Gå til sidens indhold

Østre Landsret

22 sep. 2026

Østre Landsret

Straffedom i sag om overfald på tre homoseksuelle mænd i Odense

Østre Landsret har den 22. september 2026 afsagt dom i en ankesag, hvor anklagemyndigheden havde anket Retten i Odenses dom i en straffesag mod fire unge mænd.

De var tiltalt for tre planlagte grove overfald på tre homoseksuelle mænd efter straffelovens § 245, stk. 1, med spark, tramp og i et af forholdene brug af kølle, bælter og softgun og i et andet forhold slag med en pistollignende genstand. De var herudover tiltalt for deling af videooptagelser af overfaldene, hvor de overfaldne – helt uberettiget – blev omtalt som pædofile, samt for at efterlade en af de forurettede, som var bevidstløs og havde fået skader, i hjælpeløs tilstand.

I modsætning til byretten, som havde frifundet to af de tiltalte, fandt landsretten i al væsentlighed alle fire tiltalte skyldige i de forhold, som de hver især var tiltalt i. Landsretten skærpede endvidere straffene for de to tiltalte, som var blevet fundet skyldige i byretten, og som havde deltaget i alle tre overfald og alle tre forhold om videooptagelser samt forholdet om at efterlade en af de forurettede i hjælpeløs tilstand, således at de nu blev idømt ubetinget fængsel i 1 år.

De to andre tiltalte, som kun havde deltaget i ét af overfaldene, ét forhold vedrørende videooptagelser og forholdet om at efterlade en forurettet i hjælpeløs tilstand, og som ikke efter skyldvurderingen i landsretten havde deltaget aktivt i overfaldet, blev straffet med fængsel i 6 måneder.

De to yngste tiltalte blev tillige idømt vilkår om, at de skal efterkomme en eventuel afgørelse fra Ungdomskriminalitetsnævnet efter §§ 12-14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Anklagemyndighedens anke var bl.a. begrundet i, at byretten ikke havde fundet, at strafskærpelsesbestemmelsen i straffelovens § 81, nr. 6, om, at gerningen helt eller delvis har baggrund i andres etniske oprindelse, tro, handicap, seksuelle orientering, kønsidentitet, kønsudtryk, kønskarakteristika eller lignende, kunne anvendes. Byretten havde begrundet den manglende brug af bestemmelsen med, at de tiltaltes forsæt alene angik en straffeaktion rettet mod pædofile (selvom de tre homoseksuelle forurettede ikke var pædofile) – og ikke havde noget at gøre med, at de forurettede var homoseksuelle. På den baggrund mente byretten , at strafskærpelsesbestemmelsen ikke kunne anvendes, da en seksuel orientering som pædofil efter byrettens vurdering ikke er beskyttet efter straffelovens § 81, nr. 6, som alene beskytter lovlig seksualitet som homoseksualitet mv.

For landsretten frafaldt anklagemyndigheden at gøre gældende, at overfaldene havde baggrund i de forurettedes homoseksualitet. Anklagemyndigheden gjorde derimod gældende, at pædofili er en efter bestemmelsen i straffelovens § 81, nr. 6 beskyttet seksuel orientering – under forudsætning af at den seksuelle orientering ikke udleves. Det var alene med denne begrundelse, at anklagemyndigheden fastholdt, at strafskærpelsesbestemmelsen skulle finde anvendelse.

Landsretten kunne dermed ikke tage stilling til, om overfaldene for nogle eller alle de tiltaltes vedkommende måtte anses for at have baggrund i de forurettedes homoseksualitet.

Landsretten skulle således alene tage stilling til, om pædofili – som de tiltalte havde forklaret var baggrunden for overfaldene – er en efter strafskærpelsesbestemmelsen beskyttet seksuel orientering.

Landsretten var enig med byretten i, at det følger af forarbejderne til bestemmelserne i straffelovens § 81, nr. 6, og straffelovens § 266 b, at bestemmelserne alene beskytter lovlige seksuelle orienteringer. Bestemmelsen omfatter dermed ikke gerninger, som har baggrund i offerets formodede pædofile seksuelle orientering.

Som sagen var forelagt af anklagemyndigheden, tiltrådte landsretten herefter, at strafskærpelsesbestemmelsen straffelovens § 81, nr. 6, ikke kunne finde anvendelse.

Landsrettens dom kan i anonymiseret form læses her.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til pressekontaktdommer, landsdommer Stine Fink Hansen på mobil 41 25 90 31. Sagen har været behandlet af landsrettens 10. afdeling under sagsnummer S-1881-25.

Anmodning om udskrift af dommen skal rettes til aktindsigt@oestrelandsret.dk. For udskriften skal betales 150 kr.  Læs mere på Bestilling af afgørelser.