt i arv.

Landsretten fandt, at det ikke var åbenbart, at servituttens bestemmelse om missionshus og forkøbsret alene gælder gavegiver og ikke dennes arvinger. Landsretten fandt ikke grundlag for at ændre Tinglysningsrettens afgørelse, jf. tinglysningslovens § 10, stk. 1, om tingbogshjemmel og stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse. 
(FM 2016.198)

V.L.K. af  01.12.2015 V.L. B-0834-15 (8206.2015.13). 
Meddelelse om tvangsauktion tilvejebragte ikke tingbogslegitimation

Tinglysningsretten havde tinglyst et skøde med frist til afgivelse af erklæring om, at den i skødet anførte påtaleberettigede fortsat var materiel ejer af anpart 1.

En tinglyst samejeoverenskomst indeholdt en forkøbsret for den anden anpartshaver. Meddelelse om tvangsauktion var lyst på anpart 1, hvorimod der ikke var tinglyst auktionsskøde.

Kærende havde til støtte for påstanden om, at skødet skulle tinglyses endeligt uden frist, anført, at udskrift af auktionsbogen dokumenterede, hvem der var ejer af anpart 1, og at denne ejer således var berettiget til at fraskrive sig forkøbsretten til anpart 2.

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at en auktions- eller transportkøber ikke opnår legitimation til at disponere, så længe vedkommendes ret ikke er sikret ved tinglysning af auktionsskøde eller ved tinglysning af auktionsbogsudskriften.

Landsretten fastslog, at en meddelelse om tvangsauktion sikrer tvangsauktionskøberen mod ekstinktion, men at meddelelse om tvangsauktion ikke tilvejebringer den fornødne tingbogslegitimation til afgivelse af samtykke som påtaleberettiget i henhold til forkøbsretten. Landsretten tiltrådte, at skødet var tinglyst med frist som sket. 
(FM 2016.51) 

V.L.K. af 18.11.2013 V.L. B-2573-13 (8206.2013.80). 
Afvist at tinglyse delskøde pga. manglende tiltrædelse af påtaleberettiget

Tinglysningsretten havde afvist et arealoverførselsskøde på en ejendom.

På ejendommen var tinglyst en servitut, som gav forkøbsret til tredjemand. Forkøbsretten angik ifølge servitutten ”den mig ifølge tinglyst adkomst tilhørende landbrugsejendom, matr. nr. xx og yy”. Ejendommen blev senere tilført yderligere matrikelnumre. Disse matrikelnumre blev ved arealoverførsels-skødet frasolgt igen.

Kærende gjorde gældende, at forkøbsretten ikke omfattede de senere tilkøbte arealer.

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at forkøbsretten vedrørte hele landbrugsejendommen.

Landsretten fastslog, at de senere tilkøbte arealer var blevet en del af kærendes landbrugsejendom, og da forkøbsretten omfattede ”den mig tilhørende landbrugsejendom”, kunne det ikke udelukkes, at forkøbsretten også omfattede disse matrikelnumre, og stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse. 
(FM 2014.116)

V.L.K. af 16.08.2013 V.L. B-1490-13 (8206.2013.61). 
Gensidig forkøbsret af anparter

Tinglysningsretten havde afvist et skøde, hvor en anpart i en ejendom opdelt i to anparter blev overdraget, da ejeren af den anden anpart ikke havde tiltrådt skødet.

På ejendommen var der tinglyst en samejekontrakt, hvori der var indsat en gensidig forkøbsret. Bestemmelsen i samejekontrakten lød: ”De nuværende anpartshavere, [navn] som ejer af anpart nr. 1, og [navn] som ejer af anpart nr. 2, meddeler herved hinanden gensidig forkøbsret til de respektive anpartslejligheder …”.

Kærende havde til støtte for påstanden om, at skødet skulle tinglyses, anført, at forkøbsretten var personlig for ejerne af anparterne på tidspunktet for samejekontraktens oprettelse.

Tinglysningsretten gjorde gældende, at samejekontrakten skulle fortolkes således, at de til enhver tid værende ejere af anparterne har gensidig forkøbsret.

Landsretten slog fast, at der ikke var grundlag for at antage, de til enhver tid værende ejere af anparterne havde gensidig forkøbsret. Landsretten ophævede Tinglysningsrettens afgørelse og hjemviste sagen med henblik på tinglysning af skødet. 
(FM 2013.276)