Gå til sidens indhold

Retten i Lyngby

12 maj 2026

Retten i Lyngby

Dom i straffesag mod ejerlæger og lægehus om databedrageri for 600.000 kr.

Dom afsagt: 12. maj 2026

Retten i Lyngby har afsagt dom i en straffesag mod et lægehus, to ejerlæger og en tidligere medicinstuderende. De to ejerlæger idømmes fængsel i 1 år, som gøres betinget med vilkår om udførelse af samfundstjeneste. Den tidligere medicinstuderende frifindes.

Sagsnummer: 1-881/2025

Sagen kort fortalt

Sagen mod lægehuset og de to ejere af lægehuset startede i 2021, hvor Datatilsynet indledte en undersøgelse af behandlingen af personoplysninger i lægehusets private Covid-19 testcenter. Undersøgelsen blev indledt efter, at det i pressen kom frem, at de ansatte podere delte personoplysninger på de testede borgere i WhatsApp-grupper. Region Hovedstaden indledte desuden en undersøgelse af lægehusets ydelsesmønster efter henvendelser fra patienter, som ikke kunne genkende de behandlinger mv., som var afregnet, og som fremgik på sundhed.dk. Både Datatilsynets og Region Hovedstadens undersøgelser ledte til politianmeldelse, og Nordsjællands Politi rejste tiltale den 10. juli 2025.

Hovedforhandlingen blev påbegyndt den 24. november 2025 og afsluttes med dom fra en enig domsmandsret den 12. maj 2026. Under hovedforhandlingen har en lang række vidner afgivet forklaring, herunder ansatte i Region Hovedstaden, Praktiserende Lægers Organisation, tidligere ansatte speciallæger og andre ansatte, samt en lang række tidligere patienter i lægehuset.

De to ejerlæger og lægehuset er fundet skyldige i databedrageri af særlig grov beskaffenhed efter straffelovens § 279 a, jf. § 286, stk. 2, for et beløb på ikke under 600.000 kr. for ejerlægerne og for ikke under 500.000 kr. for lægehuset. Retten har frifundet de tiltalte for en del af tiltalen for databedrageri, og retten har for denne del ikke taget stilling til, om der er afregnet i overensstemmelse med overenskomsten om almen praksis. Domfældelsen omfatter bl.a. dobbeltafregning for sundhedsydelser foretaget i lægehuset, afregning af fiktive behandlinger, og afregning af ydelser på afdøde patienter længe efter dødstidspunktet. Domfældelsen omfatter endvidere databedrageri overfor Region Hovedstaden ved afregning for behandlinger og laboratorieprøver, som lægehuset leverede som en privat ydelse til tre superligaklubber i hovedstadsområdet. Behandlingerne og laboratorieprøverne var Region Hovedstaden og den offentlige sygesikring uvedkommende, men alligevel blev både Region Hovedstaden og superligaklubberne faktureret.

Den tidligere ansatte medicinstuderende var tiltalt for medvirken til en mindre del af databedragerierne. Den tidligere ansatte medicinstuderende er med dommen frifundet.

Lægehuset er desuden fundet skyldig i overtrædelse af databeskyttelsesforordningen, da en gruppe unge podere behandlede fortrolige oplysninger og helbredsoplysninger på 1.009 borgere, som var testet positive for Covid-19, i WhatsApp grupper på deres private mobiltelefoner. Overtrædelsen bestod navnlig i manglende risikovurdering i forhold til det valgte behandlingsscenarie.

Strafudmåling

Straffen blev fastsat til fængsel i 1 år til de to ejerlæger. Straffen er gjort betinget med vilkår om udførelse af samfundstjeneste i 200 timer. Ved strafudmålingen lagde retten særlig vægt på:

· At databedragerierne er sket i forening og systematisk igennem flere år.

· At ejerlægerne ved bedragerierne besad betroede stillinger og udnyttede et tillidsbaseret afregningssystem.

· At afregningerne, herunder fiktive, blev foretaget uden skelen til, hvilken eventuel betydning afregningerne kunne få for patienterne.

· Omfanget af den opnåede og tilsigtede vinding og antallet af overtrædelser.

· Ejerlægernes gode personlige forhold og sagsbehandlingstiden, som ikke i fuldt omfang kan begrundes af sagens kompleksitet.

Bøde og konfiskation

Retten traf med dommen ligeledes afgørelse om en bøde på 250.000 kr. til lægehuset, som ansvarligt selskab for databedragerierne, ligesom lægehuset blev idømt en bøde på 400.000 kr. for overtrædelsen af GDPR-reglerne. Endelig konfiskerede retten udbytte for 250.000 kr. hos lægehuset.

Anke

Dommen kan ankes inden 14 dage.

Domsdatabasen

Dommen (inkl. forklaringsdokument) vil i løbet af ca. to uger kunne læses på domsdatabasen.dk