Gå til sidens indhold

Procesbevillingsnævnet

21 aug. 2026

Procesbevillingsnævnet

Anvendelse af Familieretshusets digitale selvbetjeningsløsning

Procesbevillingsnævnets afdeling for appeltilladelser til landsretten vedrørende familierettens afgørelser har den 18. august 2026 meddelt anketilladelse i tre sager, hvor Familieretshuset har afvist at behandle en klage, der ikke var indsendt via den digitale selvbetjeningsløsning.

I to af sagerne havde Familieretshuset i medfør af forældreansvarslovens § 39 afvist at behandle en ansøgning om ændring af samvær, og i den tredje sag havde Familieretshuset afvist at behandle en ansøgning om ændring af forældremyndighed, bopæl og samvær. Der blev i forbindelse med afgørelserne givet enslydende klagevejledninger, der er ændret i forhold til Familieretshusets tidligere klagevejledning. Det fremgik af klagevejledningen, at der skulle klages over afgørelsen inden 4 uger, at klagen skulle sendes til Familieretshuset, at Familieretshuset ville vurdere, om de skulle behandle sagen igen, altså om sagen skulle genoptages, og at familieretten ikke kunne behandle sagen, før Familieretshuset havde set på sagen igen. Klagevejledningerne indeholdt desuden følgende orangefarvede passus: ”Send din klage til Familieretshuset”. 

Der blev i sagerne klaget over Familieretshusets afgørelse inden klagefristens udløb, men uden anvendelse af Familieretshusets digitale selvbetjeningsløsning. Familieretshuset traf efterfølgende og efter udløbet af klagefristen afgørelse om at afvise at behandle klagerne. Der blev herefter klaget over Familieretshusets oprindelige afgørelser via den digitale selvbetjeningsløsning. Familieretshuset gennemgik herefter sagerne og fandt ikke grundlag for at genoptage afgørelserne, hvorefter sagerne blev oversendt til familieretten. 

Familieretten afviste to af sagerne under henvisning til, at der var klaget efter udløbet af klagefristen på 4 uger, og at der ikke forelå sådanne særlige forhold, jf. retsplejelovens § 448 d, stk. 1, 1. pkt., at familieretten kunne behandle anmodningen om at få indbragt en afgørelse, der var indgivet efter udløbet af klagefristen. I den ene sag bemærkede familieretten, at Familieretshusets oprindelige afgørelse var leveret samme dag, som afgørelsen var truffet, og at den fremsendte klagevejledning fremstod klar, utvetydig og korrekt. 

I den tredje sag stadfæstede familieretten Familieretshusets afgørelse om at afvise at behandle klagen navnlig under henvisning til, at der ikke var oplyst om sådanne særlige forhold, der gjorde, at den digitale selvbetjeningsløsning ikke kunne anvendes. Familieretten bemærkede herefter, at en klage over Familieretshusets afgørelse skulle indgives til Familieretshuset inden 4 uger, hvorfor den efterfølgende genfremsendelse af klagen via den digitale selvbetjeningsløsning var modtaget efter klagefristens udløb.

 
  
Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagerne er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 26/16557, 26/18208 og 26/20843.