9 års fængsel og udvisning af irakisk statsborger

Den tiltalte var irakisk statsborger, født og opvokset i Danmark og havde ikke stiftet selvstændig familie. Den tiltalte var flere gange straffet med bøder og dagbøder for bl.a. overtrædelser af lovgivningen om euforiserende stoffer, knivloven, våbenloven og færdselsloven. Den tiltalte var ikke tidligere tildelt en advarsel om udvisning. 

Der var i sagen rejst tiltale for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 1, 2. pkt., jf. stk. 2, jf. lovgivningen om euforiserende stoffer, for organiseret narkotikakriminalitet ved håndtering af ca. 9,3 kg kokain, og straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, jf. våbenlovgivningen, for under særligt skærpende omstændigheder at have været i besiddelse af en opladt pistol.

Byretten idømte en straf på fængsel i 9 år og udvisning af Danmark med indrejseforbud i 12 år

Den tiltalte afgav uforbeholden tilståelse, der var bestyrket af de i øvrigt foreliggende oplysninger. Byretten fandt ham skyldig i overensstemmelse med tiltalen og fastsatte straffen til fængsel i 9 år efter tilståelsesrabat, jf. straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9.

Byretten lagde til grund, at den tiltaltes tilknytning til Danmark var langt stærkere end hans tilknytning til Irak, men at han ikke ville være helt uden forudsætninger for at etablere en tilværelse i Irak, hvis han blev udvist. Retten fandt, at der var betydelig risiko for, at den tiltalte også fremover ville begå alvorlig kriminalitet i Danmark, hvis han ikke blev udvist, og under hensyn hertil – og til karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet – var der meget tungtvejende hensyn, der talte for udvisning. Retten fandt, at et indrejseforbud for bestandigt ville være uproportionalt, herunder idet den tiltalte ikke tidligere havde modtaget en advarsel om udvisning. Den tiltalte blev herefter udvist med indrejseforbud i 12 år.

Landsretten stadfæstede byrettens dom

Den tiltalte ankede dommen med påstand om formildelse, således at han alene skulle tildeles en advarsel om udvisning, subsidiært at der skulle fastsættes et indrejseforbud af kortere varighed end 12 år. Anklagemyndigheden påstod skærpelse, således at den tiltalte blev udvist med indrejseforbud for bestandig, og subsidiært stadfæstelse af dommen. 

Landsretten fandt, at det efter karakteren af den tiltaltes alvorlige kriminelle adfærd, der ikke var spontan eller tilfældighedspræget, måtte antages, at den tiltalte ville være tilbøjelig til at udvise denne adfærd i fremtiden, også selvom hans tidligere alene var idømt bødestraf. Herefter, og efter de af byretten anførte grunde, tiltrådte landsretten, at der forelå sådanne meget tungtvejende grunde, som efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis kræves for at kunne udvise en udlænding, der er født og opvokset i landet. Landsretten tiltrådte endvidere, at indrejseforbuddet var fastsat til 12 år. 

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol afsagde den 7. juli 2026 dom i sagen Allabed mod Danmark (14983/25). Menneskerettighedsdomstolen fandt, at udvisning af klageren med indrejseforbud i 6 år ikke udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. I dommen kommenterede Menneskerettighedsdomstolen ændringen af den danske visumbekendtgørelse med virkning fra 1. januar 2025 på trods af, at reglerne ikke fandt anvendelse i den konkrete sag. Menneskerettighedsdomstolen bemærkede i den forbindelse, at det var vanskeligt at forestille sig et scenarie efter de nye regler, som ikke allerede var omfattet af de tidligere visumregler, og hvor afslag på udstedelse af visum til en tidligere udvist person ville indebære en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 26/13644.