Gå til sidens indhold

Østre Landsret

21 okt. 2026

Østre Landsret

Vurderingsstyrelsen frifundet for erstatningsansvar

Dom afsagt: 21. oktober 2026

Østre Landsret har den 21. oktober 2026 afsagt dom i fem 1. instanssager angående skattemyndighedernes vejledende udtalelser om grundværdier til brug for projektsalgsejendomme i Nordhavn, herunder om erstatningsansvaret for, at grundværdien blev fastsat højere end angivet i salgsopstillingerne

Spørgsmålet var navnlig, om Vurderingsstyrelsen (tidligere SKAT) kunne gøres erstatningsansvarlig for det tab, som købere af projektsalgsejendomme i Nordhavn måtte have lidt som følge af, at grundværdien af deres ejendomme blev fastsat højere end forudsat i salgsopstillingerne for ejen­dommene i et tilfælde, hvor SKAT i henholdsvis 2013 og 2015 overfor ejendomsmæglerne havde afgivet vejledende udtalelser til brug for ejendomsmæglernes skøn over den forventede grundværdi.

Køberne henviste til, at den skønnede grundværdi var så langt fra den endelig vurdering, at dette i sig selv var ansvarspådragende, og at de vejledende udtalelser fra SKAT i øvrigt ikke hvilede på et sagligt grundlag, og at sagsbehandlingen havde været lemfældig.

Vurderingsstyrelsen henviste heroverfor til, at køberne var afskåret fra at rette krav mod Vur­deringsstyrelsen, bl.a. fordi udtalelserne ikke var afgivet direkte til køberne, og fordi køberne over­for sælger og ejendomsmægler havde givet afkald på et eventuelt krav i relation til ejendomsskat­terne. Vurderingsstyrelsen anførte videre, at SKAT havde handlet sagligt og ikke i øvrigt havde be­gået ansvarspådragende fejl.

Landsretten fandt, at køberne ikke var afskåret fra at gøre krav gældende direkte mod skattemyndig­hederne i det omfang, det kunne godtgøres, at SKAT havde begået klare fejl af en vis grovhed i for­bindelse med afgivelsen af de vejledende udtalelser. Landsretten udtalte, at det forhold, at de ende­lige grundværdier afveg mellem ca. 258 og 464 procent fra det skøn, som mæglerne havde foretaget på baggrund af SKATs vejledende udtalelser ikke i sig selv medførte, at der gjaldt en formodning for, at udtalelserne var behæftet med fejl, eller at købernes bevisbyrde herved kunne anses for løftet.

Landsretten lagde til grund, at SKAT i 2006 havde indgået en aftale med Dansk Ejendomsmægler­forening om at bistå ejendomsmæglerne med hjælp til vurdering af projektsalgsejendomme, og at SKAT i den forbindelse havde udtalt bl.a., at SKAT ikke kunne vurdere projektsalgsejendomme, som om projektet var gennemført, at vurderingen var vejledende og ikke bindende, og at vurderin­gen alene skulle hjælpe ejendomsmæglerne med at kunne danne sig et skøn over størrelsen af den fremtidige ejendomsværdiskat og ejendomsskat. Landsretten fandt, at det måtte have stået ejen­domsmæglerne klart, at SKATs udtalelser var behæftet med en betydelig usikkerhed, og at udtalel­serne ikke kunne begrænse ejendomsmæglernes eget ansvar for den skønnede ejendomsværdiskat, herunder grundværdien, som de oplyste i salgsopstillingerne. Landsretten lagde herudover til grund, at de beregningsmetoder, som SKAT havde anvendt til brug for de vejledende udtalelser, var sag­lige, idet de var sædvanlige og egnede til at fastsætte grundværdien for beboelsesejendomme, og at SKAT ikke havde mulighed for at inddrage områdepriser, kvadratmeterpriser og byggeretsværdier for Nordhavn, da området ikke tidligere var blevet vurderet.

Landsretten fandt på den baggrund, at køberne ikke havde godtgjort, at SKAT havde begået fejl, der kunne medføre et erstatningsansvar. Vurderingsstyrelsen blev derfor frifundet.

Landsrettens præmisser kan læses her.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til pressekontaktdommer Stine Fink Hansen på mo­bil 41 25 90 31. Sagerne har været behandlet af landsrettens 18. afdeling under sagsnumrene BS-12341/2022, BS-12342/2022, BS-12343/2022, BS-12344/2022 (individuelle søgsmål) og BS-32504/2022 (gruppesøgsmål).

Anmodning om udskrift af dommen skal rettes til aktindsigt@oestrelandsret.dk. For udskriften skal betales 150 kr.  Læs mere på Bestilling af afgørelser.