Om retten til at fortsætte boliglejemål

I september 2016 ændrede barnebarnet, der da var omtrent 25 år gammel, sin folkeregisteradresse til en lejlighed tilhørende sin morfar, der havde lejet denne siden 1960’erne. Morfaren flyttede på plejehjem i oktober 2021, og i december samme år anmodede barnebarnet derpå udlejeren om tilladelse til at overtage lejemålet. Udlejeren afslog anmodningen og ophævede i april 2022 lejeforholdet med morfaren med henvisning til, at han var fraflyttet lejemålet i utide. 

Af den dagældende lejelovs § 76, jf. § 75, stk. 2, følger, at hvis lejeren af en beboelseslejlighed på grund af alder eller sygdom flytter på plejehjem mv. uden at efterlade sig en ægtefælle, har en anden person, der i en periode på mindst 2 år umiddelbart forud for lejerens fraflytning har haft fælles husstand med lejeren, ret til at fortsætte lejeforholdet. Bestemmelserne er videreført i den nugældende lejelovs § 164, jf. § 163, stk. 2.

I november 2022 anlagde udlejeren retssag mod barnebarnet med påstand om, at han skulle tilpligtes at fraflytte lejemålet. Heroverfor nedlagde barnebarnet påstand om frifindelse samt selvstændig påstand om, at udlejeren skulle anerkende hans ret til at fortsætte lejeforholdet.

Boligretten gav barnebarnet medhold

Byrettens flertal lagde efter bevisførelsen til grund, at barnebarnet flyttede sammen med morfaren i lejemålet i september 2016, og at de levede sammen der, indtil morfaren flyttede på plejehjem i oktober 2021. De havde i denne periode fælles husholdning og levede sammen som en familie med blandt andet fælles måltider og fælles aktiviteter om aftenen, ligesom de delte brugsretten til lejemålet uden begrænsninger. Morfaren betalte huslejen, mens barnebarnet bidrog til udgifterne ved betaling af blandt andet madvarer, husholdningsartikler og medicin til morfaren. Da morfaren i efteråret 2020 var svækket på grund af sygdom og alder, havde barnebarnet hjulpet og støttet ham med blandt andet den personlige hygiejne. Under disse omstændigheder fandt flertallet, at morfaren og barnebarnet havde haft en væsentlig og personlig tilknytning til hinanden, og at intet tydede på, at barnebarnet skulle havde indrettet sig proforma eller forsøgt at omgå reglerne. Flertallet fandt derefter, at morfaren og barnebarnet i en periode, der langt oversteg 2 år forud for, at morfaren flyttede på plejehjem, havde haft fælles husstand, og at betingelserne i den dagældende lejelovs § 75, stk. 2, jf. § 76 (nu § 163, stk. 2, jf. § 164) for, at barnebarnet kunne fortsætte lejeforholdet, var opfyldt. Udlejerens ophævelse af lejeforholdet i april 2022 måtte derefter anses for uberettiget, da morfaren ikke var fraflyttet lejemålet i utide, og da barnebarnet i december 2021 havde anmodet udlejeren om at overtage lejemålet. Flertallet stemte derfor for at frifinde barnebarnet for udlejerens fraflytningspåstand og gav ham medhold i sin påstand om, at han havde ret til at fortsætte lejeforholdet. 

Boligrettens mindretal fandt, at udlejeren havde været berettiget til at ophæve lejeforholdet i april 2022 efter den dagældende lejelovs § 93, stk. 1, litra d, herunder navnlig da morfaren ved sin flytning til plejehjemmet i oktober 2021 var fraflyttet lejemålet permanent, og da der ikke var indgået nogen aftale om fremleje af lejemålet mellem morfaren og barnebarnet. Mindretallet voterede derfor for at tage udlejerens fraflytningspåstand til følge. I øvrigt bemærkede mindretallet omkring barnebarnets selvstændige påstand, at det efter omstændighederne ikke kunne anses for godtgjort, at han skulle have etableret en fælles husstand med morfaren, der berettigede ham til at fortsætte lejemålet.  

Der afsagdes dom efter stemmeflertallet, således at barnebarnet blev frifundet for udlejerens fraflytningspåstand, og udlejeren blev dømt til at anerkende barnebarnets ret til at fortsætte lejemålet.

Udlejeren ankede dommen landsretten. 

Landsretten ændrede boligrettens dom

Landsretten bemærkede, at afgørelsen af, om morfaren og barnebarnet havde haft fælles husstand, måtte bero på en helhedsvurdering af deres relationer og benyttelse af det lejede, samt at de kunne have haft fælles husstand, uanset at der ikke var etableret en form for gensidigt og personligt afhængighedsforhold mellem dem svarende til et egentligt samliv. Efter bevisførelsen lagde landsretten til grund, at morfaren betalte huslejen alene, og at barnebarnet i et vist – mindre – omfang lagde ud for eller betalte morfarens fornødenheder, herunder fødevarer og medicin, men at barnebarnet ikke bidrog til andre udgifter, såsom el og vand, vedrørende lejemålet. Barnebarnet, der havde sit eget værelse i lejemålet, plejede i et vist omfang omgang med morfaren i forbindelse med måltider og hjalp ham – i hvert fald lejlighedsvis – med forskellige praktiske og personlige gøremål, der ikke blev varetaget af hjemmehjælpen. Efter en samlet vurdering fandt landsretten ikke grundlag for at fastslå, at barnebarnet havde haft fælles husstand med morfaren, og landsretten gav derfor udlejeren medhold i påstanden om, at barnebarnet skulle fraflytte lejemålet.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j. nr. 26/12672.

Landsrettens dom er trykt i T:BB 2026.783 Ø.