22 okt. 2026
Retten i Næstved
Mand skyldig i manddrab, usømmelig omgang med lig og våbenbesiddelse
Dom afsagt: 22. oktober 2026
59-årig mand fundet skyldig i drab ved at have skudt sin 52-årige forretningspartner samt i usømmelig omgang med lig ved at have instrueret medgerningsmænd i at brænde liget, der blev fundet i en skov. Tiltalte blev fundet skyldig i besiddelse af en pistol med ammunition
Sagsnummer SS-977/2026
Liget blev den 20. september 2025 fundet på Hestehavevej i Rønnede. Af obduktionserklæringen fremgik, at afdøde var skudt gennem hjertet.
Retten fandt det på baggrund af forklaringerne bevist, at afdøde var blevet skudt på et værksted i Brøndby den 18. september 2025.
Tiltalte nægtede sig skyldig i manddrab og våbenbesiddelse, men erkendte sig skyldig i usømmelig omgang med lig.
Ifølge tiltaltes forklaring afgik skuddet ved et uheld, idet afdøde under en diskussion trak en pistol og holdt den frem mod tiltalte, hvorefter tiltalte tog fat om afdødes hånd, så pistolen blev drejet rundt mod afdøde, og skuddet gik af, idet afdøde væltede med stolen. Tiltalte havde efterfølgende skaffet sig af med pistolen.
Et vidne, der var til stede i rummet ved siden af, forklarede, at han kom ind i lokalet få sekunder efter, at han havde hørt skuddet, og der så tiltalte stå med pistolen i hånden, og at tiltalte sagde bl.a., at han fik nok af afdødes snyderi. Ifølge vidnets forklaring bad tiltalte derefter vidnet hjælpe med at gemme liget på toilettet og senere at skaffe patronerne og liget af vejen, idet tiltalte først instruerede vidnet og en medgerningsmand i at grave liget ned og senere – da dette mislykkedes – at afbrænde liget.
Retten lagde vægt på, at det som følge af tiltaltes bortskaffelse af afgørende beviser i sagen ikke havde været muligt at fastslå bl.a. skudafstand og DNA/fingeraftryk på pistolens skæfte og patroner, og at tiltalte derudover havde forsøgt at hindre efterforskningen ved at sende beskeder til afdødes telefon efter hans død og placere afdødes telefon på afdødes bopæl.
Retten lagde endvidere vægt på, at tiltalte først afgav forklaring efter at være blevet bekendt med medgerningsmændenes forklaring.
Retten fandt derudover, at der var flere forhold, der talte imod tiltaltes forklaring, herunder særligt, at tiltaltes forklaring om, hvordan han fik pistolen i hånden, ikke virkede sandsynlig, og at tiltalte ikke til vidnet få sekunder efter skuddet sagde, at der var tale om et uheld, men tværtimod sagde, at han havde fået nok af afdødes snyderi, samt det forhold, at tiltalte ikke på noget tidspunkt kontaktede politiet.
På den baggrund tilsidesatte retten tiltaltes forklaring om hændelsesforløbet som utroværdig, idet den fremstod konstrueret til lejligheden, og fandt tiltalte skyldig i manddrab.
Tiltalte blev endvidere fundet skyldig i besiddelse af pistolen med ammunition under særligt skærpende omstændigheder og usømmelig omgang med lig.
Straffen blev fastsat til fængsel i 13 år.
Dommere og nævninger var enige om dommens resultat.
Retten lagde vægt på, at tiltalte er fundet skyldig i manddrab begået med skydevåben samt usømmelig omgang med lig ved bl.a. at have instrueret medgerningsmænd i at afbrænde liget, hvorved liget blev helt forkullet, hvorfor der forelå sådanne skærpende omstændigheder, at straffen skulle forhøjes til fængsel i 13 år.
Tiltalte ankede dommen til frifindelse i det ikke erkendte omfang.