18 maj 2026
Procesbevillingsnævnet
Om den naboretlige tålegrænse ved opsætning af antennemast i villakvarter
Procesbevillingsnævnet har den 15. maj 2026 meddelt 13 personer tilladelse til anke til Højesteret af en dom, der er afsagt af Vestre Landsret den 14. oktober 2025 (BS-30067/2023).
I 2017 meddelte en kommune byggetilladelse til opførelse af en 36 meter høj antennemast på en ejendom ejet af et teleselskab. Antennemasten blev herefter opsat på ejendommen, der var beliggende i et villakvarter og meget tæt på en jernbane.
En række personer, der ejede ejendomme i villakvarteret – herunder de 13 personer der er meddelt anketilladelse – anlagde i 2018 sag mod teleskabet og gjorde gældende, at den naboretlige tålegrænse var overskredet. De nedlagde principal påstand om, at teleselskabet skulle tilpligtes at fjerne antennemasten og subsidiær påstand om betaling af erstatning på mellem 50.000-200.000 kr. Der blev i sagen foretaget syn og skøn, og de fremsatte erstatningskrav var i overensstemmelse med skønsmandens vurdering af de konkrete værdiforringelser for de pågældende ejendomme. Antennemasten var placeret i en afstand fra ganske få meter og op til knap 100 meter fra skellet til sagsøgernes ejendomme.
Teleselskabet påstod frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af mindre beløb end de påstævnte. Teleselskabet gjorde blandt andet gældende, at mastens opførelse ikke udgjorde en overskridelse af den naboretlige tålegrænse, da den var en nødvendig del af den samfundskritiske teknologiske infrastrukturudvikling, at masten faldt naturligt ind i området, der i forvejen var tæt udbygget med anden samfundsmæssig kritisk infrastruktur, at masten alene medførte æstetiske gener, samt at en eventuel erstatning ville skulle fastsættes efter differenceerstatningsmetoden.
Byretten dømte teleselskabet til at betale erstatning
Byretten fandt, at uanset den omstændighed, at masten var opført i henhold til en af kommunen udstedt byggetilladelse, var grænsen for, hvad der med rimelighed måtte tåles som led i den almindelige samfundsudvikling, herunder den samfundsmæssige øgede efterspørgsel efter mobiltelefoni og data, overskredet ved mastens dominerende placering i et villaområde tæt på sagsøgernes ejendomme.
Byretten tog herefter sagsøgernes subsidiære påstand til følge under henvisning til, at påstanden svarede til de respektive ejendommes værdiforringelser i henhold til skønsmandens vurdering.
Teleselskabet ankede domme til landsretten.
Landsretten frifandt teleselskabet
Under ankesagen biintervenierede brancheforeningen Teleindustrien til støtte for teleselskabet.
Landsretten lagde til grund, at der gennem de seneste ca. 20 år var sket en kraftig stigning i datatrafikken, og at en forudsætning for at kunne imødekomme denne stigning var, at der var etableret og fortsat blev etableret flere antenne- og mastepositioner for derved at kunne opnå et tættere mobilnet. Dertil kom, at både det samfundsmæssige behov for og den samfundsmæssige betydning af de mobile tele- og datatjenester i samme periode havde udviklet sig betydeligt.
På denne baggrund og efter en konkret samlet vurdering af generne ved antennemasten, ejendommenes beliggenhed og karakter sammenholdt med områdets karakter – herunder mastens placering i bymæssig bebyggelse i tilknytning til bestående samfundsmæssig infrastruktur i form af en jernbane – fandt landsretten, at der ikke for nogen af ejendommene var grundlag for at fastslå, at generne fra masten oversteg, hvad der med rimelighed må påregnes som led i den almindelige samfundsudvikling. Landsretten tog derfor teleselskabets påstand om frifindelse til følge.
Procesbevillingsnævnets sagsnummer
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/30288.