Gå til sidens indhold

Retten i Holstebro

20 apr. 2026

Retten i Holstebro

Forsøg på svig med Corona-kompensation

Dom afsagt: 20. april 2026

Fængsel i 1 år og 6 måneder delvist betinget af samfundstjeneste og en bøde på 3.680.000 kr. for forsøg på svig med offentlige midler for 920.000 kr.

Sagsnummer: SS-1877/2024


Sagen kort fortalt

Fire personer (T1, T2, T3 og T4) havde igennem deres selskaber købt en kro (T ApS), som ligger uden for Holstebro. Kroen havde været drevet af en tidligere ejer i mange år.

Efter udbruddet af Covid-19-pandemien søgte de tiltalte Erhvervsstyrelsen om kompensation for tab som følge af arrangementer, der ikke blev gennemført som følge af nedlukningen. Ansøgningen blev indgivet efter en bekendtgørelse om kompensation for tab ved sådanne aflysninger.

Betingelserne for kompensation var bl.a., at der kunne forventes et samlet deltagerantal på 350 samtidig, og at arrangøren (de tiltalte) havde betalt og derved haft et tab eller havde indgået en bindende aftale og derfor var kontraktuelt forpligtet til at betale til den anden kontraktpart.

De tiltalte havde i en ansøgning til Erhvervsstyrelsen om kompensation oplyst, at de i 2019 havde planlagt at afholde fire arrangementer med mere end 350 deltagere, og at de havde afholdt udgifter til anlæg, inventar og andre genstande, selv om det ikke var rigtigt. Sammen med ansøgningen indsendte de også fire falske dokumenter som dokumentation for deres ansøgning.


Formålet var at få Erhvervsstyrelsen til at udbetale 920.567 kr. som kompensation, men det mislykkedes, idet Erhvervsstyrelsen stoppede udbetalingen og anmeldte forholdet til politiet.


Tiltalen var dokumentfalsk af særlig grov karakter efter straffelovens § 171, jf. § 172, stk. 2, og forsøg på svig med offentlige midler efter 289 a, stk. 1, jf. § 289, stk. 1.

Alle de tiltalte nægtede sig skyldige.

Dommens resultat

Retten fandt det bevist, at de tiltalte personer, T1-T4, var skyldige efter tiltalen. Da forholdet var begået som led i driften af selskabet, var det tiltalte selskab også skyldig.

Anklagerens påstand om straf var ubetinget fængsel i 2 år og en tillægsbøde på 3.680.000 kr. til hver af de tiltalte personer og en tilsvarende bøde til det tiltalte selskab.

Straffen blev fastsat til fængsel i 1 år og 6 måneder, heraf 3 måneder ubetinget og resten af straffen betinget af 200 timers samfundstjeneste til hver af de tiltalte personer. De blev herudover hver straffet med en tillægsbøde på 3.680.000 kr.

Det tiltalte selskab blev straffet med en bøde på 3.680.000 kr.

Straffen blev fastsat efter en regel i straffeloven, § 81 d, hvorefter fængselsstraffen for svig med Covid-19-midler som udgangspunkt skal fastsættes til det dobbelte af det normale niveau for bedrageri med offentlige midler og bødestraffen til det firdobbelte af det beløb, som er opnået eller forsøgt opnået. 

Dommerne lagde i skærpende retning bl.a. vægt på, at de tiltalte havde begået forholdet i forening og efter forudgående aftale og løbende planlægning i selskabsregi. Der blev også lagt vægt på, at de tiltalte havde brugt falske dokumenter og på størrelsen af det beløb, som var forsøgt besveget. I formildende retning lagde retten vægt på, at forholdet var begået i 2021, og at i hvert fald en del af den forgangne tid ikke kunne tilregnes de tiltalte. Hertil kom, at alle de tiltalte havde gode personlige forhold.

Sagen var en domsmandssag, og dommerne var enige om dommens resultat. 

De 5 tiltalte vil inden for 14 dage beslutte, om dommen skal ankes.

Afgørelsesdato
Dommen blev afsagt af Retten i Holstebro den 20. april 2026.