Om ankebegrænsningsreglen i retsplejelovens § 453, stk. 1, 2. pkt.

I den første sag modtog familieretten en sag om forældremyndighed, bopæl og samvær. Familieretten afsagde dom i sagen, hvorved der blev truffet afgørelse om forældremyndighed og bopæl. For så vidt angik samvær fastsatte familieretten en række overvågede samvær. Familierettens dom blev anket til landsretten, som stadfæstede dommen med den tilføjelse, at spørgsmålet om samvær skulle fortsætte i familieretten, når de overvågede samvær var gennemført. 

Familieretshuset gennemførte i perioden herefter de fastsatte samvær, og familieretten genoptog spørgsmålet om fastsættelse af samvær. Moren nedlagde under denne sag påstand om, at der for tiden ikke skulle fastsættes samvær mellem børnene og faren. Faren nedlagde påstand vedrørende både forældremyndighed, bopæl og samvær. 

Under hovedforhandlingen fastholdt faren sine påstande vedrørende bopæl og samvær men frafaldt sin påstand vedrørende forældremyndighed. Moren protesterede imod den nedlagte påstand om bopæl med henvisning til, at der ved landsrettens dom var taget endeligt stilling til spørgsmålet. 

Familieretten traf under hovedforhandlingen herefter kendelse, hvorved det blev bestemt, at sagen alene vedrørte spørgsmålet om samvær med henvisning til, at spørgsmålet om bopæl fornyelig var behandlet ved landsrettens endelige dom, og at der ikke på tidspunktet for hovedforhandlingens afholdelse forelå oplysninger om væsentligt ændrede forhold. 

I den anden sag modtog familieretten en sag om forældremyndighed og samvær. Familieretten afsagde dom vedrørende spørgsmålet om forældremyndighed og anførte afslutningsvist i sine præmisser, at familieretten ikke kunne træffe en endelig afgørelse på det foreliggende grundlag vedrørende samvær. Familieretten udskilte derfor dette spørgsmål til senere afgørelse, jf. retsplejelovens § 253, stk. 2, 2. pkt.

Samme dag afsagde familieretten en kendelse om, at der skulle være et nærmere bestemt antal overvågede samvær mellem barnet og faren. Efter afvikling af samværene ville familieretten fortsætte sagens behandling.

Efter en delvis afvikling af de fastsatte overvågede samvær afholdt familieretten nyt retsmøde i sagen, hvor parterne nedlagde deres påstande vedrørende spørgsmålet om samvær. 

Familieretterne traf i begge sager afgørelse om fastsættelse af samvær

Familieretterne vurderede i begge sager, at det ville være bedst for børnene, at der fastsattes samvær, hvorefter familieretterne fastsatte samværet i et nærmere angivet omfang. 

Mødrene ankede i begge sager familierettens dom. 

Landsretterne afviste ankesagerne

Landsretterne henviste til retsplejelovens § 453, stk. 1, 2. pkt., hvoraf det følger, at en dom, hvor familieretten alene har afgjort spørgsmål om samvær, kun kan ankes med Procesbevillingsnævnets tilladelse.

I den første sag bemærkede landsretten herefter, at Østre Landsret ved dom af 2. april 2025, trykt i UfR 2025.2388, havde afvist en anke, da der ikke forelå en tilladelse fra Procesbevillingsnævnet til at anke familierettens dom om samvær. Landsretten fandt, at bestemmelsen om ankebegrænsning fandt anvendelse, uanset at sagen på et tidligere tidspunkt havde omhandlet bopæl.

Landsretten fandt herefter, at bestemmelsen fandt anvendelse i den foreliggende sag, da familieretten ved den indankede dom alene havde behandlet og afgjort spørgsmål om samvær. Det forhold, at der under sagen blev nedlagt en påstand om bopæl, ændrede ikke herved.

I den anden sag fandt landsretten efter bestemmelsens ordlyd og forarbejderne hertil, at bestemmelsen fandt anvendelse i en situation som den foreliggende, hvor familieretten i en sag om både forældremyndighed og samvær havde udskilt spørgsmålet om fastsættelse af samvær til særskilt afgørelse, og hvor familieretten derfor havde afsagt to domme; en om forældremyndighed og en om fastsættelse af samvær. 

Dommene i de to sager, som herefter fandtes kun at vedrøre samvær, kunne derfor kun ankes med tilladelse fra Procesbevillingsnævnet. Da en sådan tilladelse ikke forelå, blev anken i begge sager afvist.

Procesbevillingsnævnets sagsnumre

Sagerne er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 26/08090 & 26/14241.