Gå til sidens indhold

Københavns Byret

31 aug. 2026

Københavns Byret

Sag om størrelsen af pension til en person med mulig tilknytning til PET

Dom afsagt: 31. august 2026

Dom afsagt: 31. august 2026 Sagen handlede bl.a. om Sagsøger har bevist, at han, mens han var i udlandet fra 2008 - 2012, i dansk interesse samarbejdede med PET, så perioden skal medregnes til bopælstiden i Danmark ved beregnin-gen af førtidspension.

Ved dommen får Sagsøger medhold i, at der i den omhandlede periode var tale om beskæftigelse i udlandet i offentlig dansk interesse i et sådant omfang, at der ved fastsættelsen af hans førtidspension skulle tages hensyn til de ca. 49 måneder, hvor han opholdt sig i udlandet.

Af rettens begrundelse og resultat fremgår følgende:

”Rettens begrundelse og resultat

Efter § 3, stk. 1, i lov om social pension er retten til pension betinget af, at modtageren har fast bopæl i Danmark eller hyre på dansk skib.

Efter § 6 i lov om social pension er ret til fuld førtidspension betinget af fast bopæl her i riget i mindst 9/10 af optjeningsperioden fra det fyldte 15. år til det tidspunkt, hvorfra pensionen ydes, jf. stk. 1. Er betingelsen for fuld pension ikke opfyldt, fastsættes pensionen efter forholdet mellem bopælstiden i Danmark og 9/10 af optjeningsperioden fra det fyldte 15. år til det tidspunkt, hvorfra pensionen ydes, jf. stk. 2.

Det følger af lovens § 8, at ved opgørelse af bopælstid efter bl.a. § 6 sidestilles med bopæl her i riget bl.a. ophold i udlandet som udsendt repræsentant for en dansk offentlig myndighed, ophold i udlandet i øvrigt som beskæftiget i offentlig dansk interesse, og ophold i udlandet med henblik på uddannelse.

Perioden fra den 22. april 2001 – 1. november 2002

Det kan lægges til grund, at Sagsøger i den omhandlede periode modtog SU som følge af indskrivning på et dansk uddannelsessted, som Sagsøger ikke har været i stand til at afgive nærmere oplysninger om, og som efter det oplyste efterfølgende er lukket. Sagsøger har ikke – trods opfordret hertil – fremlagt nogen dokumentation for, at han i den pågældende periode havde ophold i udlandet med henblik på uddannelse, herunder for reel studieaktivitet på University of Science and Technology i Sanaa, Yemen, ligesom han ikke har fremlagt f.eks. et indskrivningsbevis, eksamensbevis eller øvrige oplysninger af tilsvarende karakter.

Sagsøger har således ikke godtgjort, at han i perioden fra den 22. april 2001 til den 1. november 2002 opholdt sig i udlandet med henblik på uddannelse, og der er på den baggrund ikke grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens afgørelse.

Retten giver derfor Ankestyrelsen medhold i påstanden om frifindelse for så vidt angår denne periode.

Perioden fra den 1. maj 2006 – 1. marts 2007

Sagsøger har til myndighederne oplyst, at han efter at have været udrejst til Yemen samt Storbritannien den 1. marts 2007 på ny indrejste til Danmark for at tage fast bopæl her i landet. Det påhviler Sagsøger at godtgøre, at denne oplysning, som han tidligere selv er fremkommet med, var forkert, og at han reelt opnåede fast bopæl i Danmark allerede den 1. maj 2006.

Sagsøger har ikke – trods opfordret hertil – fremlagt nogen dokumentation for, at han i den pågældende periode havde fast bopæl i Danmark, herunder f.eks. for betaling af husleje, øvrige faste udgifter, kontoudtog eller øvrige oplysninger af tilsvarende karakter, og Sagsøger har heller ikke på anden måde, herunder f.eks. ved vidneførsel, ført bevis for, at han faktisk havde fast bopæl i Danmark i perioden.

Sagsøger har således hverken godtgjort eller sandsynliggjort, at registreringen i folkeregisteret er forkert, og at han i perioden fra den 1. maj 2006 til den 1. marts 2007 havde fast bopæl her i riget.

Der er på den baggrund ikke grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens afgørelse, og retten giver derfor Ankestyrelsen medhold i påstanden om frifindelse for så vidt angår også denne periode.

