19 maj 2026
Retten i Holstebro
Forsøg på manddrab ved knivstik i frisørsalon
Dom afsagt: 19. maj 2026
39-årig mand fra Syrien forsøgte at dræbe sin bror ved stik i ryggen
Sagsnummer: SS 99-87/2026
Sagen kort fortalt
Tiltalte kom ind i en frisørsalon i Thisted og forsøgte at dræbe sin bror, idet tiltalte stak sin bror én gang i ryggen med en køkkenkniv med en bladlængde på ca. 20 cm. Forurettede fik livstruende skader i form af en sammenklappet lunge, 400 ml. blod i venstre brysthule og et blodtab på omkring 1 liter blod.
Tiltalen var forsøg på manddrab efter straffelovens § 237, jf. § 21.
Tiltalte nægtede sig skyldig.
Dommens resultat
Retten fandt det bevist, at det var tiltalte, der stak forurettede i ryggen med kniven, og at forurettede ved stikket blev påført livstruende skader, og at han næppe ville have overlevet uden akut lægebehandling. Retten fandt endvidere, at tiltalte ved knivstikket efter det oplyste om, at han havde hentet kniven i sin lejlighed lige inden episoden, at han gik direkte hen og stak forurettede i ryggen, knivsbladets størrelse, stikkets dybde på ikke under 5 cm, placeringen af stikket i ryggen og at stikket var påført med betydelig kraft, i hvert fald har anset det for overvejende sandsynligt, at forurettede ville dø som følge af knivstikket.
På den baggrund nåede retten frem til, at tiltalte er skyldig i forsøg på manddrab, jf. straffelovens § 237, jf. § 21.
Anklagerens påstand om straf var 7 års fængsel.
Straffen blev fastsat til 6 års fængsel. Retten lagde ved strafudmålingen vægt på, at tiltalte er fundet skyldig i forsøg på manddrab, og at der ikke foreligger hverken skærpende eller formildende omstændigheder, der kan føre til fravigelse af fast praksis, hvorefter forsøg på manddrab som udgangspunkt straffes med fængsel i 6 år.
Tiltalte blev endvidere udvist ved dommen med indrejseforbud for bestandig.
Sagen var en nævningesag. Dommerne og nævningene var enige om dommens resultat.
Tiltalte ankede dommen med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse.
Afgørelsesdato
Dommen blev afsagt af Retten i Holstebro den 19. maj 2026.
Kontaktinformation til parternes repræsentanter
Forsvarer: Advokat Ib René Laursen.
Anklagemyndighed: Anklager Caroline Lisbygd Antonsen.
Anklagemyndighedens pressetelefon: 72 68 90 08.
Pressekontaktdommer, Retspræsident Christian Schou, 25 22 34 96.