28 aug. 2026
Østre Landsret
Dom i sag mellem Herlufsholm Skole og Gods S/I og STUK
Dom afsagt: 28. august 2026
Sagen angik prøvelse af Styrelsen for Undervisning og Kvalitets afgørelse af 2. maj 2023, der blandt andet pålagde Herlufsholm Skole og Gods S/I at tilbagebetale 27 mio. kr. af tidligere modtaget statstilskud.
Spørgsmålet var, om afgørelsen skulle tilsidesættes helt eller delvist som ugyldig.
Herlufsholm Skole og Gods S/I var af den opfattelse, at afgørelsen var ugyldig, og at den derfor skulle tilsidesættes, og at skolen skulle have tilbagebetalt 27 mio. kr. Styrelsen for Undervisning og Kvalitet var af den opfattelse, at afgørelsen var gyldig. Sagen var anlagt ved Retten i Næstved den 26. juni 2024 og ved kendelse af 8. november 2024 henvist til behandling ved landsretten i 1. instans.
Landsretten fandt, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte Styrelsen for Undervisning og Kvalitets vurdering af, at Herlufsholm Skole og Gods S/I på tidspunktet for afgørelsen ikke til fulde overholdt frihed og folkestyre-kravet i § 1 a i lov om private gymnasier og § 1, stk. 2, 2. pkt., i privatskoleloven. Landsretten fandt endvidere, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte Styrelsen for Undervisning og Kvalitets afgørelse som ugyldig med henvisning til forbuddet mod magtfordrejning og manglende saglighed. Der var endelig ikke grundlag for at tilsidesætte skønnet om, at der forelå et alvorligt brud på frihed og folkestyre-kravet, og at det henset hertil var proportionalt at kræve tilbagebetaling af 27. mio. kr.
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet blev derfor frifundet.
Anmodning om udskrift af dommen skal rettes til aktindsigt@oestrelandsret.dk. For udskriften skal betales 150 kr.
Læs mere på Bestilling af afgørelser
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til pressekontaktdommer, landsdommer Stine Fink Hansen på mobil 4125 9031.
Sagen har været behandlet af landsrettens 24. afdeling under sagsnummer BS-55849/2024-OLR.