19 jun. 2026
Procesbevillingsnævnet
Tilkendelse af salær forud for advokatbeskikkelse
Procesbevillingsnævnet har den 17. juni 2026 meddelt en beskikket advokat tilladelse til kære til Højesteret af en beslutning om salær, der er truffet af Østre Landsret den 9. januar 2026 (B-2633-17).
Sagen angik det erstatningsretlige opgør i anledningen af børsnoteringen af et selskab og selskabets efterfølgende konkurs, der indtrådte relativt kort tid derefter.
Konkursboet anlagde den 12. december 2016 sag mod en række ejere, ledelses- og bestyrelsesmedlemmer samt selskabets revision ved byretten, der den 17. december 2017 henviste sagen til behandling i landsretten som 1. instans. Sagen blev i landsretten sambehandlet med en række andre sager, der tillige angik det erstatningsretlige opgør efter selskabets konkurs.
I landsretten var én af de sagsøgte repræsenteret af en advokat, der først senere under sagens behandling i retsbog af 11. maj 2023 blev beskikket for den sagsøgte efter retsplejelovens § 259, stk. 3, 2. pkt. (nu § 259, stk. 4, 2. pkt.).
Sagen blev hovedforhandlet over 44 retsdage og havde et samlet antal akter på over 50.000 sider.
Landsretten tilkendte ansøgeren et salær på 2.000.000 kr. ekskl. moms
Advokaten indgav salærindstilling til landsretten, hvori han indstillede til et salær på 7.800.000 kr. ekskl. moms under henvisning til sagens varighed, omfang og kompleksitet.
Landsretten tilkendte advokaten et salær på 2.000.000 kr. ekskl. moms.
Om fastsættelsen af salæret anførte landsretten, at advokaten havde repræsenteret den sagsøgte under hele sagens behandling i landsretten, og at advokaten i retsbog af 11. maj 2023 blev beskikket som advokat for den sagsøgte efter retsplejelovens § 259, stk. 3, 2. pkt. (nu § 259, stk. 4, 2. pkt.). Landsretten anførte også, at beskikkelsen ikke havde tilbagevirkende kraft, og at advokaten derfor som udgangspunkt kun kunne kræve salær for det arbejde, der var udført efter beskikkelsen.
Landsretten anførte endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, der gjorde det rimeligt at fravige dette udgangspunkt henset til det arbejde, som advokaten havde udført under sagen, herunder det begrænsede antal processkrifter og indholdet heraf, hvorfor beskikkelsen i henseende til salærfastsættelsen ikke skulle have tilbagevirkende kraft.
Herudover anførte landsretten, at salæret til en beskikket advokat i en civil sag i overensstemmelse med mangeårig praksis burde fastsættes med udgangspunkt i de vejledende salærtakster, dog således at der tillige kunne tages hensyn til det opnåede resultat, sagens behandling og arbejdets omfang.
Herudover tog landsretten ved salærfastsættelsen udgangspunkt i, hvad der kunne anses for rimeligt, også under hensyn til sagens omfang og karakter samt arbejdets omfang i den periode, advokaten havde været beskikket, og det ansvar, der havde været forbundet med sagens førelse.
Procesbevillingsnævnets sagsnummer
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 26/02512.