Gå til sidens indhold

Retten i Næstved

26 jun. 2026

Retten i Næstved

Mand skyldig i vold, trusler, frihedsberøvelse og drabsforsøg mod samlever

Dom afsagt: 26. juni 2026

44-årig mand fra Slagelse blev fundet skyldig i over en periode på 4 år flere gange at have udøvet vold og trusler mod sin daværende samlever. Han blev endvidere fundet skyldig i frihedsberøvelse og drabsforsøg.

Sagsnummer: SS 2547/2025

Sagen kort fortalt

Manden var tiltalt for 9 forhold af vold, trusler og frihedsberøvelse begået i perioden 2021 til januar 2025. Manden var endvidere tiltalt for et forhold af drabsforsøg ved kvælning begået i januar 2025.

Tiltalte nægtede sig i det væsentlige skyldig, men erkendte et par gange at have tildelt samleveren slag med flad hånd.

Dommens resultat

Retten fandt det bevist, at tiltalte var skyldig i at have udøvet vold i form af bl.a. slag og halsgreb samt trusler og frihedsberøvelse. Tiltalte blev frifundet for et forhold af grov vold. Tiltalte blev endvidere fundet skyldig i et tilfælde drabsforsøg, idet retten fandt det bevist, at tiltalte i hvert fald to gange afklemte samleverens hals - den ene gang ved anvendelse af et snørebånd - så denne begge gange mistede bevidstheden.

Retten lagde vægt på, at samleveren havde afgivet en i det hele troværdig forklaring, og at der i flere af forholdene var vidneforklaringer og fotos, der støttede hendes forklaring. For så vidt angår drabsforsøget fremgik det af den retsmedicinske undersøgelse, at der blev konstateret punktformede blodudtrædninger i øjnenes bindehinder samt på trommehinderne, og at dette var et tegn på, at grebet om halsen havde været kraftigt og længerevarende. Retten lagde ved vurderingen vægt på, at der var tale om to efter hinanden følgende halsafklemninger, den ene ved anvendelse af et redskab, og at samleveren begge gange mistede bevidstheden. Retten lagde tillige vægt på, at tiltalte efterfølgende ringede til sin ven og bad ham ”hente skraldemanden og komme af med samleveren” eller lignende.

Tiltalte har været varetægtsfængslet under sagen.

Anklagerens påstand om straf var fængsel i 8 år.
Forsvarerens påstand om straf var fængsel i 4 år.

Straffen blev fastsat til fængsel i 6 år og 6 måneder.

Dommerne lagde vægt på, at tiltalte er fundet skyldig i drabsforsøg og flere forhold af vold samt trusler og frihedsberøvelse, og at han tidligere var dømt for vold.

Tiltalte skulle derudover betale tortgodtgørelse til forurettede.

Tiltalte ankede dommen til frifindelse.

Afgørelsesdato

Dommen blev afsagt af Retten i Næstved den 26. juni 2026