Perioden fra den 15. juni 2008 – 13. juli 2012

For så vidt angår denne periode angår sagen, om Sagsøger har bevist, at hans ophold i Storbritannien og hans rejser til bl.a. Yemen, Somalia og Libanon i 2008-2012 skete i samarbejde med og mod vederlag fra Politiets Efterretningstjeneste med det formål at levere informationer til efterretningstjenesten om radikaliserede personer tilknyttet islamistiske miljøer i Danmark og udlandet.

Sagsøger har til støtte for sin påstand herom fremlagt dokumentation for bl.a. pengeoverførsler til sig gennem Western Union samt kvitteringer for valutaveksling og private fotos af Sagsøger og hvad der ifølge Sagsøger var hans daværende kildeførere ved Politiets Efterretningstjeneste.

Sagsøger har derudover fremlagt en række avisartikler, nyheds- og dokumentarudsendelser, boguddrag fra bøgerne ”Storm – Den danske agent i Al Qaeda” af Orla Borg m.fl. og ”Agent Storm” af Paul Cruickshank og Tim Lister samt et kapitel om Sagsøger fra bogen ”Syv år for PET – Jakob Scharfs Tid” af Morten Skjoldager m.fl.

Retten har endvidere henset til, at det af Ankestyrelsens tidligere afgørelse af 30. august 2019 fremgår, at Ankestyrelsen tiltrådte Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse om, at Sagsøger på det foreliggende grundlag havde fremlagt tilstrækkelig dokumentation for at have fungeret som kilde for Politiets Efterretningstjeneste, herunder bl.a. med henvisning til lydoptagelser af samtaler mellem Sagsøger og dennes kontaktpersoner ved Politiets Efterretningstjeneste, som Jyllands-Posten var kommet i besiddelse af i forbindelse med journalistisk arbejde.

Retten finder efter en samlet vurdering af den af Sagsøger afgivne forklaring og det materiale, der er fremlagt i sagen, at Sagsøger har godtgjort, at han i den omhandlede periode samarbejdede med Politiets Efterretningstjeneste, og at han modtog løbende honorarer til gengæld for at levere oplysninger om personer tilknyttet radikaliserede islamistiske miljøer til efterretningstjenesten. Retten lægger i den forbindelse til grund, at Sagsøgers samarbejde med Politiets Efterretningstjeneste i den omhandlede periode udgjorde hans hovedbeskæftigelse.

Retten finder herefter, at der har været tale om beskæftigelse i offentlig dansk interesse i et sådant omfang, at det må anses for omfattet af pensionslovens § 8. Det kan i en sag som den foreliggende ikke komme Sagsøger til skade, at Politiets Efterretningstjeneste i overensstemmelse med efterretningstjenestens faste praksis ikke har ønsket hverken at be- eller afkræfte, om Sagsøger har udført opgaver for efterretningstjenesten.

Retten giver på denne baggrund Sagsøger medhold for så vidt angår denne periode.

Konklusion

Som det følger af ovennævnte, skal der til Sagsøgers bopælstid tillægges de ca. 49 måneder fra den 15. juni 2008 til den 13. juli 2012, i hvilke han har opholdt sig i udlandet som beskæftiget i offentlig dansk interesse. Sagsøger er på denne baggrund berettiget til 82 procent af en fuld dansk førtidspension, og retten giver derfor i dette omfang Sagsøger medhold i den af ham nedlagte subsidiære påstand.

Sagsomkostninger

Efter sagens udfald skal Ankestyrelsen betale sagsomkostninger til Sagsøger. Omkostningerne er efter den sagsværdi, som Sagsøger har opnået medhold i forhold til, sagens forløb og udfald fastsat til 59.500 kr., hvoraf 55.000 kr. inkl. moms dækker udgift til advokat, og 4.500 kr. dækker de retsafgifter, der skulle have været betalt, hvis ikke Sagsøger havde fri proces. Sagsøger er ikke momsregistreret.

Da Sagsøger har fri proces, skal Ankestyrelsen betale beløbet til statskassen, jf. retsplejelovens § 332, stk. 1, 3. pkt.

T H I  K E N D E S  F O R  R E T :

Ankestyrelsen skal anerkende, at Sagsøger er berettiget til 82 procent af en fuld dansk førtidspension.
Ankestyrelsen skal inden 14 dage til statskassen betale sagsomkostninger med 59.500 kr.”


Sagen var behandlet under medvirken af tre dommere, og dommerne var enige om sagens udfald.
Sagen har sagsnummer: BS-1182/2025-KBH.

For yderligere oplysninger kan pressens repræsentanter kontakte pressekontaktdommer Jens Stausbøll, tlf.nr. 20 24 21 76.