Om nødværge

Det fremgår af straffelovens § 13, stk. 1, at handlinger foretagne i nødværge er straffri, for så vidt de har været nødvendige for at modstå eller afværge et påbegyndt eller overhængende uretmæssigt angreb og ikke åbenbart går ud over, hvad der under hensyn til angrebets farlighed, angriberens person og det angrebne retsgodes betydning er forsvarligt. Det følger videre af § 13, stk. 2, at hvis nogen overskrider grænserne for lovligt nødværge, bliver vedkommende dog straffri, hvis overskridelsen er rimeligt begrundet i den ved angrebet fremkaldte skræk og ophidselse.

Tiltalte havde gennem en længere periode været i konflikt med medlemmerne af en gruppering, ligesom tiltalte grundet konflikten havde købt en kniv.

På et tidspunkt løb flere personer fra grupperingen efter tiltalte, da han forlod et fitnesscenter. Tiltalte stoppede på et tidspunkt op og trak sin kniv. I det efterfølgende forløb stak tiltalte den ene person (A) i halsen, hvorefter tiltalte blev væltet om på jorden, hvor han stak en anden person (B) i brystet. Både A og B afgik ved døden som følge af knivstikkene. En tredje person (C) blev stukket i benet af tiltalte, mens tiltalte lå på jorden.

Tiltalte blev efterfølgende tiltalt for to tilfælde af manddrab efter straffelovens § 237 og et drabsforsøg, subsidiært grov vold efter straffelovens § 245.

Byretten frifandt tiltalte med henvisning til straffelovens § 13, stk. 1 og 2

Byretten lagde til grund, at tiltalte var i konflikt med personerne fra grupperingen, og at han i sine samtaler og beskedudvekslingerne med medlemmerne af grupperingen havde en attitude, der var egnet til at holde liv i og eskalere konflikten. Byretten lagde videre til grund, at tiltalte var i konflikt med gruppen som sådan, og at tiltalte på grund af konflikten købte gerningskniven og herefter stort set altid havde den på sig, når han forlod hjemmet. Byretten fandt det bevist, at B på gerningstidspunktet var i besiddelse af en kniv.

Byretten fandt, at tiltalte havde forsæt til drab i begge forhold, men at han i forhold til drabet på A var straffri, jf. straffelovens § 13, stk. 2, og i forhold til B var straffri, jf. straffelovens § 13, stk. 1. Byretten fandt videre, at tiltalte var skyldig i grov vold mod C, men at han var straffri, jf. straffelovens § 13, stk. 1

Anklagemyndigheden ankede dommen til landsretten.

Landsretten stadfæstede byrettens dom

Landsretten lagde bl.a. til grund, at der på gerningstidspunktet var en konflikt mellem tiltalte og personerne i grupperingen, og at konflikten fandt sted i et voldsparat miljø og tidligere var kommet til udtryk i voldelige episoder, herunder mod tiltalte. Landsretten fandt, at det ikke kunne afvises, at en eller flere af de personer, der forfulgte og konfronterede tiltalte, var bevæbnet med kniv, og at tiltalte havde grund til at tro, at det var tilfældet.

Landsretten tiltrådte, at tiltalte forsætligt havde overtrådt straffelovens § 237 i de to forhold vedrørende A og B og § 245 i det tredje forhold vedrørende C.

Landsretten frifandt tiltalte vedrørende drabet på A med henvisning til, at tiltaltes overskridelse af grænsen for lovligt nødværge måtte anses for rimeligt begrundet i den ved angrebet fremkaldte skræk og ophidselse, jf. straffelovens § 13, stk. 2. Landsretten henviste bl.a. til, at tiltalte på baggrund af det forudgående konfliktforløb og karakteren af de tidligere voldelige episoder måtte have opfattet situationen som særdeles farlig.

Landsretten frifandt desuden tiltalte vedrørende drabet på B med henvisning til straffelovens § 13, stk. 1, da tiltaltes handling ikke åbenbart gik ud over, hvad der under hensyn til angrebets farlighed, angriberens person og det angrebne retsgodes betydning var forsvarligt. Landsretten henviste bl.a. til, at det ikke kunne afvises, at en eller flere af angriberne var bevæbnet med kniv.

Endelig frifandt landsretten tiltalte for grov vold mod C med henvisning til straffelovens § 13, stk. 1.

Landsretten stadfæstede således byrettens dom.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 26/14857.