22 okt. 2026
Procesbevillingsnævnet
Edition efter konkurrenceerstatningsloven
Procesbevillingsnævnet har den 21. oktober 2026 meddelt et selskab tilladelse til kære til Højesteret af en kendelse, der er afsagt af Østre Landsret den 31. august 2026 (BS-24215/2026).
En række øvrige selskaber anlagde sag mod selskabet, idet de mente, at de havde krav på en samlet erstatning på ca. 445 mio. kr. som følge af, at selskabet havde udøvet konkurrencebegrænsende adfærd i form af misbrug af en dominerende stilling ved at opkræve urimeligt høje priser for landsdækkende distribution af adresseløse forsendelser.
Under sagens behandling fremsatte selskaberne editionsbegæring, herunder med anmodning om, at selskabet skulle pålægges at fremlægge oplysninger om selskabets årlige omsætning og omkostninger ved distribution af adresseløse forsendelser i perioden fra 2016 til 2023 samt de underliggende beregninger og forudsætninger.
Selskabet nedlagde påstand om afvisning af editionsbegæringen og gjorde i denne forbindelse blandt andet gældende, at anmodningen omfattede detaljerede og fortrolige oplysninger om selskabets omsætnings- og omkostningsforhold. Selskabet gjorde desuden gældende, at begæringen ikke omfattede et dokument, der var i selskabets besiddelse, og at der i øvrigt ikke var hjemmel til at pålægge selskabet at udarbejde et sådant dokument.
Sø- og Handelsretten tog editionsbegæringen til følge
Retten anførte blandt andet, at konkurrencelovens § 4, stk. 1, jf. retsplejelovens § 298, også omfattede beviser, som den part anmodningen om fremlæggelse af beviser var rettet til, skulle udarbejde ved at samle eller klassificere oplysninger, viden eller data, der var undergivet vedkommendes rådighed.
Retten bemærkede herefter, at editionsbegæringen havde et væsentligt omfang og derfor ville medføre omkostninger i et vist niveau for selskabet – hvilket dog også skulle ses i lyset af sagens værdi, karakter og omfang – idet det også måtte antages, at oplysningerne om selskabets omsætnings- og omkostningsforhold med høj grad af sandsynlighed var uanvendelige uden de underliggende beregninger og forudsætninger.
Herudover bemærkede retten, at editionsbegæringen angik følsomme forretningshemmeligheder, hvilket dog måtte bedømmes under hensyntagen til, at retsplejeloven gav mulighed for at beskytte forretningshemmeligheder under retssager.
På denne baggrund imødekom retten editionsbegæringen.
Landsretten stadfæstede – med visse ændringer – Sø- og Handelsrettens afgørelse
Landsretten anførte blandt andet, at de oplysninger, som editionsbegæringen angik, måtte antages at være af betydning for sagens afgørelse, at selskaberne ikke kunne opnå adgang til oplysningerne på anden måde end ved editionspålæg, og at selskaberne havde understøttet deres påstande i erstatningssagen med tilgængelige faktuelle oplysninger og beviser, der berettigede editionsbegæringen.
Landsretten anførte endvidere, at det ikke kunne antages, at selskabet ikke skulle være i besiddelse af oplysninger om selskabets omsætnings- og omkostningsforhold for forretningsområdet eller i hvert fald havde oplysninger, der gjorde det muligt at opgøre sådan omsætning og sådanne omkostninger, uden at omkostningerne herved ville være uforholdsmæssige.
Herudover anførte landsretten, at hensynet til at beskytte selskabets fortrolige oplysninger måtte anses for tilgodeset, idet selskaberne havde tilbudt at påtage sig vilkår om fortrolighed og indgå en nærmere aftale herom med selskabet.
På denne baggrund stadfæstede landsretten det af Sø- og Handelsretten meddelte editionspålæg, dog således at det af editionspålægget burde fremgå, at pålægget kunne opfyldes, uanset af hvilke dokumenter eller datatræk m.v. de efterspurgte oplysninger fremgik, og at udleveringen af oplysningerne kunne ske i det format, selskabet fandt lettest at benytte. Endvidere skulle editionspålægget betinges af, at selskaberne underskrev en sædvanligt formuleret fortrolighedsaftale, der indeholdt vilkår, som dem selskaberne havde erklæret sig villige til at påtage sig, samt vilkår om behørige sanktioner.
Procesbevillingsnævnets sagsnummer
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 26/25501.