Om benyttelse af håndholdt teleudstyr under kørsel

Af færdselslovens § 55a, stk. 1, fremgår navnlig, at førere af køretøjer ikke under kørsel må benytte sig af håndholdt teleudstyr og andre håndholdte kommunikationsapparater. 

De tiltalte i begge sager var tiltalt for overtrædelse af færdselslovens § 55 a ved som fører af en bil at have benyttet mobiltelefon under kørslen. 

I den første sag forklarede politividnet, at tiltalte havde haft en mobiltelefon i hånden under kørslen, mens tiltaltes hånd hvilede på rattet. 

I den anden sag forklarede politividnet, at han havde holdt stille for rødt lys, da han observerede tiltalte komme kørende. Da tiltalte drejede til venstre, observerede politividnet, at tiltalte benyttede håndholdt mobiltelefon. 

I begge sager fandt byretterne de tiltalte skyldige

I den første sag lagde byretten vægt på den af politividnet afgivne forklaring, som retten fandt sikker, detaljeret og troværdig. Byretten fandt det herefter bevist, at tiltalte var skyldig i tiltalen og idømte tiltalte en bøde på 1.500 kr.

I den anden sag lagde byretten vægt på den af politividnet afgivne forklaring, sammenholdt med sagens øvrige oplysninger. Byretten fandt det herefter bevist, at tiltalte var skyldig i tiltalen og idømte tiltalte en bøde på 2.500 kr. Da tiltalte inden for en periode af 3 år havde gjort sig skyldig i tre forhold omfattet af klippekortordningen, blev tiltalte desuden betinget frakendt førerretten i tre år.

Landsretten frifandt tiltalte i den første sag og stadfæstede byrettens domfældelse af tiltalte i den anden sag

I den første sag gennemgik landsretten forarbejderne til færdselslovens § 55 a, stk. 1, om benyttelse af blandt andet mobiltelefon, og landsretten bemærkede herefter, at landsretten efter politividnets sikre og detaljerede forklaring lagde til grund, at tiltalte havde holdt en mobiltelefon i hånden under kørslen, mens hånden hvilede på rattet. Da politividnet, mod tiltaltes benægtelse, imidlertid ikke havde forklaret, at tiltalte benyttede mobiltelefonens funktioner som anført i forarbejderne, fandt landsretten, at anklagemyndigheden ikke havde bevist, at tiltalte havde overtrådt færdselslovens § 55 a. Landsretten frifandt herefter tiltalte.

I den anden sag bemærkede landsretten, at tiltaltes forklaring måtte forstås sådan, at tiltalte bestred overhovedet at have haft fat i sin telefon under kørslen, idet hændelsesforløbet fandt sted, mens tiltalte holdt stille, og at politividnet heroverfor havde forklaret, at tiltalte under sin kørsel i det pågældende kryds havde sin telefon i sin ene hånd, ligesom politividnet havde bestridt, at tiltalte holdt stille ved et busstoppested. Landsretten fandt politividnets forklaring troværdig, hvorfor landsretten fandt det bevist, at tiltalte havde benyttet sin telefon under kørslen i det pågældende kryds. Landsretten tiltrådte derfor, at tiltalte var skyldig i tiltalen, men fandt at bøden skulle bortfalde grundet lang sagsbehandlingstid. Landsretten stadfæstede således byrettens dom med den ændring, at bødestraffen bortfaldt. 

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagerne er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 26/05817 og j.nr. 26/07223.