Gå til sidens indhold

Procesbevillingsnævnet

16 mar. 2026

Procesbevillingsnævnet

Edition efter konkurrenceerstatningsloven

Procesbevillingsnævnet har den 12. marts 2026 meddelt tre selskaber tilladelse til kære til Højesteret af en kendelse, der er afsagt af Østre Landsret den 22. oktober 2025 (BS-52464/2024).

Ved en beslutning i 2017 fandt Europa-Kommission (Kommissionen), at de tre selskaber havde udøvet konkurrencebegrænsende adfærd sammen med nogle øvrige virksomheder. I forbindelse med sagens behandling gav Kommissionen en række af karteldeltagerne leniency-tilsagn (sanktionslempelse). I forbindelse med offentliggørelsen af beslutningen udelod Kommissionen en lang række oplysninger, herunder leniency-oplysninger, med henvisning til fortrolighed. 

Nogle øvrige selskaber, som mente, at de havde ret til erstatning for det tab, de havde lidt i anledning af karteldannelsen, lagde sag an mod blandt andre de tre selskaber og fremsatte i den forbindelse begæring om edition, herunder med anmodning om, at det skulle pålægges de tre selskaber at fremlægge den fortrolige version af Kommissionens beslutning. 

Sø- og Handelsretten tog en del af editionsbegæringen til følge

Retten anførte blandt andet, at editionsbegæringen var tilstrækkelig bestemt, at det ikke kunne udelukkes, at det materiale, der ønskedes fremlagt, kunne være af betydning for sagen, og at der ikke fra de tre selskabers side var gjort tilstrækkeligt specifikke og underbyggede forhold gældende vedrørende et behov for fortrolighed, som ikke kunne dækkes inden for gældende regler om beskyttelse af fortrolighed i navnlig retsplejelovens kapitel 2 og 3 a, jf. konkurrenceerstatningslovens § 4, stk. 3, nr. 2 og 3. 

Retten bemærkede herefter, at der ikke var grundlag for at antage, at de fremsatte begæringer omfattede dele af redegørelser til brug for bødefritagelse eller bødenedsættelse eller forligsredegørelser afgivet til en konkurrencemyndighed, som omfattet af konkurrenceerstatningslovens § 5, stk. 3. 

På denne baggrund blev de tre selskaber pålagt at fremlægge blandt andet den fortrolige version af Kommissionens beslutning. 

Landsretten stadfæstede i det væsentlige Sø- og Handelsrettens afgørelse

Landsretten lagde til grund, at den fortrolige version af Kommissionens beslutning indeholdt oplysninger, som måtte anses for omfattet af konkurrenceerstatningslovens § 5, stk. 3, og at der derfor alene kunne meddeles de tre selskaber pålæg om at fremlægge beslutningen i en redigeret form, hvori oplysninger omfattet af konkurrenceerstatningslovens § 5, stk. 3, var udeladt eller effektivt overstreget af selskaberne.

Med henvisning til en besvarelse afgivet af Kommissionen anførte landsretten, at de parter, som havde modtaget bødefritagelse eller bødenedsættelse, og som havde afgivet forligsredegørelser, burde høres om, hvorvidt de var enige i den påtænkte redigering, før beslutningen blev fremlagt i redigeret form. Endvidere burde Kommissionen høres om, hvorvidt denne var enig i, at den foretagne redigering var tilstrækkelig og ikke samtidig indebar, at oplysninger, som ikke var omfattet af konkurrenceerstatningslovens § 5, stk. 3, blev udeladt. 

Landsretten fandt, at denne høringsproces burde forestås af de tre selskaber. 

Landsretten stadfæstede derfor Sø- og Handelsrettens kendelse med den ændring, at de tre selskaber – efter gennemførelse af den anviste høringsproces – skulle fremlægge Kommissionens beslutning i redigeret form, hvor oplysninger omfattet af konkurrenceerstatningslovens § 5, stk. 3, var udeladt.  

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/30014.