Om bandekriminalitet og frakendelse af dansk indfødsret

Den ene tiltalte i sagen var blandt andet tiltalt for at have været i besiddelse af 500 gram formbart sprængstof, tre geværgranater, en håndgranat, en panserværnsraket og en skarpladt, fuldautomatisk riffel med ammunition, magasiner og kikkertsigte, jf. straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1 og 2. Tiltalte var tilknyttet en bande, hvorfor anklagemyndigheden endvidere havde rejst tiltale om, at forholdene blev henført under straffelovens § 81 a. Anklagemyndigheden nedlagde under sagen påstand om, at den tiltalte skulle frakendes sin danske indfødsret, jf. indfødsretslovens § 8 B, stk. 1.

Indfødsretslovens § 8 B, stk. 1, blev ved lov nr. 1193 af 8. juni 2021 ændret, således at den, som dømmes for overtrædelse af en eller flere bestemmelser i straffelovens kapitel 12 og 13, eller som ifalder straf efter straffelovens § 81 a, ved dom kan frakendes sin danske indfødsret, medmindre den pågældende derved bliver statsløs.

Byretten idømte tiltalte 15 års fængsel, men frifandt ham for påstanden om frakendelse af dansk indfødsret

Tiltalte blev af byretten fundet skyldig i at have været besiddelse af de ovennævnte våben, jf. straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1 og 2. Byretten fandt endvidere, at forholdene skulle henføres under straffelovens § 81 a, stk. 1. Byretten lagde ved strafudmålingen vægt på forholdenes karakter og omfang, herunder navnlig på antallet og karakteren af våbnene, som tiltalte havde besiddet over flere gange inden for en periode på flere år, herunder tiltaltes fremtrædende rolle i forhold til anskaffelsen af våbnene.

Byretten fandt efter en samlet vurdering af handlingens art, karakter og følgevirkninger, sammenholdt med bemærkningerne i forarbejderne til indfødsretslovens § 8 B, om, at alvorlig kriminalitet ikke i sig selv vil kunne begrunde frakendelse af statsborgerskab, og henset til, at tiltalte ikke tidligere var straffet for ligeartet kriminalitet, at der ikke var grundlag for at frakende tiltaltes danske indfødsret. 

Landsretten idømte tiltalte en tillægsstraf på fængsel i 13 år og 6 måneder og stadfæstede frifindelsen vedrørende frakendelse af dansk indfødsret

 Anklagemyndigheden ankede dommen til landsretten, hvor påstanden om frakendelse af tiltaltes danske indfødsret blev gentaget.

Landsretten fandt tiltalte skyldig i nogenlunde samme omfang som byretten. Landsretten fandt, at tiltaltes besiddelse af våbnene og eksplosivstofferne havde baggrund i hans tilknytning til banden og konflikten mellem to andre bander, hvor der som led i konflikterne blev anvendt skydevåben, som på grund af deres særdeles farlige karakter var egnet til at forvolde betydelig skade, hvorfor forholdene var omfattet af straffelovens § 81 a, stk. 1. Landsretten idømte tiltalte fængsel i 13 år og 6 måneder, der blev fastsat som en tillægsstraf, jf. straffelovens § 89. 

Vedrørende frakendelse af tiltaltes danske indfødsret anførte landsretten, at tiltalte var fundet skyldig i navnlig besiddelse af en skarpladt riffel med tilhørende ammunition, magasiner og kikkertsigte, 500 gram formbart sprængstof og tre geværgranater en periode forud og efter den 1. juli 2021 og til den 12. januar 2023, hvilket vil sige i anvendelsesperioden for de seneste udgaver af indfødsretslovens § 8 B. Landsretten anførte videre, at tiltalte for overtrædelserne var idømt straf efter straffelovens § 81 a. Landsretten bemærkede, at våbnene og eksplosivstofferne ikke blev besiddet på offentligt tilgængeligt sted, da riflen mv. blev besiddet i et loftrum over tiltaltes opgang og sprængstoffet og geværgranaterne nedgravet i en kolonihave. Efter en samlet vurdering af handlingernes art, karakter og følgevirkninger fandt landsretten herefter, at besiddelsen af de anførte våben og sprængstoffer ikke kunne anses som en handlemåde, der var til alvorlig skade for Danmarks vitale interesser, som det efter forarbejderne til indfødsretslovens § 8 B, stk. 1, og statsborgerretskonventionen måtte kræves. Landsretten tiltrådte derfor, at tiltalte var frifundet for frakendelse af dansk indfødsret.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 26/09245. Dommen er trykt i TfK 2026.93 V.