Afslag på SU til fjernundervisning var ikke i strid med EU-retten

Dom afsagt: 24. marts 2026

Sagsnummer: BS-12007/2024-HRS og BS-38681/2025-HRS

Sagerne kort fortalt

En litauisk statsborger og en dansk statsborger – begge bosiddende i Danmark og med litauisk som modersmål - søgte i henholdsvis november 2023 og marts 2024 om optagelse af en litauisk jurauddannelse på den såkaldte Fast Track-liste, som giver mulighed for at få SU og udlandsstipendium på uddannelser i udlandet. Uddannelsen, som var udbudt af et privat litauisk universitet, var selvbetalt og tilrettelagt hovedsageligt som fjernundervisning. Uddannelsen var en tjenesteydelse i EU-retlig forstand.

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen traf afgørelse om, at den litauiske uddannelse ikke kunne optages på Fast Track-listen med den begrundelse, at mere end 25 procent af uddannelsen var tilrettelagt som fjernundervisning, jf. SU-bekendtgørelsens § 70, stk. 4 (nugældende § 73, stk. 5). Reglen gælder kun uddannelser i udlandet, men ikke i Danmark.

De studerende indbragte afgørelserne for retten og gjorde gældende bl.a., at afgørelserne var i strid med Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF) artikel 18 om forbud mod forskelsbehandling på baggrund af nationalitet og artikel 56 om den frie bevægelighed for tjenesteydelser samt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 14 om forbud mod diskrimination og 1. tillægsprotokol artikel 1 om retten til respekt for ejendom.

De to studerende krævede SU betalt med ca. 20.000 kr. hver. Den danske statsborger krævede dertil en erstatning på 93.250 kr. for krænkelse af rettigheder efter EMRK.

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, der var sagsøgt i sagerne, påstod frifindelse.

Retten skulle desuden tage stilling til, om sagerne forud for rettens afgørelse skulle præjudicielt forelægges for EU-Domstolen efter TEUF artikel 267.

Sagernes udfald

Retten vurderede, at der ikke var en sådan tvivl om fortolkningen af den danske bestemmelse og de EU-retlige regler, herunder EU-Domstolens praksis, at der var behov for at forelægge sagerne for EU-Domstolen.

Retten fandt i forbindelse med sagernes afgørelse, at vurderingen efter EU-retten skulle ske efter TEUF artikel 56, hvorefter det ikke var nødvendigt at tage stilling til TEUF artikel 18.

Retten fastslog, at betingelsen om, at maksimalt 25 procent af uddannelsen måtte være tilrettelagt som fjernundervisning udgjorde en restriktion af den frie bevægelighed for tjenesteydelser mellem medlemsstaterne, jf. TEUF artikel 56. Retten fandt dog, at restriktionen var begrundet i et alment tvingende hensyn om at styrke studerendes mobilitet, og at restriktionen var egnet til at varetage dette hensyn, ligesom den ikke gik ud over, hvad der var nødvendigt for at opnå målet med reglen.

Retten fandt endvidere, at der ikke var grundlag for at fastslå, at der var sket en krænkelse af de studerendes rettigheder efter EMRK artikel 14 sammenholdt med 1. tillægsprotokol artikel 1.

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen blev derfor frifundet.

Sagerne, som blev sambehandlet, var tre-dommersager, og dommerne var enige om resultatet.

Afgørelsesdato

Dommen blev afsagt af Retten i Horsens den 24. marts 2026