Afvisning af sletning efter tinglysningslovens § 20, stk. 1

Dom afsagt: 24. august 2026

Tinglysningsretten havde afvist at slette en servitut på en ejendom i medfør af tinglysningslovens § 20, stk. 1.
Servitutten vedrørte en generel og tidsubegrænset ret for ejerne af den herskende ejendom til at hente vand i et vandhul på den tjenende ejendom.

Kærende havde til støtte for påstanden om sletning af servitutten navnlig anført, at servituttens formål var bortfaldet, og at den ikke længere havde nogen praktisk funktion eller reel anvendelsesmulighed. Kærende henviste desuden til, at den stedlige kommune havde meddelt tilladelse til nedlæggelse af vandhullet efter naturbeskyttelseslovens § 3, og at vandhullet ikke længere eksisterede på ejendommen.

Tinglysningsretten havde navnlig lagt vægt på, at en rettighed ikke kan anses for åbenbart ophørt alene som følge af, at ejeren af den tjenende ejendom egenhændigt har ændret ejendommens forhold. Servituttens formål og åbenbare ophør kunne ikke entydigt fastlægges ud fra dens ordlyd. Kommunens vurdering af, at vandhullet ikke er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, angik desuden offentligretlige forhold og ikke det privatretlige forhold mellem ejendommens ejer og rettighedshaveren.

Landsretten lagde vægt på, at det på baggrund af de foreliggende oplysninger ikke var dokumenteret, at rettighederne efter servitutten var åbenbart ophørt. Landsretten stadfæstede derfor Tinglysningsrettens afgørelse.