15 jul. 2026
Retten i Holbæk
Dom i straffesag mod fire ansatte i Lynghuset
Dom afsagt: 15. juli 2026
Retten i Holbæk har den 15. juli 2026 frifundet tre sygeplejersker og en social- og sundheds-assistent for grovere forsømmelse i udøvelsen af deres virksomhed i forbindelse med plejen og behandlingen af en borger, der var indskrevet på Lynghuset i slutningen af 2023
Sagsnummer: 60-2034/2025
Sagen kort fortalt
En borger, der var alvorligt syg, blev den 30. november 2023 indskrevet på Odsherred Kommunes palliative tilbud Lynghuset, hvor han var indskrevet, indtil han afgik ved døden natten mellem den 2. og 3. december 2023. Under sin indskrivning blev han plejet og behandlet af en række sundhedsfaglige medarbejdere tilknyttet Lynghuset. Efter hans død blev hans forløb på Lynghuset underkastet forskellige undersøgelser, herunder hos Styrelsen for Patientsikkerhed og i kommunalt regi.
Statsadvokaten i København rejste i forlængelse heraf med påstand om bødestraf tiltale mod tre sygeplejersker og en social- og sundhedsassistent for overtrædelse af autorisationslovens § 75 ved på en række punkter hver især groft at have forsømt henholdsvis basale sygefaglige opgaver og procedurer og faglige forpligtelser i forbindelse med plejen og behandlingen af manden. Statsadvokaten rejste tillige tiltale mod de pågældende for overtrædelse af en række bestemmelser i bekendtgørelsen om autoriserede sundhedspersoners patientjournaler for forskellige ting, de skulle have undladt at eller kun i ringe grad havde journalført om.
Dommens resultat
Retten fandt, at det ikke var bevist, at nogen af de tiltalte havde udvist grovere forsømmelse i udøvelsen af deres virksomhed som henholdsvis sygeplejersker og social- og sundhedsassistent i forbindelse med deres pleje og behandling af manden.
Retten lagde bl.a. til grund, at de tiltalte ikke burde have taget skridt til afklare, om manden var at betragte som terminal, sådan som det umiddelbart fremgik af journalen, og at bedømmelsen af de tiltaltes handlinger således skulle ske i den kontekst, at de behandlede og plejede en mand, som var erklæret terminal. Retten lagde videre til grund, at de tiltalte – hvor dette var muligt og relevant – havde udført såkaldt miljøterapi (beroligelse, støtte, rolig tale, hjælp til at genoprette søvnrytme mv.) overfor manden, men at mandens tilstand havde medført, at medicin var nødvendig for at berolige og lindre ham. To af de tiltalte var i den forbindelse tiltalt for forskellige forhold omkring deres medicingivning til manden. Retten fandt det ikke bevist, at disse tiltalte havde givet medicin til manden i strid med lægens ordination, ligesom retten ikke fandt det bevist, at disse tiltalte skulle have forholdt sig anderledes end gjort i forhold til, at manden var registreret med CAVE for to af de ordinerede medikamenter. Det var i den forbindelse kommet frem under sagens behandling i retten, at mandens læge, som havde ordineret medikamenterne, af personalet på Lynghuset var gjort opmærksomhed på, at han i Lynghusets journalsystem var registreret med CAVE for to af de ordineret medikamenter, og at lægen havde opretholdt ordinationen med den viden. Retten fandt det heller ikke bevist, at den ene tiltalte under en samtale med mandens læge skulle have undladt at oplyse ham om mandens behandlingsstatus. Retten fandt det heller ikke bevist, at to af de tiltalte skulle have tilsidesat deres forpligtelser ved ikke at rekvirere en fast vagt til manden.
Retten fandt, at den ene af de tiltalte under en telefonsamtale med en vagtlæge burde have givet vagtlægen yderligere oplysninger end gjort, navnlig om at tiltalte ringede med henblik på at få en second opinion kort tid efter egen læges afslag på at øge dosis af mandens medicin. Efter omstændighederne kunne dette imidlertid ikke betragtes som en grovere forsømmelse i udøvelsen af pågældendes virksomhed, at disse oplysninger ikke blev givet. Disse omstændigheder var bl.a., at vagtlægen under samtalen fik en række oplysninger om mandens tilstand og udvikling over natten, at det ikke var godtgjort, at vagtlægen havde truffet en anden beslutning, hvis han havde fået de pågældende oplysninger, og at der ikke havde været bevisførelse om, at vagtlægens forhøjelse af dosis af to af medikamenterne var forkert, herunder i lyset af de observationer, som personalet på Lynghuset havde gjort omkring mandens tilstand og behov for beroligelse og lindring i løbet af natten og igennem dagvagten.
Retten fandt det heller ikke bevist, at de tiltalte var skyldige i overtrædelse af bekendtgørelse om autoriserede sundhedspersoners patientjournaler, herunder lagde retten vægt på bl.a., at det ikke var godtgjort, at de tiltaltes journalføring afveg fra journalføringen på Lynghuset i øvrigt, ligesom det ikke var godtgjort, at de tiltalte ikke havde journalført, så snart som det var muligt for dem efter omstændigheder.
Retten frifandt derfor de tiltalte.
Afgørelsesdato
Dommen blev afsagt af Retten i Holbæk den 15. juli 2026.