23 apr. 2026
Retten i Svendborg
Digital håndtering af alle straffesager
Fra den 6. maj 2026 er Retten i Svendborg overgået til digital håndtering af alle straffesager.
Det betyder, at vi begynder at modtage alle nye straffesager digitalt fra vores tilhørende politikreds, og sagsmateriale i alle straffesager bliver sendt digitalt.
For dig som advokat betyder det, at du fremover også vil modtage alle nye straffesager digitalt. Alt efter filernes størrelse vil det enten ske via mail eller USB.
Denne digitale arbejdsgang er en del af et myndighedsfælles projekt mellem straffesagskædens parter om at digitalisere hele håndteringen af straffesager.
Digitaliseringen trådte allerede i kraft den 28. januar 2026 for fire politikredse: Nordjyllands Politi, Syd- og Sønderjyllands Politi, Midt- og Vestjyllands Politi og Bornholms Politi. Sagsmateriale i alle straffesager er siden denne dato blevet sendt digitalt til byretterne i: Aalborg, Hjørring, Viborg, Herning, Holstebro, Esbjerg, Sønderborg og Bornholm. I februar 2026 blev kredsen udvidet med Københavns Politi og dermed også Retten på Frederiksberg samt Københavns Byret.
Sammen med de øvrige retskredse begynder vi den 6. maj 2026 at modtage alle nye straffesager digitalt fra politikredsene, og dermed foregår oversendelse af straffesager digitalt i alle landets politi- og retskredse.
Du kan holde dig orienteret på informationssiden til advokater om kommende ændringer og muligheder ifm. Domstolsstyrelsens digitalisering af straffe- og skifteområdet.