10 måneders fængsel og udvisning af irakisk statsborger

Den tiltalte var irakisk statsborger, født og opvokset i Danmark og havde ikke stiftet selvstændig familie. Han var flere gange tidligere straffet for personfarlig kriminalitet, og han var i den forbindelse flere gange blevet både betinget udvist og tildelt advarsler om udvisning.

Nærværende sag vedrørte et forhold om overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, hvor den tiltalte to gange havde stukket den forurettede i benet med en kniv, hvorved den forurettede pådrog sig en behandlingskrævende skade.

Byretten idømte en tillægsstraf på fængsel i 9 måneder og udvisning af Danmark med indrejseforbud i 6 år

Byretten fandt den tiltalte skyldig og fastsatte straffen til fængsel i 9 måneder, jf. straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, jf. § 89.

Byretten fandt efter karakteren og omfanget af den begåede kriminalitet samt den tiltaltes tidligere domme, at der var meget stærke grunde, der talte for udvisning. Retten fandt, at der var betydelig risiko for, at tiltalte ville fortsætte med at begå alvorlig kriminalitet i Danmark, hvis han ikke blev udvist. Deroverfor fandtes styrken af den tiltaltes tilknytning til Danmark, hvor han dog ikke havde stiftet familie, og hans manglende tilknytning til Irak, ikke at have en sådan vægt, at udvisning med et tidsbegrænset indrejseforbud i sig selv ville være et uproportionelt indgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Den tiltalte blev derfor udvist med et indrejseforbud i 6 år. 

Landsretten stadfæstede dommen med den ændring, at straffen blev fastsat til fængsel i 10 måneder

Den tiltalte ankede dommen med påstand om formildelse af straffen og frifindelse for udvisning. Anklagemyndigheden påstod skærpelse, og at indrejseforbuddets længde skulle fastsættes til 12 år. 

Landsretten fastsatte tillægsstraffen til fængsel i 10 måneder. 

Straffen i denne sag blev fastsat som en tillægsstraf til to domme, hvor den tiltalte var tildelt en advarsel om udvisning. Landsretten fandt, at retten ved disse to domme ville have udvist den tiltalte med indrejseforbud i 6 år, såfremt forholdet i nærværende sag også var blevet påkendt under en af de tidligere sager. 

Landsretten fandt, at den tiltalte ikke ville være helt uden forudsætninger for at etablere sig i Irak, og tiltrådte herefter samt efter de af byretten anførte grunde, at den tiltalte var udvist. Henset til den tiltaltes tilknytning til Danmark sammenholdt med den nu idømte straf, fandt landsretten, at udvisning med indrejseforbud i 12 år ville indebære, at udvisningen med sikkerhed ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Landsretten tiltrådte derfor, at indrejseforbuddets varighed var fastsat til 6 år. 

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol afsagde den 7. juli 2026 dom i sagen Allabed mod Danmark (14983/25). Menneskerettighedsdomstolen fandt, at udvisning af klageren med indrejseforbud i 6 år ikke udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. I dommen kommenterede Menneskerettighedsdomstolen ændringen af den danske visumbekendtgørelse med virkning fra 1. januar 2025 på trods af, at reglerne ikke fandt anvendelse i den konkrete sag. Menneskerettighedsdomstolen bemærkede i den forbindelse, at det var vanskeligt at forestille sig et scenarie efter de nye regler, som ikke allerede var omfattet af de tidligere visumregler, og hvor afslag på udstedelse af visum til en tidligere udvist person ville indebære en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 26/10208.