10 aug. 2026
Procesbevillingsnævnet
Mundtlig forhandling af kæremål om varetægtsfængsling efter hjemrejseloven
Procesbevillingsnævnet har den 7. august 2026 meddelt anklagemyndigheden tilladelse til kære til Højesteret af en kendelse, der er afsagt af Østre Landsret (SS-364/2026).
Efter retsplejelovens § 767, stk. 1, 1. pkt., skal der bortset fra tilfælde, hvor sigtede ikke er til stede her i landet, fastsættes en frist for varetægtsfængslingens eller foranstaltningens længde. Det følger af retsplejelovens § 767, stk. 4, 1. pkt., at hvis en kendelse om fristforlængelse, hvorved en varetægtsfængsling eller anden frihedsberøvende foranstaltning udstrækkes ud over 3 måneder, skal kæremålet efter begæring forhandles mundtligt. Når kæremålet én gang er blevet behandlet mundtligt, afgør den overordnede ret, om en senere begæring om mundtlig behandling skal imødekommes, jf. § 767, stk. 4, 2. pkt.
Af hjemrejselovens § 14, stk. 3, fremgår det, at retsplejelovens bestemmelser om varetægtsfængsling og foranstaltninger, der træder i stedet herfor, i øvrigt finder anvendelse. Der fastsættes dog altid en frist for varetægtsfængslingens eller foranstaltningens længde, når denne træder i steder herfor og alene er iværksat med henblik på udsendelse som følge af beslutning ved endelig dom om udvisning.
Landsretten bestemte, at et kæremål om fortsat varetægtsfængsling af en domsudvist udlænding, der var varetægtsfængslet efter dom med henblik på udsendelse, jf. hjemrejselovens § 14, stk. 1, nr. 1, skulle mundtlig forhandles.
Flertallet i landsretten henviste til, at bestemmelsen i hjemrejselovens § 14, stk. 3, 2. pkt., supplerer de gældende bestemmelser i retsplejeloven om, i hvilke situationer der skal fastsættes en frist for varetægtsfængslingens længde, og hvilken frist der i givet fald skal fastsættes i overensstemmelse med retsplejelovens § 767, stk. 1, 2. og 3. pkt. Herefter og henset til de retssikkerhedsmæssige hensyn, der begrunder såvel fristkravet i hjemrejselovens § 14, stk. 3, 2. pkt., som kravet om mundtlig behandling i retsplejelovens § 767, stk. 4, 1. pkt., fandt flertallet, at retsplejelovens § 767, stk. 4, 1. pkt., også fandt anvendelse for det foreliggende kæremål.
Da der ikke tidligere havde været foretaget mundtlig behandling af kæremål i anledning af varetægtsfængslingen, jf. herved retsplejelovens § 767, stk. 4, 2. pkt., skulle kæremålet behandles mundtligt.
Mindretallet fandt, at der ikke var særlige grunde til undtagelsesvis at bestemme, at spørgsmålet om fortsat varetægtsfængsling skulle forhandles mundtligt i medfør af retsplejelovens § 972, stk. 2. Mindretallet bemærkede i den forbindelse, at retsplejelovens § 767, stk. 4, ikke fandt anvendelse i kæremål vedrørende varetægtsfængsling af en udlænding efter dom i medfør af hjemrejselovens § 14, jf. hjemrejselovens § 14, stk. 3, 1. pkt., jf. § 769, stk. 1, jf. herved også UfR 2024.5173 Ø. Der var derfor ikke grundlag for at imødekomme anmodningen om mundtlig behandling af kæremålet.
Procesbevillingsnævnets sagsnummer
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 26/16334.