20 mar. 2026
Retten i Randers
Dom i nævningesag om seksuelle overgreb mod børnebørn
En 67-årig mand fra Djursland er idømt 8 års fængsel for seksuelle overgreb mod to børnebørn og to stedbørnebørn samt for besiddelse af seksuelt materiale af børn under 18 år
Sagsnummer: 3-2521/2025
Sagen kort fortalt
Den nu 67-årige var tiltalt for i perioden fra april 2019 til januar 2025 på sin bopæl i flere tilfælde at have begået voldtægt ved samleje og voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje og forsøg herpå over for et mindreårigt barnebarn, hvoraf flere af forholdene blev begået, da hun var under 12 år. Han var videre tiltalt for andet seksuelt forhold end samleje og forsøg herpå ved udnyttelse af sin fysiske og psykiske overlegenhed over for et mindreårigt stedbarnebarn i perioden fra august 2019 til juli 2022, da hun var mellem 12 og 15 år. Han var desuden tiltalt for blufærdighedskrænkelse over for begge børn, et andet barnebarn og et andet stedbarnebarn, samt for at have besiddet seksuelt materiale af børn under 18 år vedrørende tre af børnene.
Tiltalte nægtede sig skyldig i forholdene om seksuelle overgreb og besiddelse af seksuelt materiale af børn under 18 år. Tiltalte erkendte sig skyldig i et mindre forhold om overtrædelse af færdselsloven.
Sagens udfald
Et enigt nævningeting fandt med mindre ændringer den 67-årige skyldig i den rejste tiltale.
Retten lagde særlig vægt på børnenes forklaringer, som fremstod troværdige og selvoplevede. Forklaringerne var blandt andet støttet af vidneforklaringerne, indholdet af video- og billedmateriale, der var fundet på tiltaltes computer og telefon, hans søgehistorik og korrespondance mellem tiltalte og to af børnene.
Straffen blev af et enigt nævningeting fastsat til fængsel i 8 år.
Retten lagde ved strafudmålingen navnlig vægt på karakteren, omfanget og grovheden af forholdene, at forholdene var begået over for tiltaltes børnebørn og stedbørnebørn, samt børnenes alder og den lange periode, som forholdene var begået over.
Den 67-årige fik derudover forbud mod at lade børn under 18 år tage ophold i sin bolig (boligforbud) og at modtage besøg af uledsagede børn under 18 år (besøgsforbud).
Børnene blev tilkendt tortgodtgørelser på henholdsvis 250.000 kr., 150.000 kr., 15.000 kr. og 8.000 kr.
Tiltalte ankede dommen.
Afgørelsesdato
Dommen blev afsagt af Retten i Randers den 20. marts 2026