Om afvisning efter retsplejelovens § 368 a

Entreprenøren indgik i maj 2022 aftale om udførelsen af et anlægsprojekt til en samlet pris på ca. 2,2 mio. kr. med bygherren. Entreprenøren påbegyndte derpå tilrettelæggelsen af arbejderne og fik foretaget nogle forundersøgelser, og parterne drøftede i den forbindelse visse ekstraarbejder. Sideløbende hermed indgik parterne en rammeaftale vedrørende vedligeholdelse af udendørsarealer. Undervejs i anlægsprojektet besluttede bygherren i oktober 2022 at sætte arbejderne i bero, og entreprenøren sendte derpå bygherren rapporter fra forundersøgelserne samt forskellige opgørelser over blandt andet stilstandsomkostninger og ekstraarbejder mv. Derudover udstedte entreprenøren fakturaer baseret på disse opgørelser. Bygherren annullerede sidenhen anlægsprojektet i november 2022, og entreprenøren sendte i den anledning nogle yderligere opgørelser og fakturaer angående stilstandsomkostninger og tabt dækningsbidrag mv. 

Bygherren betalte størstedelen af entreprenørens fakturaer, men afviste at betale entreprenørens to sidste fakturaer, som tilsammen udgjorde 3.557.920 kr., og som begge relaterede sig til entreprenørens erstatningskrav i anledning af bygherrens annullering af anlægsprojektet. I den forbindelse henviste bygherren blandt andet til, at de efter parternes rammeaftale havde været berettiget til at annullere arbejderne uden at ifalde erstatningsansvar.

Entreprenøren anlagde derpå retssag mod bygherren omkring fakturakravene på 3.577.920 kr. Parternes uenigheder drejede sig navnlig om, hvorvidt bygherren berettiget havde annulleret arbejderne i medfør af rammeaftalen, samt i hvilket omfang parterne havde aftalt ekstraarbejder. 

Byretten frifandt bygherren

Byretten lagde efter bevisførelsen til grund, at bygherren havde betalt i alt 5.730.976,13 kr. til entreprenøren, selvom entreprenøren alene havde udført en mindre del af det oprindeligt aftalte projekt, samt at de mellem parterne omtvistede fakturaer drejede sig om stilstandsomkostninger for ekstraarbejder, som således lå udover det oprindelige projekt. Disse ekstraarbejder kunne efter ordlyden af og omstændighederne omkring indgåelsen af parternes rammeaftale ikke anses for omfattet af denne aftale eller dens opsigelsesklausul. Efter bevisførelsen fandt byretten det imidlertid ikke godtgjort, at parterne havde aftalt ekstraarbejderne i videre omfang end dem, som entreprenøren allerede havde modtaget betaling for. Herved lagde byretten blandt andet vægt på, at entreprenøren først havde sendt opgørelser over de omtvistede ekstraarbejder til bygherren, efter denne havde sat projektet i bero, samt at ekstraarbejderne desuden i det væsentligste beroede på anbefalingerne i rapporterne for forundersøgelserne, som bygherren også først havde modtaget efter berosættelsen af projektet. Videre lagde byretten vægt på, at vidner fra bygherren havde bestridt, at ekstraarbejderne var aftalt eller accepteret af dem, samt at ekstraarbejderne desuden syntes at være ude af proportioner med det oprindeligt aftalte projekt. Byretten frifandt herefter bygherren. 

Entreprenøren ankede dommen til landsretten med samme påstand som for byretten. Bygherren påstod ankesagen afvist efter retsplejelovens § 368 a. 

Under ankesagen gjorde entreprenøren blandt andet gældende, at byrettens bevismæssige vurdering af, om parterne havde aftalt de omtvistede ekstraarbejder, af forskellige årsager var fejlagtig, samt at byretten derudover havde misforstået, at kravet angik stilstandsomkostninger. Derudover oplyste entreprenøren, at bevisførelsen for landsretten ville bestå i førelsen af to nye vidner, hvoraf denne ene havde afgivet skriftlig vidneforklaring for byretten, samt derudover i supplerende partsforklaring og eventuelt supplerende afhjemling af en for byretten udpeget skønsmand. 

Landsretten afviste ankesagen efter retsplejelovens § 368 a

Landsretten fandt efter resultatet af byrettens dom og begrundelsen heraf, at der ikke var udsigt til, at sagen ville få et andet udfald end i byretten, herunder da der ikke på grundlag af bevisførelsen for byretten var grundlag for at antage, at entreprenøren under ankesagen kunne godtgøre sit krav. Det af entreprenøren anførte om stilstandsomkostninger og byrettens bevisvurdering samt den af entreprenøren ønskede supplerende vidneførelse kunne ikke føre til en anden vurdering. Videre fandt landsretten, at sagens betydning for ansøgers fortsatte drift ikke udgjorde en grund, der talte for, at landsretten skulle behandle sagen. Da sagen ikke var principiel, og da andre grunde heller ikke talte for, at sagen skulle behandles af landsretten, afviste landsretten ankesagen efter retsplejelovens 
§ 368 a.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 26/10519.