Vederlag til sagkyndige dommere

Entreprenørvirksomheden anlagde i 2022 en sag mod et ingeniørfirma og et forsikringsselskab vedrørende påberåbte fejl og mangler ved et større bygge- og anlægsprojekt. Sagen blev af byretten henvist til landsretten, jf. retsplejelovens § 226. Der var i sagen udarbejdet flere skønserklæringer. Efter sagens karakter, herunder indholdet af de foreliggende skønserklæringer, som vedrørte tekniske beskrivelser og vurderinger vedrørende blandt andet statisk projektering, fandt landsretten, at fagkundskab under hovedforhandlingen ville være at betydning for sagen. Landsretten tog derfor en begæring til følge om, at landsretten under hovedforhandlingen skulle tiltrædes af to sagkyndige dommere, jf. retsplejelovens § 20. Landsretten foreslog herefter to mulige sagkyndige medlemmer.

Parterne fandt dog i fællesskab to alternative forslag til personer, der kunne fungere som sagkyndige dommere, idet parterne havde den fælles opfattelse, at de personer, der var foreslået af landsretten, ikke besad de nødvendige faglige kvalifikationer, som sagens karakter og tekniske kompleksitet nødvendiggjorde. Parterne udarbejdede i denne forbindelse en fælles procesaftale, hvor parterne havde detailreguleret, hvorledes de to sagkyndige dommeres vederlag skulle fastsættes og fordeles, herunder ved flere forskellige tænkelige udfald af sagen, idet de to sagkyndige dommere skulle honoreres ud over, hvad der var fastsat i bekendtgørelse om ydelser til lægdommere og vidner mv.

Landsrettens flertal fandt, at der ikke var hjemmel til at tillægge sagkyndige dommere et mervederlag

Landsrettens flertal fandt, at det måtte kræve særskilt hjemmel, hvis der skulle tillægges sagkyndige dommere under sagen vederlag ud over, hvad der følger af bekendtgørelse om ydelser til lægdommere og vidner mv., som er udstedt i medfør af blandt andet retsplejelovens § 93, stk. 7, om blandt andet, hvilke ydelser der tilkommer sagkyndige retsmedlemmer. Dette var også tilfældet, hvis mervederlaget afholdes af en eller flere af parterne efter aftale mellem disse. Landsretten fandt, at der ikke forelå sådan hjemmel, og at der derfor ikke kunne tillægges sagkyndige dommere under sagen et mervederlag.

Landsrettens mindretal fandt, at procesaftalen ikke gik ud over grænserne for, hvad parterne kunne aftale om opgørelse og fordeling af omkostninger, og at der derfor som en del af sagens omkostninger kunne ske merhonorering af de sagkyndige dommere i overensstemmelse med parternes procesaftale.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 26/09502.