10 sep. 2026
Retten i Randers
10 års fængsel i nævningesag
Dom afsagt: 10. september 2026
En 24-årig mand med bandetilknytning idømt fængsel i 10 år for natten til den 23. januar 2025 i forening med medgerningsmænd med en AK47 fuldautomatisk riffel at have skudt mod Hells Angels' klubhus i Randers.
Sagsnummer: SS 3-445/2026
Retten i Randers har den 10. september 2026 afsagt dom i en nævningesag, hvor en 24-årig mand med bandetilknytning var tiltalt for besiddelse og anvendelse af skydevåben under særlig skærpende omstændigheder og på offentligt sted i forening med andre medgerningsmænd. Der var tillige rejst tiltale efter straffelovens § 81 a. Denne bestemmelse angår kriminalitet, der ”har baggrund i eller er egnet til at fremkalde en konflikt mellem grupper af personer” (bandekonflikt), og den giver mulighed for at forhøje straffen med indtil det dobbelte.
Den 24-årige mand blev fundet skyldig i natten til den 23. januar 2025 i forening med medgerningsmænd at have transporteret en AK47 fuldautomatisk riffel til Randers, hvor der med våbnet blev affyret 3 skud mod Hells Angels' klubhus på Rådmands Boulevard 50 i Randers C. Det blev samtidig fundet bevist, at den 24-årige mand havde bandetilknytning, og at skyderiet var egnet til at fremkalde en konflikt mellem grupper af personer i bandegrupperingerne Loyal to Familia (LTF) og Hells Angels. Der var enighed om skyldspørgsmålet.
Straffen blev fastsat til fængsel i 10 år. Den 24-årige mand fik samtidig forbud mod i en periode på 8 år at opholde sig i Randers Kommune og i en række nærmere bestemte områder i Helsingør, København N og på Amager. Endelig fik den 24-årige mand forbud mod i en periode på 8 år at tage kontakt til personer med tilknytning til grupperingen Loyal to Familia (LTF). Der blev afgivet 9 stemmer for at fastsætte straffen til fængsel i 10 år og 3 stemmer for at fastsætte straffen til fængsel i 9 år. Der var enighed om at idømme den 24-årige mand kontakt- og opholdsforbud i 8 år.
Den 24-årige mand ankede dommen til Vestre Landsret til formildelse.
Hvis der er spørgsmål til dommen, kan henvendelse ske til pressekontaktdommer Martin Møller-Heuer på tlf. nr. 99688600.