Gå til sidens indhold

Procesbevillingsnævnet

30 jun. 2026

Procesbevillingsnævnet

Spørgsmål om fællesstraf, når tidligere samfundstjeneste var udført

Procesbevillingsnævnet har den 29. juni 2026 meddelt en tiltalt tilladelse til anke til Højesteret af en dom, der er afsagt af Vestre Landsret den 16. februar 2026 (S-1864-25).

Tiltalte blev ved dom af 3. juli 2025 idømt betinget fængsel i 3 måneder med vilkår om 80 timers samfundstjeneste for røveri. Gerningstidspunktet for forholdene i dommen var den 13. februar 2021.

Tiltalte blev efterfølgende tiltalt for bedrageri, røveri og overtrædelse af knivloven. Forholdene var begået den 12., 14. og 15. april 2025.

Byretten fastsatte en tillægs- og fællesstraf på fængsel i 9 måneder

Byretten fandt tiltalte skyldig i den rejste tiltale. Tiltalte havde ikke ved byrettens behandling af sagen udført den fulde samfundstjeneste. Byretten udmålte en tillægs- og fællesstraf på fængsel i 9 måneder, jf. straffelovens § 89 og § 61, stk. 1, jf. § 67, stk. 1, da straffen også omfattede den betingede straf i dommen af 3. juli 2025. Der blev ved straffens fastsættelse taget hensyn til omfanget af den udførte samfundstjeneste, jf. straffelovens § 66, stk. 3, jf. § 67, stk. 3.

Landsretten fastsatte en fællesstraf på fængsel i 8 måneder.

Tiltalte ankede dommen til landsretten. Danmarks Fængsler oplyste under ankesagen, at tiltalte havde afviklet de 80 timers samfundstjeneste, som blev fastsat i dommen af 3. juli 2025.

Landsretten fandt tiltalte skyldig i samme omfang som byretten. Vedrørende strafudmålingen udtalte landsretten, at tiltalte ved dommen af 3. juli 2025 blev straffet med fængsel i 3 måneder, hvor straffen blev gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste. De forhold, som nu var til pådømmelse, blev begået forud for denne dom, og der var foretaget rettergangsskridt inden prøvetidens udløb. Landsretten udtalte herefter, at det følger af straffelovens § 67, stk. 1, jf. § 61, stk. 1, eller analogien heraf, at der skulle fastsættes en fællesstraf, og der i den forbindelse skulle tages højde for, at tiltalte havde udført den samfundstjeneste, som blev fastsat i dommen af 3. juli 2025, jf. straffelovens § 67, stk. 3, jf. § 66, stk. 3. Tre voterende fandt herefter, at straffen skulle fastsættes til 9 måneder, og tre andre voterende fandt, at straffen skulle fastsættes til fængsel i 8 måneder. Efter stemmeafgivningen blev straffen fastsat til 8 måneder.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 26/06300.