30 jun. 2026
Københavns Byret
Dom i sag om overtrædelse af hvidvaskloven
Dom afsagt: 30. juni 2026
Københavns Byret har den 30. juni 2026 idømt en 45-årig fængsel i 5 måneder for overtrædelse af hvidvaskloven.
Københavns Byret har den 30. juni 2026 ved en enig domsmandsret idømt en 45-årig tidligere direktør i et pengeinstitut fængsel i 5 måneder for overtrædelse af reglerne i lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme (hvidvaskloven) om blandt andet indhentelse af tilstrækkeligt kundekendskabsmateriale, undersøgelse af formålet med kunders transaktioner og gennemførelse af interne kontroller. Forholdene var begået fra efteråret 2017 til august 2018, og pengeinstituttet havde i den periode for en række kunder gennemført transaktioner for ikke under to milliarder kroner, uden at der i tilstrækkelig grad var indhentet det pågældende materiale eller foretaget de nævnte undersøgelser. Tiltalte fandtes på særlig grov eller omfattende forsætlig måde at have været ansvarlig herfor. Navnlig som følge af den lange sagsbehandlingstid blev straffen gjort betinget på vilkår blandt andet om udførelse af samfundstjeneste i 100 timer.
Sagen har været behandlet over 20 retsdage. Der er efter det oplyste tale om den første store sag om strafferetligt ansvar for en direktør i et pengeinstitut for overtrædelse af hvidvaskloven, der på gerningstidspunktet havde en strafferamme på fængsel i 6 måneder for de pågældende forhold.
Sagsnummer og pressekontakt
Sagen har journalnummer SS-5807/2025.
For yderligere oplysninger kan pressens repræsentanter kontakte pressekontakt dommer Jens Stausbøll på telefon 20242176.