Indeksregulering af entreprisesum

Entreprenøren indgik i maj 2019 totalentrepriseaftale med en andelsboligforening om udførelsen af et større antal altaner og vinduer til en entreprisesum på 9.498.000 kr. med tillæg af moms. Ifølge parternes entreprisekontrakt skulle prisen være fast i 12 måneder fra tilbudsdagen og derefter indeksreguleres i sin helhed. Indeksreguleringen skulle i øvrigt foretages efter principperne i Bygge- og Boligstyrelsens cirkulære om pris og tid af 10. oktober 1991. Parterne havde vedtaget ABT 93 som en del af aftalegrundlaget. 

Efter at have indhentet myndighedstilladelse fra kommunen påbegyndte entreprenøren entreprise-arbejderne i februar 2021. Ifølge hovedtidsplanen skulle arbejderne være færdige i september 2021, men de blev først afleveret i december 2021. Entreprenøren foretog ikke indeksering af entreprisesummen løbende i forbindelse med sin fakturering for udførte arbejder, og i afleveringsprotokollen blev entreprisesummen angivet til de oprindeligt aftalte 9.498.000 kr. 

I november og december 2021 udstedte entreprenøren fakturaer angående de to sidste betalingsrater i henhold til parternes betalingsplan. Entreprenøren og andeboligforeningen korresponderede efterfølgende om slutøkonomien, herunder diverse aftalesedler, i løbet af december 2021 og januar 2022. I februar 2022 sendte entreprenøren en faktura på 452.813 kr. angående indeksering af entreprisesummen til andelsboligforeningen, som afslog at betale denne.  

I maj 2022 anlagde entreprenøren retssag mod andelsboligforeningen om blandt andet kravet på 452.813 kr. angående indeksering af entreprisesummen. 

I forhold til indekseringskravet angik parternes tvist navnlig, om aftalevilkåret om indeksregulering kunne anses for gyldigt vedtaget mellem parterne, og hvordan det givet fald skulle fortolkes, samt om entreprenøren efter omstændighederne havde fortabt retten til at gøre kravet gældende. 

Byretten dømte andelsboligforeningen til at betale indekseringskravet

Byretten fandt, at aftalevilkåret om indeksering af entreprisesummen måtte anses for gyldigt vedtaget mellem parterne, og at det måtte fortolkes sådan, at hele entreprisesummen skulle reguleres på én gang. Der var ikke grundlag for at fortolke vilkåret mere gunstigt for andelsboligforeningen som forbruger efter aftalelovens § 38 b, stk. 1, eller for at tilsidesætte vilkåret helt eller delvist som ugyldigt efter lovens §§ 36 eller 38 c. Der var heller ikke grundlag for at tilsidesætte entreprenørens beløbsmæssige opgørelse af kravet, som var foretaget i overensstemmelse med pris- og tidscirkulæret fra 1991 via Dansk Industris indeksberegninger, og som desuden tog højde for forsinkelserne i byggeriet. Endelig fandt byretten, at entreprenørens fakturaer angående de sidste betalingsrater i henhold til betalingsplanen samt parternes efterfølgende korrespondance omkring deres mellemværende ikke kunne anses som en slutopgørelse, hvorfor entreprenøren ikke havde været afskåret fra at fremsætte indekseringskravet i februar 2022 efter ABT 93 § 22, stk. 7, ligesom kravet ikke kunne anses for fortabt som følge af passivitet fra entreprenørens side. Byretten tog derfor entreprenørens indekseringskrav til følge. 

Andelsboligforeningen ankede dommen til landsretten.

Landsretten frifandt andelsboligforeningen for betaling af indekseringskravet

Parterne var for landsretten enige om, at det til brug for sagens afgørelse skulle lægges til grund, at andelsboligforeningen var at anse som forbruger. 

Landsretten fandt, at aftalevilkåret om indeksregulering måtte anses som gyldigt vedtaget mellem parterne, og at der ikke var grundlag for at tilsidesætte vilkåret som ugyldigt. 

Med hensyn til vilkårets fortolkning bemærkede landsretten, at det fremgik af ABT 93 § 22, stk. 6, at indeksregulering skulle finde sted i forbindelse med betaling for de dele af arbejdet, der var berørt af ændringen, på baggrund af entreprenørens dokumenterede opgørelse. Videre fremgik det af pris- og tidscirkulæret fra 1991, at der ved beregningen af reguleringsbeløb skulle tages udgangspunkt i forskellen mellem indeks på 6-månedersdagen (indeks 6 måneder efter tilbudsdagen) og indeks på udførelsestidspunktet (indeksforskellen). Ifølge cirkulæret skulle reguleringen endvidere opkræves som et á contoreguleringsbeløb i forbindelse med de enkelte betalinger af entreprisesummen på baggrund af de seneste offentliggjorte indekstal og herefter endeligt beregnes og efterreguleres, når de relevante indekstal forelå. På baggrund heraf fandt landsretten, at parternes aftale måtte forstås sådan, at der ikke skulle ske regulering af hele entreprisesummen efterfølgende, men at reguleringen skulle ske af de løbende betalinger på baggrund af indekstal på udførelsestidspunktet. 

Dernæst bemærkede landsretten, at entreprenøren først havde fremsat krav om indeksering af hele entreprisesummen i februar 2022. Entreprenøren havde derimod ikke foretaget løbende indeksregulering ved opkrævning af à contoreguleringsbeløb i forbindelse med de enkelte betalinger for de relevante dele af arbejdet, ligesom entreprenøren heller ikke løbende i de fremsendte fakturaer i perioden fra december 2020 til december 2021 – eller på anden vis – havde taget forbehold for senere indeksregulering af betalingerne for de udførte og afregnede arbejder. Endvidere var den oprindeligt aftalte entreprisesum anført i afleveringsprotokollen uden forbehold for indeksregulering. 

Landsretten fandt på den baggrund, at entreprenøren havde fortabt sit krav på indeksering, og frifandt derfor andelsboligforeningen for kravet. Landsretten ændrede således byrettens dom vedrørende indekseringskravet.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 26/01548.

Procesbevillingsnævnets tilladelse er begrænset til alene at angå entreprenørens krav på indeksering af entreprisesummen.